A,B,C,D,E-ske og lad ske – Eske K. Mathiesen ESKE, FORSAMLET POESI 1969-2004
Hvad sker der! De har planket den ene port på Assistens Kirkegård til med en stor finerplade, så man ikke kan komme ud på Kapelvej. Med et eksemplarisk Eske K. Mathiesen-digt er det på samme måde: Når man lige tror sig sikkert fragtet hen til udgangen, må man pænt vende om og se sig om efter en anden.
Ja, jeg har læst hver og ét af de hundredvis af digtskabninger, der fylder gavesækken ESKE. Og at læse poesi på romanens vilkår har ikke været sur pligtopfyldelse overfor anmelderiet; det er simpelthen charmen ved Ekse Kaufman Mathiesens poesi, der ikke har kunne holde mig tilbage. ’Lige én til’ er den umiddelbare tvangstanke, der popper op gentagende og helt af sig selv, når en af Mathiesens lyriske tapninger er alt for hurtigt overstået.
Enhver, som synes sig sat af i forhold til digtlæsning, kan begynde her. For Mathiesens forsamlede poesi er alt andet end æterisk, besværlig og utilnærmelig; den er derimod kærlig, hyggelig og spændt til bristepunktet med livssaft. Det er sådan al poesi ville være i en bedre verden. Ikke sær (jo lidt) og ikke tvær (jo også det lidt) men ligefrem, fattelig og bevægende. Mathiesen har med sine træsko tynget af store klumper fugtig muldjord vadet lukt ind i hjertekulen min!
Nå, lad os komme ned på jorden igen. Mathiesisk charme kan som bedst tage sig ud sådan:
– LYRISKE LARSEN
De kaldte ham Lyriske Larsen, ham
der byggede alle de her fuglehuse.
Da han døde, fik hans sjæl vinger
og bor nu i et fuglehus med
syv værelser, som han oprindeligt
byggede til stærene, der altså stadig
bebor de seks af værelserne; men han har
fået det bedste, sådan en slags æresbolig,
med egen pind, og på den sidder han hele
dagen og aftenen med og kalker træet
nedenunder hvidt med alt det sjælelort
han skider ud.
Den kvikke læser vil ikke tøve et splitsekund på spørgsmålet om, hvem denne Lyriske Larsen mon kan være, og bid mærke i den møjsommelige og let kluntede udpinding af fuglehusmetaforikken, der bliver gjort noget så bedårende (og latrinær) konkret.
I det hele taget er Mathiesen pippet af en gal fugl. Han er ’second to none, hvad angår fjerkræ i dansk poesi’, som det hedder på Erik Skyum-Nielsen’sk i det fine men vel knappe efterskrift. Antologiseringen har redaktørerne Christian Dorph og Lars Bukdahl ordnet i tre epoker, 1994-2004, 1980-1993 og 1969-1979. Dem må man hver især må læse sig OP igennem, og denne frække ukronologi giver nogle bonusrystelser på 10-15 år i læsningen, al den stund Mathiesen anno 2002 præsenteres på siden før Mathiesen anno 1980.
Men Mathiesens baghave og dens drevne beboere er – trods temporale spring – det altovervejende omdrejningspunkt. Skal man forsøge at katalogisere nogle strømninger på tværs af antologiens forsøg på at slå sådanne i stykker, så er 70’ernes tidlige begyndelse noget værre eksperimenterede vrøvleri, mens de senere 70’ere byder på sangbar økologi og alenlang folklore med revsende bid efter kapitalens pampere.
Herefter slår 80’er-Mathiesen ind på et dybt undrende naturobserverende spor, som ender ud i pågående diktion af dét under, verden er. Tænk at den findes! Og det er også her, at damerne rigtigt kommer i spil, og her Mathiesen IKKE holder sig tilbage som en slet skjult erotiseret løve efter trusser.
Mathiesen kan undre sig noget så grundigt og tosset og finurligt over en snegl, at dens dræbende langsommelighed eksploderer om ikke i betydning så i yndefuld sproglig fylde, og det slog mig jo, at Jens Blendstrup alligevel ikke har det fra fremmede. Og til det der med at med at måtte vende om ved udgangen, så må der lige et afslutningseksempel til. Skarpt, adræt og blind vej. Således:
– Kigger brostenene grundigt efter.
Næh. Heller ingen sekser i dag.
Hva mener I? Det er da ikke til at stå for sådan en vejarbejderyatzy.
