Absolut hvilepuls – Håkan Nesser EN FORTÆLLING OM HR. ROOS


Den svenske krimimester underholder jævnt i trægt hængerøvsdrama.

Citat

Hun havde en dejlig stemme. Stærk og mørk – mørkere når hun sang, end når hun talte. Hvis han bare havde hørt den, og ikke samtidig havde kunnet se hende, så ville han have gættet på, at den stammede fra en kvinde, der var mindst dobbelt så gammel som hende, som nu sad foran ham med et koncentreret ansigtsudtryk skiftende imellem de forskellige akkordgreb på guitarhalsen – og inden han vidste et ord af det, vældede tårerne op i ham. Hun så de, men hun holdt ikke op med at synge. Smilede bare til ham, og han tænkte, at hvis han døde lige nu, akkurat i dette øjeblik, så ville det ikke gøre så forfærdelig meget.

Håkan Nesser går for at være en af de få (svenske) krimiforfattere, der rent faktisk skriver godt. Det er den efterhånden temmelig omfangsrige serie om kriminalkommissær Van Veeteren et godt eksempel på, og også Nessers nye serie om vicekriminalkommisær Gunnar Barbarotti har fået gode ord og priser med på vejen (andet bind, EN HELT ANDEN HISTORIE, blev kåret som Bedste svenske krimi i 2007).

I EN FORTÆLLING OM HR. ROOS, tredje og nyeste i bind i Barbarotti-serien, får vi historien om hængerøven Ante Valdemar Roos, der pludselig en dag vinder to millioner i tips og beslutter sig for at sige farveller til sit dødssyge job, købe et lille skovhus og tilbringe dagene dér i selskab med en pibe tobak og en krydsogtværs. Vel at mærke uden at sige noget til sin ligeså dødssyge familie, der stadig tror, at han hver dag stå op og går på arbejde.

En dag får han besøg af en ung pige, Anna, der er stukket af fra det lokale behandlingshjem for narkomaner. Hun har en guitar under armen og klimprer sit galopperende omsorgssvigt ud, så fuglene sjunge, og Valdemars må græde snot over sit livs forspildte chancer. Da Annas gamle kæreste dukker op på sin knallert, og vicekriminalkommisær Barbarotti efter flere hundrede siders lediggang omsider får nogle blodige lig at rive i, har man helt glemt, at det er en krimi og ikke en familieromance, man sidder med.

Det i sig selv gør ikke noget, for EN FORTÆLLING OM HR. ROOS er aldeles velskrevet, og fortællerens hyppige udbrud af sarkasme gør, at man bærer over med både vammelsød far-datter-symbiose og klichetung ægteskabskrise. Man klukker lidt i lænestolen, når man læser, at Valdemars kones bryster ligner ’arrige hakkebøffer’. Og når Barbarotti – bogens helt – skvatter i en trillebør og bogen igennem må krykke rundt som en idiot med foden i gips.

Når det alligevel kniber med at få armene op, så er det, fordi EN FORTÆLLING OM HR. ROOS ganske enkelt ikke fungerer særlig godt som krimi. Der sker for lidt kriminelt, og det, der sker, går for langsomt. Det bliver aldrig for alvor spændende, højst en smule sørgeligt, fordi man hurtigt regner ud, hvor det hele bærer hen.

Til gengæld har den psykologiske portrættering speederen i bund. Vi får massivt indblik i både gerningsmænd, politifolk og deres respektive familier, sexvaner, skilsmissehistorier, barndomstraumer, midtvejskriser osv. Det er ganske hyggeligt, bevares. Men det virker lidt fesent med urtete, småflæberi og rundpindsstrikning, når man havde håbet på adrenalinchok og stresspletter op og ned ad halsen.

Så nap EN FORTÆLLING OM HR. ROOS med under slumretæppet, i hængekøjen eller gyngestolen eller lignende steder, hvor man kan ligge og klukke for sig selv i en tilstand af velvære og halv bevidstløshed.

Skrevet af Jeppe Rossen Skaarup

Jeppe Rossen Skaarup (f. 1981) er cand.mag. i litteraturvidenskab og tysk fra Københavns Universitet med speciale i Franz Kafka og Robert Walser.

Skriv kommentar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *