Af | 24. marts 2015

Absolut stener på i Føtex – Daniel Dalgaard SPEJLKAMEL

Den mundtlige tone er i centrum i Daniel Dalgaards nye digtsamling, hvor lyrikken i stedet for at være selvbevidst, formfuldendt og styret skrift rummer en både rodet og på sin vis urolig fortællestemme.

Digt

At fremdrage
som et hæderkronet bevis
på sin skide menneskelighed
at man
da også – engang imellem – køber – en frysepizza – i Netto.
Interesserer mig så lidt
for den slags
gennemspilninger af patetiske fantasier
om hvad der er normalt. Ligesom – tænker ikke så meget
på en specifik hændelse. Men når folk
forsøger at fremstille deres litteratursmag
som mere interessant end den er
ved at sige
så nogle gange kan jeg også lide at læse det og det
som så er noget de tror man vil se ned på. De forsøger,
det er jo tydeligt og irriterende,
at fremstille sig selv som hævet over
hverdagens lille afgud: den idiotiske segmentanalyse
som udsagnet selv er hundrede procent født af.

På allerførste side af Daniel Dalgaards anden digtsamling SPEJLKAMEL er vi en tur i Føtex, hvor ‘der er absolut stener på’ og hvor fortælleren går rundt og iagttager personerne omkring sig:

– Foran mig går en person som går
jeg vil umiddelbart skyde på
det er mit bud at han går under én kilometer i timen
og ovre i grønten står et par og råber til hinanden
det er trods alt mere informativt end det
og den ene
vinden
ser bare helt
hun ser ud på en måde som jeg aldrig har set et menneske se ud på før.

Daniel Dalgaard har endnu ikke kastet en decideret styret digtsamling af sig, men alligevel er SPEJLKAMEL langt mere snakkende end den sværere decifrérbare debut VI ER IKKE KONGER; med famlende og indskudte sætningsbidder, som om digterjeget lige skal rode efter den rigtig formulering, og man som læser er med på den prøvende vej gennem ordbrokkerne. Det fungerer både som et benspænd for læseroplevelsen – i hvert fald ved første gennemlæsning – men også som en dejlig uhøjtidelig og meget nær form for læseroplevelse.

SPEJLKAMELs ofte vibrerende søgen efter ordene giver en urolig stil, som i mine øjne får den til at fremstå ukunstlet og det modsatte af formfuldendt. Uforceret. Naturligvis er de indskudte, parentetiske og afbrudte sætninger et bevidst greb fra forfatterens side af, men det er alligevel så naturligt et greb. Som om læseren sidder her ved siden af forfatterens skrivebord og får fortalt en masse anekdoter, betragtninger, minder og deslige, og vi får alle de naturlige leden-efter-den-rigtige-formulering-omveje med.

Hvis jeg rent formmæssigt skulle finde SPEJLKAMELs komplette modsætning, så kunne han måske findes i Søren Ulrik Thomsens RYSTET SPEJL, der – på trods af en titelmæssig lighed – i sine rolige, faste former ligger så uendeligt langt væk fra Daniel Dalgaards dirrende og retningsløse skrift. Nej, retningsløs er egentlig en upræcis betegnelse. Nok er SPEJLKAMEL ledende og som sådan ufokuseret, men den rummer i dens mundtlige og afbrudte stil en kvalitet, der netop giver den bevægelighed. SPEJLKAMEL synes ikke helt bevidst om sin egen retning, men den bevæger sig i det mindste, og det er mere, end man kan sige om Søren Ulrik Thomsens smukke og statiske lyrik. Som om der er en undertone af nutid i Daniel Dalgaards digte, hvor jeget retter sig selv undervejs, diskuterer digttitler, formuleringer og erindringer og næsten konstant afbryder sig selv.

Rent tematisk beskæftiger SPEJLKAMEL sig med emner som skam, ydmygelse og social akavathed, og på trods af at det er store og umiddelbart tunge temaer at beskæftige sig med, så serveres de gennem den afbrudte og famlende stil på en måde, så digtsamlingen ligefrem er svær at lægge fra sig undervejs. Det er trods alt sjældent, det sker, når man læser lyrik, og det er fandeme en klædelig udvikling; både for Daniel Dalgaard, men i høj grad også for den danske lyrikscene.

Nyeste anmeldelser i kategorierne Digte,

Læs også