Absolute classic, vol. 1-9 – Laurence Sterne, TRISTRAM SHANDYS LEVNED OG MENINGER
Læs TRISTRAM SHANDY som et omfattende kartotek over litterære udtryksformer. Læs den for alle de fortællemæssige faldgrubers skyld. Læs den for at blive klog på fænomenet læsning. Læs den for dens indsigt i sprogets væsen. Læs den fordi, det er noget gammelt lort, der virker som om, det var skrevet i går. Læs den for dens platte vittigheder. Læs den for dens typografiske sprudlen. Læs den og læs den for du vil aldrig blive færdig, og hvem har nogensinde sagt, at det skulle være nemt?
Der gik 208 år fra sidste og 9. bind af den irske sognepræst Laurence Sternes THE LIFE AND OPINIONS OF TRISTRAM SHANDY, GENTLEMAN udkom, til Bente Ahlers Møllers danske oversættelse lå færdig. Så gik yderligere 28 år inden 2. udgave af oversættelsen blev lagt i trykken, så det nu igen er til at få fat på denne bemærkelsesværdige klassiker i dansk oversættelse. Således har TRISTRAM SHANDY i dansk kontekst ikke just levet under stress. Men ventetiden har været givtig, for oversættelsen styrer (!) præcist og velovervejet gennem mylderet af principielle uoversætteligheder såsom Irsk 1700-tals slang og fonetiske associationsforbindelser af laveste fællesnævner knyttet til den engelske udtale. Formstøbt er et forkert ord i Sterne’sk sammenhæng, men Bente Ahlers Møller manøvrerer i løjerne på en imponerende håndfast måde, der får TRISTRAM SHANDY til at fremstå som en bog på dansk.
Vi begynder in medias res: Tristram Shandys undfangelse – eller rettere: Omstændighederne ved undfangelsen. Herfra forsøger Tristram i selvbiografiens form at fortælle historien om sig selv og sin famlies liv på Shandy Hall. ’Herfra’ er så meget sagt, for bestræbelsen er og forbliver netop et forsøg på at få alle detaljer og biomstændigheder i et levet liv ned på et fladt stykke papir. Igennem digressioners digressioner fortaber Tristram sig i egen ihærdige akkuratesse, hvorfor hovedpersonens fødsel først finder sted godt og vel 200 sider inde i tekstmassivet.
For overhovedet at kunne fortælle ’noget’, må Tristram først fortælle omstændighederne for dette ’noget’ på plads, hvilket i sig selv er ’noget andet’, der så kræver sine omstændigheder fortalt… Det sproglige hamsterhjul snurrer, og fortællingen skrider uden at skride fremad.
Begivenhederne, der mestendels udfolder sig mellem den grublende fader Shandy og den enfoldige krigsveteran onkel Toby, er ikke linket sammen i et centrum og lader sig derfor ikke lokalisere eksakte steder i bogen. Handlingsmodulerne foreligger adspredt og kun fastholdt af de andre omkringliggende adspredtheder. Der er tale om en centerløs strømning uden begyndelse og slutning, hvilket piner Tristram, men netop refleksionerne herover er med til at skabe yderligere forskydninger. Det er denne statelige opføring af Dødens pølse vi følger, og når først man har overgivet sig, suges man pr. definition ind af stykkets smittende latter:
”Er det ikke også for galt at bruge to kapitler på at komme ned ad en trappe? vi er nemlig stadig ikke nået længere end til første afsats, og der er endnu femten trin ned til foden; og eftersom min fader og min onkel Toby er i deres snaksaglige hjørne, kan jeg ikke garantere for, at det ikke bliver til lige så mange kapitler, som der er trin;—det må gå som det bedst kan min Herre, jeg er lige så lidt herre over det som over min egen skæbne.—Jeg får et pludseligt indfald—lad tæppet falde, Shandy— jeg lader det falde—Slå en streg tværs over papiret her, Tristram—jeg slår den—og så på den igen med et nyt kapitel!”
Det, der umiddelbart kan tage sig ud som ren og tvær Rasmus-Modsat-gimmick, viser sig, idet man skeler til udgivelsesdateringen 1713-68, at være noget andet. Sterne’s romansabotage er, om det nu passer ind i litteraturhistorisk mekanik eller ej, foretaget samtidig med tilblivelsen af sabotagens objekt, romangenren. Når TRISTRAM SHANDY læses, tvinges man anderledes sagt til at fatte, at uorden, kaos og balstyrisk amokløb skal tælles med blandt romanens grundpiller og ikke som en rusken af dem. Se det kalder jeg indsigt. ********** til en All-time Absolute Classic.
