Æstetik før og nu – Morten Kyndrup DEN ÆSTETISKE RELATION
Modernismen har skåret båndet mellem kunsten og æstetikken over. Dette er ikke kun af kunsthistorisk interesse, men er led i en filosofisk omvæltning af dimensioner. Kyndrups argument afdækker sublimt det moderne menneskes forhold til æstetikken.
Citat
Æstetisk betydning, er det altså her påstanden, har i alle tilfælde form af en proces. En æstetisk oplevelse baner en passage for det suveræne, ophøjede og inderligt ene-stående ’jeg’ over et virkeligt eksisterende ’det’ i vores fælles omverden, til et ’vi’ der her eksisterer som forestilling og kun kan eksistere som forestilling, men som ikke desto mindre virkeliggøres gennem den enkeltes anråbelse af det, og som får vægt og betydning i og med den tillid til dets virtuelle eksistens som værdidommens fremsættelse eksponerer.
’Hvad skal det nu forestille?’ spørger man uværgeligt, når man står over for et såkaldt ’modernistisk’ kunstværk – det være sig en parteret hest, et cykelhjul eller en tom ramme. I DEN ÆSTETISKE RELATION tager Kyndrup udgangspunkt i denne forestilling – at der ’må være noget bag’ – og viser, hvordan udviklingen i forholdet mellem kunst og æstetik har forældet en sådan rygmarvsreaktion. Men bare så der er advaret: uden akademisk ordforråd kommer man ikke igennem.
Kyndrup taler om ’det historiske ægteskab’ mellem kunst og æstetik, der udgjorde en ’erstatningsmetafysik’ efter religionernes retræte. Kunstværket er et ideelt omdrejningspunkt for indsigt, da dets udsagn, i modsætning til et udsagn i en samtale, er ’fastlåst’: man kan blive siddende foran det, så længe man vil, hvilket ansporer en særlig type refleksion. I kombination med en æstetisk oplevelse (af længsel, begær, epos etc.) kan refleksionen gøres eksalteret, hvilket i romantikken blev anset for at bringe én nærmere ideernes verden – idealerne for hvilke vor jordiske liv blot er usle kopier (jf. Platon).
Men dette ægteskab har samtidig hæmmet unikke elementer i kunsten og æstetikken. Fx forvirres det subjektive element i den æstetiske oplevelse – ’smagsdommen’ – med det mere objektive kunstniveau, hvilket har bidraget til en ’hvad-synes-du-selv’-opfattelse af kunstnerisk værdi. Omvendt kom de rent æstetiske oplevelser altid til at ’skulle betyde noget’, selvom de intet indeholder. Med tiden har disse spændinger givet anledning til en skilsmisse mellem kunsten og æstetikken – modernismen.
Når modernisten Duchamps fx hænger en sneskovl i en snor og kalder det kunst, så er det udsagn pludselig kunstværkets eneste indhold. Den type kunst bryder med æstetikken og finder sin værdi i den spænding, den skaber mellem kunstværk og beskuer: ’du ser mig, altså er jeg’, er dets provokerende udsagn. Man ser ikke et modernistisk kunstværk – man ser sig selv se det, hvilket baner vejen for helt nye typer af indsigt.
Til gengæld åbnes muligheden for at anvende æstetik på andre områder end det kunstneriske. Fx er det blevet et afgørende element i sociale symboler: at én foretrækker ring i næsen frem for slips og en anden det omvendte kan ikke adskilles fra deres respektive sociale miljøer – æstetisk smag er et (ubevidst) socialt værktøj (se citat).
Det er svært stof, Kyndrup vil formidle. Samtidig sætter han det i forhold til en mængde etableret filosofi og kunsthistorie, hvilket kan gøre det svært at følge med, hvis man aldrig før har hørt om Heidegger, Deleuze eller Luhman. Men Kyndrups argument er interessant, velstruktureret og velargumenteret og dermed anbefalelsesværdigt for enhver med interesse inden for filosofi, æstetik eller sociologi.
