Af den Anden Verden – Antony Beevor – ANDEN VERDENSKRIG
Man rejser sig forpint og ordløs fra lænestolen efter at have vendt sidste side af den britiske historikers fremstilling af årene 1939-45. Læs den, hvis du har nerver til det. Og egentlig også hvis du ikke har.
Citat
Sulten blev næppe stillet af forsyningerne af ormebefængt ris, som de havde erobret fra japanerne. Men deres værste fjender var tropefeber, dysenteri og rådnende kød i de åbne sår i den voldsomme fugtighed. Mod var ikke en uudtømmelig resurse. Nogle få soldater brød sammen under bombardementerne til deres kammeraters store forlegenhed. ”Alle så den anden vej, skrev den samme marinesoldat fra før, en tidligere sportsskribent, ”ligesom millionærer, der bliver konfronteret med det frygtelige syn af et klubmedlem, der låner fem dollars af tjeneren”.
Jeg havde inden Antony Beevors ANDEN VERDENSKRIG læst en del politiske biografier og strategiske fremstillinger af krigen, og derfor gik jeg ind til Beevors bog med en forestilling om, at jeg vidste, hvad der skulle ske. Min reaktion af ren, uforfalsket rædsel ved hvert nyt kapitel kan ikke være andet end en anbefaling til en bog, som beskæftiger sig med en af verdenshistoriens største menneskelige katastrofer.
Selvom Beevor også fortæller om statsledere og strategi, ses krigen først og sidst fra de civile og de menige soldaters perspektiv. Bogen indledes med historien om koreaneren Kyoungjong Yang, som blev tvangsudskrevet til den Kejserlige japanske hær i 1939, taget til fange af Sovjetunionen, soldat i den Røde Hær, taget til fange af Nazityskland, soldat i Værnemagten og til sidst taget til fange af USA i 1944 i Normandiet. Set fra hans perspektiv fortoner magtbalance, lebensraum og konflikten mellem de totalitære ideologier sig, og tilbage står den uomgængelige meningsløshed, som blev påtvunget millioner og atter millioner i denne periode.
Den meningsløshed, som de fleste mennesker skulle forholde sig til i disse år, tog form af grusomheder af en højst varieret art. Fra NKVD-officererne, som dræbte alle sovjetiske soldater, der var såret i venstre arm eller ben pga. mistanke om at sårene var selvpåførte. Til de sultende japanske soldater i bambusbunkerne på stillehavsfronten, der brugte deres døde kammerater som mad og sandsække. Eller fremstillingen af måtter, tasker og sæbe af menneskekroppene fra Auschwitz-Birkenau. Beevors tålmodige prosa og store overblik fremkalder et tydeligt billede af lidelserne for læserens indre øje.
Og så er der skalaen. Krigen krævede ifølge Beevor 60 millioner ofre, svarende til 2,5 % af verdens daværende befolkning. Tabstallene fra kampene i Kina og på Østfronten ligner afstande i solsystemet. Stalin er krediteret for de fleste af disse tab, samt for det til gengæld udødelige citat: at et enkelt menneskes død er en tragedie, mens en million døde er statistik. ANDEN VERDENSKRIG gør sit bedste for at modbevise Stalins påstand ved i adstadigt tempo at opmale skæbner, håb og dødsøjeblikke for hans ofre.
Lidelse ganget med skalaen set i menneskeperspektiv er hård læsning. Og det burde det også være. Hvis man dog et øjeblik abstraherer fra selve virkeligheden og fokuserer på bogen, er der nogle svagheder, som også bør nævnes. På trods af grundige kildehenvisninger, udtaler Beevor sig i reglen meget skråsikkert og til tider spekulativt, bl.a. om hvad aktørerne tænkte i situationen. Man kan ikke slippe en vis mistanke, om at han af og til er gået med den gode historie uden at lade sig distrahere af oplysningernes usikkerhed. Ligeledes er det tydeligt, at Beevor hellere ville have det hele med end at ofre kræfter på den sproglige fremtoning. Disse anker er dog ikke nok til at trække væsentlig ned i en samlet klar anbefaling af bogen for dens kombination af overblik, detaljerigdom og rendyrket gru.
