Åh, hvem der bare kunne dø i fred – Leif GW Persson DEN DØENDE DETEKTIV
Sveriges bedst kendte kriminolog Leif GW Persson er aktuel med en ny krimi med en gammel kending fra tidligere bøger, politimanden Lars Martin Johansson. En vellykket og gammelgnaven krimi om retsfølelse, pensionsalder og blodpropper er nu på gaden.
Citat
Om torsdagen var han gået på toilettet. Ganske vist med hjælp fra en mandlig sygeplejer og en stok med gummidup. Han havde rystet på hoved af den tilbudte kørestol, og det samme med rollatoren, og han havde tisset helt uden hjælp.
Næsten slået ihjel af en ristet hotdog fra Sveriges bedste pølsevogn og flere års vellevned vågner Lars Martin Johansson op på hospitalet ramt af en blodprop. Endnu ikke helt død bliver den pensionerede politimand sporet ind på en 25 år gammel uopklaret mordsag på den niårige pige Yasmine. Johansson påtager sig først modvilligt, siden med livet som indsats, efterforskningen fra sygesengen.
Langsomt optrævles sagen, men heller ingen havde forventet andet, når nu mesterdetektiven har påtaget sig sin sidste sag. Parallelt med efterforskningen følger vi Johanssons kamp med familie, venner og systemet, om at få lov til at leve (og især spise) som han vil, trods dårligt kredsløb og eftervirkningerne af blodproppen.
Johansson spiller rollen som tvær og stædig gammel mand til perfektion, lige fra uendelige gentagelser af idiosynkrasier, over modvilje mod tidens helsehysteri, til hans tvære kommunikation med omverdenen, der næsten udelukkende går ud på at sige ét, men tænke noget andet. Som karakter er han selvfølgelig en god systemkritiker og med sin karriere inden for politiet bag sig desuden en moralsk vejviser.
En regel i svensk lovgivning gør, at mordsager forældes, når de er mere end 25 år gamle. Loven blev dog ændret med virkning fra d. 1. juli 2010, bl.a. motiveret af Palme-mordet i 1986. Den sag som Johansson nu sidder med falder uden for den nye lovgivning med bare 2 uger. Det anklagende blik Persson her retter mod det svenske lovgivningssystem, er følgelig, at loven ikke er helt lige for alle. Spørgsmålet er så om jungleloven ’et øje for et øje’ skal tage over, hvor systemet slap, når Johansson engang finder morderen.
For at kunne følge denne diskussion til dørs har Persson brug for et mord, som læseren vil opfatte som så voldsomt, at det stadig efter 25 år vil være umulig at tilgive. Det må man sige, at mordet på den ni(!)årige Yasmine er egnet til. Læs engang forløbet lige før morderen kvæler hende med en pude:
– Bagefter havde han voldtaget hende, gennemført et fuldbyrdet vaginalt ”samleje” med hende og trukket sit lem ud, inden han kom. Sprøjtet sin sæd ud over hendes mave, bryst og hoved. Og bagefter tørret sit lem med hendes rosa T-shirt.
Tanken strejfede mig flere gange, om dette faktisk er ment som underholdning? Med risiko for at lyde som en gammel tante (vi lever jo i en tid, hvor parterede kvindekroppe og torturofre kan bruges til at sælge tøj), generede det mig med den udpenslede beskrivelse af mord og voldtægt på et barn. Er det nødvendigt for Persson, at gøre mordet så brutalt for at fastholde læseren på det ellers relevante og interessante emne om straf og retsfølelse i et humanistisk samfund?
Bortset fra det uheldige valg af mordoffer og metode, er DEN DØENDE DETEKTIV en god roman. Persson er professor i kriminologi, og en ofte brugt ekspert i svenske medier, og den ekspertise og insiderviden øser han med al ønskeligt overskud ud af i bogen. Portrættet af den døende Johansson, hans forhold til døden og hans omgivelsers håndtering af situationen, er godt, nuanceret og fylder meget. Man kan sige, at det er en femikrimi med en gnaven gammel mand i hovedrollen. Diskussionen om retsfølelse og strafudførelse savner dog noget kant og kommer ikke meget længere end forargelsen over et samfund, der gennem ubetænksom lovgivning lader en morder gå fri.
