Åh, mit luftkastel – Joseph Roth LEVIATHAN OG ANDRE FORTÆLLINGER
Drømme lever og dør i disse fornemme fortællinger fra en centraleuropæisk mester.
Citat
Midt i stanken af sved, blod, rådne kadavere og giftgas, midt i regnen, mudderet og sumpene vejrede Fallmerayer en ubestemmelig duft af læderfedt og en navnløs parfume, og han tænkte på den kvinde, der engang havde ligget i hans seng, på hans puder og under hans tæppe. Han lærte sig selv hendes modersmål og forestillede sig, at han talte med hnde på hendes sprog. Han lærte blide ord, han lærte at tie, han lærte russiske kærlighedserklæringer. En vældig verdenskrig skilte dem, men han talte med hende.
Joseph Roths livshistorie er så omskiftelig og hektisk, at den kunne være skrevet af ham selv. Han blev født i 1894 i Brody i det nordøstligste hjørne af det østrig-ungarske kejserrige. Efter studier i Wien blev han sendt til østfronten i 1916 og endte efter krigens afslutning i Berlin, hvor han ernærede sig som journalist. Det gik fint – lige indtil Hitler kom til magten 30. januar 1933. Roth, som var jøde, flygtede dagen efter, først til Amsterdam, så Marseille og endelig Paris. Her døde han af lungebetændelse i maj 1939, nedbrudt af alkohol og mere eller mindre sindsformørket. I hvert fald ifølge Thomas Manns børn, Klaus og Erika, som havde mødt Roth på en cafe i Amsterdam nogle år tidligere. De beskrev ham som modbydelig, fordrukken, smagløs, højrøstet, pengegrisk og udspyende bizarre teorier om alt mellem himmel og jord.
Ja, Joseph Roth gik i hundene, men han gjorde det konsekvent. Således også personerne i LEVIATHAN, hjemsøgte af griller og vrangforestillinger som de er. Stationsforstander Fallmerayer forelsker sig i fortællingen af samme navn i grevinde Walewska, hvis mand er sendt til fronten. Da hun endelig gengælder kærligheden, vender manden tilbage, og Fallmerayer tager en tung beslutning. I titelnovellen er koralhandleren Nissen Piczenik besat af havet og havbæstet Leviathan. Han er en art omvendt lille havfrue, hvis drømmes realisering og død falder sammen i en svimlende flot finale.
Plottet i Roths fortællinger er sirligt udtænkt og besidder en indre logik, der gør, at fortællingerne slutter på én gang overraskende og fuldstændig selvfølgeligt. Det er en fryd at følge, hvordan han med suveræn bemestring af stoffet bygger historierne op. Det sker i et sprog af svungne arabesker, rytmiske pauser og underspillet, tør humor, der falder med så træfsikker en timing, at det er en Niels Hausgaard værdigt.
LEVIATHAN er kendetegnet ved en fortællerstemme, der er intenst til stede i teksterne og giver dem et mundtligt præg – bogen fungerer således fantastisk som højtlæsning. Denne fortæller er både skælmsk som Cervantes og misantropisk som Flaubert, og så deler han en udpræget nostalgi efter dobbeltmonarkiet med den seks år yngre, ungarske forfatter, Sándor Márai. Hos begge gælder det, at nostalgien ikke er bagstræberisk forvanskning af fortiden, men snarere humanistisk kritik af nationalisme og totalitarisme. For Roth hadede nationalismen. I fortællingen ’Kejserens buste’ lader han grev Morstin sige: ’Mon ikke aberne nedstammer fra nationalisterne, for aberne er da klogere end dem’. Nobelprisvinderen Imre Kertész har sagt, at Roth bedre end nogen anden forstod, hvad dobbeltmonarkiets sammenbrud ville føre til af nationalisme og barbari.
Tre fortællinger og en avisnotits. 107 sider og et efterord. Nej, det lyder ikke af meget, men hvad gør det, når indholdet er lutter storartet litteratur? Så hurra for oversætterparret Judyta Preis og Jørgen Herman Monrad og hurra for Vandkunsten, som med LEVIATHAN har udgivet en helt uimodståelig bog. Er der nogen retfærdighed til, så ender den som årets mandelgave. Husk at læse højt.
