Ah, at være en skovmand – Henry David Thoreau WALDEN – LIVET I SKOVENE
De eventuelle associationer til Monty Pythons dameklædte, vaginamisundende skovhugger overskriften måtte give, er absolut utilsigtet og står helt og holdent for LitteraturNu-læserens egen regning. Drømmen om friheden, det simple skovliv og om at suge marven ud af livet deler Thoreau dog med omtalte skovhugger, ligesom han med sin bog – som Gyldendal nu genudgiver – inspirerede alt fra 60’ernes hippiebevægelse til Gandhi og Martin Luther King.
Citat
Jeg flyttede ud i skovene fordi jeg gerne ville leve bevidst, befatte mig udelukkende med livets grundlæggende kendsgerninger og se om jeg ikke kunne lære hvad det havde at lære mig, så jeg ikke når min død nærmede sig skulle opdage at jeg ikke havde levet.
Den 4. juli, 1845, niogtresårsdagen for USA’s uafhængighedserklæring, manifesterer Henry David Thoreau sin egen uafhængighed ved at bosætte sig i en selvbygget hytte på bredden af skovsøen Walden Pond. Væk fra det civiliserede, forstyrrede og forstyrrende byliv søger Thoreau den indsigt i livets fundament, han mener kun naturen kan give. Ved at observere den uspolerede verden omkring sig åbenbarer svarene på verdensaltets gåde sig for digterfilosoffen, og fortid og fremtid flyder sammen til et for evigt betydningsbærende nu.
Svaret på livets essens ligger med andre ord ikke ude i fremtidens teknologiske landvindinger, men i den simplificerede livsførelse, der giver tid og rum til refleksionen og som frigør og forløser mennesket fra det snigende forbrugerræs Thoreau så profetisk skitserer. Det lyder naturligvis alt sammen vældigt kompliceret og langhåret. Men de fleste kender formentligt konceptet fra den ”simple living” bølge, der i øjeblikket skyller ind over (forbruger)samfundet, og som skal redde det store flertal, der – som det hedder med en thoreausk formulering – lever et liv i stille desperation. WALDEN er med andre ord også aktuel i dag!
Thoreau skræller alt unødvendigt – dvs. alt der ikke tjener til livets fysiske og åndelige opretholdelse – bort, og med udgangspunkt i sit individuelle eksempel retter han en sønderlemmende og universel kritik af samfundet og menigmands levevis. Imidlertid er der her ikke tale om en verdensfjern filosof, som blot ønsker at løse livets problemer teoretisk. Thoreau praktiserer hvad han prædiker, og fjerner således hvad der måtte stå i vejen for hans egen (og dermed menneskets) åndelige højnelse, såsom ejendomsbesiddelse, arbejdsdeling, og moderne bekvemmeligheder. Heraf også det minutiøse regnskab over indtægter og udgifter læseren må trækkes med i bogens indledende kapitel. Det illustrerer den pointe, at det simple liv kan lade sig gøre i praksis.
Alt imens det kritiske og digteriske arbejde står på strør forfatteren med gavmild hånd kulturkritiske, poetiske og livsfilosofiske mannakorn på læserens åndelige mark i håb om, at såsæden må vokse sig stærk og mangfoldig. Må vi herfra ønske læseren en god høst!
