Af | 4. april 2011

Akademisk dissonans KULTURO # 32/ LYDE

Tidsskriftets temanummer om lyde burde skrue ned for lixtallet og de akademiske ambitioner, men ellers er læsningen en oplysende og varieret fornøjelse.

Citat

Haus der Mahre er det første værk, jeg har lavet til stemmen. Jeg har altid syntes, det var svært at arbejde med stemmen, fordi jeg ikke kan abstrahere fra ordet. Lydene bliver for konkrete for mig. Derfor synes jeg, det er interessant at undersøge, hvad vi siger om natten, når vi ikke kan ’styre’ vores stemme.
Jacob Kirkegaard interviewet af Pernille Lystlund Matzen.

I lederen til temanummeret om lyde skriver tidsskriftet KULTUROs redaktion afslutningsvis:

– Med udgivelse 32 har KULTURO definitivt forladt sin institutionelle forankring på faget Moderne Kultur og Kulturformidling. KULTURO har sit udspring som institutblad på Institut for Kunst- og Kulturvidenskab på Københavns Universitet, men har længe været et uafhængigt tidsskrift, der udgives af redaktionen.

Ved endt læsning virker den proklamerede adskillelse fra Moder Universitetsverden nu ikke helt så definitiv. For af de mange, gode artikler om lyde, lydes betydninger og lydes påvirkning inden for forskellige fagområder som litteratur, arkitektur, psykologi mv. er hovedparten ultra akademiske i deres form og ikke mindst i deres sprog. Heroverfor kommer lederens selvstændighedserklæring til at virke næsten komisk.

Ikke at mange fremmedord, høje lixtal og henvisninger til et hav af snørklede teoretiske tanker og tykke bøger nødvendigvis er et minus. Det demonstrer de fleste af de bidragende forskere, Jesper Olsson, Jacob Kreutzfeldt og Elisabeth Friis for at nævne et par. De formår at inkludere læseren i deres overvejelser om hhv. Hovedbanegårdens akustik, lydpoetisk performancekunst og William Burroughs brug af båndoptageren.

Andre steder kammer det imidlertid over og teksten bliver utilnærmelig og uforståelig. Værst er det i Hannah Lutzs essay LYDEN AF AT LYTTE LANGSOMT:

– Deleuze og Guattaris blok af blivelse læser jeg i relation til begreberne relata og agency i Karen Barads feministiske, posthumanistiske ontologikritik. Forskellige ’relata’ bliver til i relationen til hinanden og beror således ontologisk set på hinanden.

Her bliver jeg i tvivl, om det udelukkende er mig, der ikke forstår, hvad der menes (og føler mig dum), selv efter tredje gang jeg læser afsnittet. Har forfatteren selv forstået den inddragede teori og i så fald, er det så meningen, at den skal bidrage til forvirring og frustration?

Heroverfor er det en hel lettelse at læse interviewet med lydkunstner Jacob Kirkegaard, der forklarer om sine projekter i øjenhøjde. Og endnu mere forfriskende virker komponist og lydkunstner Goodiepals illustrerede gennemgang af hans radikale computermusik:

– På figur 03 ses en, af undertegnede foretaget, afskrivning af hvad Europa finder MEGET avanceret musik, nemlig den mere end udmærkede englænder Brian Ferneyhoughs værk ”Kurze Schatten 2”, som han baserer på tanker fra tyskfødte Walter Benjamin (men det er en helt anden historie, som komponisten selv kan forklare, hvis du tager en netsøgning).

De sidste siders digte af Cia Rinne er så fine, at det virker helt vemodigt at klappe tidsskriftet sammen. Følelsen varer imidlertid kun, indtil jeg sætter den medfølgende CD i afspilleren, og selvsamme Rinnes lydbidrag 7[SEVEN SOLIDUS] NOTES FOR SOLOISTS buldrer derudaf.

Det ville klæde KULTURO at klippe navlestrengen til universitetet helt og tro mere på, at de sagtens kan formidle interessante, oplysende, kloge og nye tanker uden altid at skulle støtte sig til tunge, akademiske hjerner, der, når alt kommer til alt, nok bare egner sig bedre til afhandlinger end korte tidsskriftsartikler.

Nyeste anmeldelser i kategorierne Tidsskrift,

Læs også