Af | 22. april 2014

Alle de ting, der var sket, havde medvirket til at få tiden til at gå – César Aira HVORDAN JEG BLEV NONNE

Geni eller fusentast? Aira er den latinamerikanske litteraturs ustyrligste djævel, og denne roman er et glimrende bevis. 

Citat

Vi gik hen til en iskiosk, vi havde fundet dagen før, og trådte ind. Han bad om en is til halvtreds centavos med pistacie, vanilje og kumquat med whisky, og til mig en jordbæris til ti centavos. Den havde en dejlig rødlilla farve, og jeg glædede mig til at smage den. Jeg forgudede min far. Alt, hvad der kom fra ham, tog jeg imod med kyshånd. Vi satte os på en fortovsbænk under træerne.

Da fortælleren i argentinske César Airas HVORDAN JEG BLEV NONNE er under behandling for cyanidforgiftning på et hospital i Rosario, plejes han af sygeplejersken Ana Módena, som ’byttede om på højre og venstre. På oppe og nede, på foran og bagved’. I de fleste sammenhænge ville man betegne dette som en noget mærkværdig skavank – og en temmelig uheldig en for en sygeplejerske – men i Airas kunstneriske univers virker det slet ikke så tosset. Tværtimod passer Ana nydeligt ind i romanens grundpræmis: den konstante venden på hovedet, den evige pendulering mellem umiddelbare modsætninger og tilstedeværelsen af det paradoksale både-og.

Som med romanens fortæller, César, der trods sit maskuline navn oftest, men ikke altid, optræder i romanen som pige. En dag, da César er 6 år, tager hendes far hende med hen til en iskiosk, så hun kan smage denne vidunderlige delikatesse for allerførste gang. Men for César smager isen alt andet end vidunderligt – det er det hæsligste, hun nogensinde har smagt, og hun kan ikke få mere end en skefuld ned. Hendes far er rasende på hende, men da det viser sig, at isen er fordærvet, vender hans raseri sig mod den arrogante ismand, som han ender med at kvæle i bøtten med den fordærvede jordbæris.

Dette hurtigt optrappede drama udgør den formidable begyndelse på HVORDAN JEG BLEV NONNE. Efterfølgende kommer Césars far i fængsel, og romanen skildrer med løs struktur den på én gang enkle og komplekse tilværelse for César og hendes mor. Faderen forsvinder hurtigt ud af Césars liv, i skolen ignoreres hun, og i stedet søger hun tilflugt i radioens forudsigelige føljetoner. På et tidspunkt bliver hun venner med en dreng, der hedder Arturo Carrera (navnet på en af Airas forfatterkolleger), men hermed er hele bogens handling sådan set også beskrevet, og man fornemmer hurtigt, at man har at gøre med en noget utraditionel måde at fortælle på – en fundamentalt anderledes tilgang til romangenren. Der er ingen umiddelbar udvikling, ingen umiddelbar logisk sammenhæng og ingen respekt for forsimplet kausalitet.

I hjemlandet har César Aira dannet skole med sin grænsebrydende og uhøjtidelige tilgang til litteraturen, men hans heftige produktion af kortromaner med et ofte ret så upoleret udtryk har også givet ham talrige kritikere, der betvivler hans litterære talent og betragter hans værker som dårligt, eller i hvert fald sløset, håndværk. Men i kritikken er der en tendens til helt at overse Airas ambition om at give romanen nye former. Hvorfor skal romanen altid give mening? Hvorfor skal den altid følge genkendelige mønstre? Hvorfor skal den være så gennemtænkt? Så konsekvent og ufejlbarlig?

Der er ingen forkromet logik i HVORDAN JEG BLEV NONNE, ingen forklaringer, ingen formidlede sammenhænge. Vi får ikke at vide, hvordan fortælleren både kan være en dreng og en pige, eller hvad det her med at blive nonne har med noget som helst at gøre. Vi kan gætte, men vi har ikke engang så meget at gætte ud fra. Bogens sidste kapitel indledes med disse ord: ’Alle de ting, der var sket, havde medvirket til at få tiden til at gå’. Sådan understreges værkets demonstrative mangel på kausalitet. De ting, der sker, sker bare. Ikke som led i en sammenhængende fortælling, ikke som komponenter i et afrundet værk. Alt, hvad de gør, er at medvirke til, at tiden går.

HVORDAN JEG BLEV NONNE, som er skrevet i 1993, er den tredje udgivelse på dansk inden for rundt regnet lige så mange år, og lad os håbe, Tiderne Skifter kan holde kadencen. Med over 80 værker fra Airas hånd indtil videre er der nok at tage af.

Nyeste anmeldelser i kategorierne Roman,

Læs også