Alle elsker Anna – Lev Tolstoj ANNA KARENINA
Tolstojs klassiker fra 1876 står stadig som højdepunktet for den naturalistiske roman, som har masser at tilbyde den moderne læser.
Citat
Han er religiøs, siger de, et menneske, der står højt i moral, hæderlighed og klogskab; men ingen ser det, jeg har set. Ingen ved, at han i disse otte år har kvalt mit liv, kvalt alt, hvad der levede i mig – at han ikke en eneste gang har tænkt på, at jeg er en levende kvinde, som føler trang til at elske. Ingen ved, hvorledes han for hvert skridt har krænket og pint mig, evig tilfreds med sig selv. Har jeg ikke kæmpet, af min yderste evne stridt og stræbt for at finde en retfærdiggørelse for mit liv? Har jeg ikke forsøgt at elske ham og, da dette ikke var muligt, forsøgt at elske min søn? Men den dag kom, da jeg indså at jeg ikke mere kunne bedrage mig selv, at jeg er et levende væsen, skabt til at leve og elske. Ja, sådan har Gud skabt mig – kan jeg gøre for det?
For nyligt gav 125 forfattere hver deres bud på en top 10 liste over favoritbøger. Resultaterne blev omsat til en endelig liste, hvor ANNA KARENINA blev nummer 1. Forfattere som Virginia Woolf, James Joyce, Thomas Mann og utallige andre har erklæret deres uforbeholdne beundring for Tolstojs roman. Landsmanden Dostojevskij har sagt at den er ’et fuldkomment mesterværk’. Men er Tolstoj kun en forfatternes forfatter, eller kan en bog med så vægtige anbefalinger leve op til sit ry? Svaret er et rungende ja. ANNA KARENINA er en bog man ikke kan, eller bør, komme udenom, uanset om man er litteraturskaber eller -nyder.
På overfladen er ANNA KARENINA en fortælling om tragisk kærlighed i det stive og forlorne aristokrati i 1800-tallets Rusland. Hovedpersonen er den smukke Anna Karenina, omdrejningspunktet i ethvert selskab, hvis utroskab med den unge officer Vronskij fører hende ud på en personlig og social deroute med tragiske konsekvenser.
Det lyder måske banalt, men det er absolut komplekst og enestående skruet sammen. Romanen får især sin styrke fra Tolstojs helt sublime karaktertegninger, som besidder en næsten uvirkelig psykologisk dybde og detaljerigdom. Det er mennesker med meget virkelige, moderne problemer. Ikke mindst godsejeren Ljóvin, der, ligesom Bezúkhov i KRIG OG FRED, kæmper med at finde mening i det gudløse liv, og Anna der som en præ-feministisk heltinde kæmper for at overvinde dobbeltmoralen i det patriarkalske Rusland, og for at lade kærligheden råde i stedet for traditionen og pligten.
Også i kompositionen skuer ANNA KARENINA frem mod den modernistiske roman. Det er ikke mere tydeligt end i en fantastisk stream-of-consciousness scene i bogens slutning, hvor Anna i en tilstand af jalousi og fortvivlelse kører gennem Moskvas gader. Fortælletempoet stiger her i takt med at romanen nærmer sig sin kulmination, og vi kommer helt ind i Annas kaotiske og fragmentariske tankestrøm, og det er altså 45 år før ULYSSES så dagens lys.
ANNA KARENINA er ikke kun en personlig og psykologisk fortælling, det er lige så meget en historisk fortælling om de store forandringer der fandt sted i det russiske samfund i 1870’erne. Det handler om opgøret mellem det konservative aristokrati og de liberale fritænkere, som især var influeret af demokratiseringen og den øgede brug af teknologi i Europa. Dette opgør bliver vendt og diskuteret af det store farverige persongalleri, som her virkelig får lov at folde sig ud og udvikle sig.
ANNA KARENINA er et gribende drama, og en spændende historisk førstehåndsberetning, og man kan undre sig over hvordan selv landbrugsreformer bliver medrivende fra Tolstojs hånd. Den eneste lille anke jeg har er, at de mange franske replikker ikke er forsynet med en dansk oversættelse, som i den nylige genudgivelse af KRIG OG FRED. Men det er en petitesse, der ikke ændrer ved, at ANNA KARENINA er en af de allerbedste romaner der nogensinde er skrevet.
