Alle veje fører til kunsten – Kaspar Thormod ROM FALDER
Kaspar Thormod debuterer med en lille roman om den mandlige billedkunstner O.s dannelsesrejse til Rom. Den italienske hovedstad er i forfald, ligesom romanen også langsomt falder stilistisk fra hinanden.
Citat
“Hvorfor jeg trænger til at komme væk? Det er lidt svært at forklare. Jeg føler ikke rigtig, at jeg er en del af kunstscenen derhjemme. Jeg laver ikke noget, folk vil have. Jeg er gammeldags, arbejder med et forældet udtryk. I hvert fald i andres øjne. Ruinerne, du ved. Og så er der hele miljøet: Hvis du vil leve af kunsten, skal du kende de rigtige mennesker. Tanken om, at man skal have et godt netværk for at klare sig, hænger mig ud af halsen.”
Der var en gang, hvor det var dét, man gjorde som kunstner. Søgte sydpå for at samle indtryk og søge inspiration i mødet med den varme sol og de historiske byer og bygninger. Store danske kunstnerkoryfæer som H.C. Andersen og Bertel Thorvaldsen tilbragte produktive stunder i Middelhavsregionen. For flere af de britiske, romantiske digtere fungerede støvlelandet endvidere som eksil, i tider hvor hjemlandet ikke altid havde forståelse for deres værker og tanker. O., hovedpersonen i Kaspar Thormods debutroman ROM FALDER, føler en vis form for slægtsfællesskab med disse fortidens helte, og bogen er på sin egen (både afdæmpede og storladne) facon et kampskrift for den præindustrielle og førmoderne kunst.
På sin vis er det forfriskende med en bog, hvori hovedpersonen giver sig tid til at slentre op af den spanske trappe eller nærstudere detaljerne i Gian Lorenzo Berninis mytiske marmorfigurer. O.s største muse er Rom, den historiske by med al dens forfald, han interesserer sig ikke for nuet og den aktuelle politiske situation. Det er en udfordring, at have en tænksom, bagstræberisk karakter som omdrejningspunkt for et enkelt og alt andet end dramatisk handlingsforløb. Thormod undgår da heller ikke, at blive lige lovlig højttravende til tider:
– Myterne gjorde byen evig, gjorde dramaet i den udødeligt. Og det var måske det, han intuitivt var taget til Rom for at finde, det han kunne tage med sig, og det der skulle forme hans eget værk.
ROM FALDER er inddelt i fem dele, hvoraf del to og fire består af en række romertalsnummererede, kvadratiske, kommaløse kortprosatekster. Teksterne beskriver en mand, og tematiserer sporadisk flugt, forklædning, rejse, et forhold mellem en mand og en kvinde, en erindret fortid, en cigaret der ryges. Tekstblokkenes abstrakte og drømmescenariske karakter, minder stemningsmæssigt om Richard Gere i Tod Haynes Bob Dylan film I’M NOT THERE, der i rollen som vagabonden Billy the Kid vandrer gennem en landsby i opløsning, mens mennesker med masker fejrer Halloween.
– Bønder sælger varer i boder med hængende kød og stakke af afgrøder og torvet fyldes med folkeliv; mennesker fra landsbyen og oplandet danser fester råber æder fejrer tiden før fasten karnevallets tid der vender tilbage år efter år.
Resten af romanen er skrevet i en mere traditionel, narrativ prosa. Det er historien om en ung mand, der lægger kæreste og tiden på kunstakademiet bag sig, for at spendere fire uger i Rom. Planen er at arbejde intensivt på en billedserie og tænke over fremtiden, der virker skræmmende i kraft af dens forudsigelighed. Børn, parforhold og danske galleriejere er ikke lige O.s kop campari. Fortælleteknisk er romanen holdt i tredje person, med den underlige afvigelse, at bogens allersidste afsnit skifter til jeg-fortæller. Bl.a. i beskrivelserne af hvordan rullebåndet transporterer kufferter rundt i lufthavnen, der jo meget passende hedder Leonardo da Vinci, er stilen ultra-realistisk, men denne realisme forskyder sig også undervejs.
O. befinder sig i et Rom, som det ser ud i dag eller rettere, som det så ud inden Silvio Berlusconi måtte trække sig som ministerpræsident. En anden dansk forfatter, der har det romerske som omdrejningspunkt, er Harald Voetmann. Hans VÅGEN har måske fascinationen af det fortidige til fælles med ROM FALDER, men hvor Voetmann skriver humoristisk og absurd, er Thormod alvorlig, tænksom og analytisk. Hvor VÅGEN giver stemme til mænd omkring år nul, er ROM FALDER en samtidsfortælling om en småforkælet mand, hvis største problem er at afstemme sine forventninger til kunsten og kærligheden.
