Alt er relativt – Lotte & Søren Hammer SVINEHUNDE
Nogen gange er historien om bogen bedre end historien inde i bogen, det er desværre tilfældet med denne krimidebut. Bogen er skrevet af et engang ukendt forfatterpar, og var allerede inden udgivelsen solgt til seksten (16!) udenlandske forlag.
Citat
Konrad Simonsen manglede kun et enkelt spørgsmål. Det var til gengæld en smule kontroversielt. Desuden faldt det strengt taget uden for professorens arbejdsområde, men i betragtning af mandes enorme erfaring og eminente dygtighed var det ikke urimeligt at spørge.
– Terrorisme?
Der gik lidt tid, før Arthur Elvang fattede meningen, så tog fanden ved ham. Han vinkede med hænderne ved siden af hovedet som en hysterisk teenager og messede sarkastisk:
– Uha, uha, uha, troldene kommer. Og kommer de ikke fra skoven, så kommer de nok fra søen.
Det kan måske virke ligegyldigt at nævne den slags intern forlagsstatistik, men når nu forlaget i sit pressemateriale selv bruger det som deres bedste salgsargument, ja så er det svært ikke at nævne det. Det er så gjort nu. Måske beror den internationale succes sig på, at temaet for krimien – pædofili – er evigt aktuelt i hele verden. Centralt i krimien er beskrivelsen af psykologien bag den forargede masse af danskere, der rejser sig i en folkelig protestbølge mod pædofile, som ikke har set sin lige siden ABC’s teenagefilm THE WAVE, der tilbage i 80’erne demonstrerede hvor let det er at mobilisere en hær af identitetsforvirrede high school-elever.
Spørgsmålet, som krimien rejser, er altså, om det er de pædofile seksualforbrydere eller de hævngerrige ofrer, der tæver de pædofile, der er de største svinehunde? Det burde der komme en interessant og vedkommende historie ud af, men det er desværre ikke tilfældet.
Jeg hørte engang et interview med manuskriptforfatterne til DR’s spændingsserie Rejseholdet, der fortalte om deres tanker bag seriens udformning. Som udgangspunkt ville de lave en serie, der så vidt muligt var en gengivelse af arbejdet hos politiets virkelige rejsehold. Selvfølgelig stadig med en massiv mængde action, men altså med særlig fokus på opklaringsarbejdet. Da de havde skrevet et par afsnit i den dur og gennemlæste deres manuskript, gik det op for dem, at de havde skrevet en meget korrekt, men også dødkedelig krimiserie.
Og hvorfor? Ja, fordi at selvom plot og opklaringsarbejde er vigtigt, så er det stadig karaktererne i historien, som har vores primære interesse. Og så var det, at Ingrid Dahls faderkompleks, IP’s skrantende ægteskab og Fichers FBI-drømme blev skrevet ind i serien.
Den pointe gør sig også gældende i søskendeparret Hammers krimidebut SVINEHUNDE. For sjældent har jeg været mere ligeglad med et persongalleri, end jeg har været det i læsningen af denne krimi. Og det er ikke, fordi der ikke bliver blinket og vinket og skulderpuffet i en uendelighed, for det bliver der. Kriminalchefen har fx en teenagedatter, som laver løjer med sin far for at få ham til at stoppe med at ryge. Overskurken bestiller pizzaer til hele politiholdet som en overlegen gestus, og to politifolk på afveje finder et lig i skolens puderum, da de skal til at dyrke udenomsægteskabelig sex.
Det er jo okay sjovt, men bortset fra krimiens superskurk, der faktisk akkurat er bizar nok til at være et interessant bekendtskab, er der ikke mange af karaktererne, der udvikles mere end til kedelige endimensionelle væsner. Og det er virkelig ærgerligt, når nu man kan mærke på forfatterne, at de har noget på hjertet og tilsyneladende ikke har noget problem med plotudvikling.
