Alt på ét bræt – Stefan Zweig SKAKNOVELLE & PRATERFORÅR
Skaksygen raser i Stefan Zweigs formidable brætspilsgyser SKAKNOVELLE, og det er svært ikke selv at blive lidt fanatisk. Den brænder sig fast med højspændt intensitet og gribende psykologi og overstråler på alle måder udgivelsens anden og noget flade debutnovelle PRATERFORÅR.
Citat
Alle former for monomaniske mennesker, der sætter alt på ét eneste bræt, har altid optaget mig, for jo mere en person begrænser sig til ét, desto nærmere er han på den anden side det uendelige; netop sådan tilsyneladende verdensfjerne typer bygger sig termitagtigt en mærkværdig og helt igennem enestående formindsket model af verden ud af deres stof.
Man kan forstå, at den ellers produktive og succesfulde jødiske østriger, Zweig tog sit eget liv i 1942. To verdenskrige og Hitlers antisemitiske rovdrift havde gjort ham desillusioneret på både menneskehedens og egne vegne. Han rejste til England i 1934, da Hitler kom til magten i Tyskland og eksilerede sidenhen til Brasilien, hvorfra han færdiggjorde sit erindringsværk VERDEN AF IGÅR og desuden SKAKNOVELLE. Hans endelige flugt blev mod bunden af en flaske barbiturat.
Med det in mente får SKAKNOVELLE en sjælden tyngde for blot 80 siders skrift at være, idet den med skikkelsen Czentovic er en allegori over nazismens monomaniske væsen. Czentovic er et introvert og temmeligt dorsk gemyt, en arrogant monoman der sætter alt på ét bræt. Bogstavelig talt.
Vi møder ham ombord på dampskibet med kurs mod Buenos Aires, hvor han forventes at udvide sit skakoverherredømme. Så langt når vi dog aldrig. Ombord finder vi nemlig også den østrigske Dr. B. En mystisk herre, der har fået en form for skakpsykose efter måneders isolation af Gestapo, hvor han var overladt til sig selv og et skakhæfte. De kender ikke hinanden, men i den medrivende skakduel forstår man, at der for Dr. B er et udestående.
– Det var ikke mere to partnere, der ville afprøve deres spillefærdigheder over for hinanden, det var to fjender, der gensidigt svor at tilintetgøre den anden.
Ikke overraskende er Zweigs skriveåre ladet med krigstraumer, men han lader aldrig symbolikken og referencerne blive overdøvende i SKAKNOVELLE. Man mærker derimod en forbandet alvor bag hvert træk på skakbrættets slagmark og man sveder af bare spænding. Karakterskildringen er gjort med en imponerende dybde og stærkest står novellens afsnit om Dr. B’s tiltagende skizofrene sindsopdeling i sort og hvid. En absurd splittelse der tillader ham at spille skak mod sig selv og på den måde holde sig beskæftiget under Gestapos isolation.
Anderledes kedeligt læser man om lillepige-drømmeri i PRATERFORÅR. Debutnovellen fra 1900 fortæller en escortpiges tilfældige forårsflirt med en student i praterparken. Mødet åbenbarer en for længst glemt følelse af ungdom, frihed og ægte kærlighed. Det er gjort i bedste romanbladsstil, et lille lystspil der aldrig rigtig bliver andet en føleri på en uinteressant og temmelig ufarlig måde. Med udgivelsen SKAKNOVELLE & PRATERFORÅR får man Zweigs første og sidste ord som forfatter. En slags poetisk ringslutning. Desværre optræder PRATERFORÅR mest af alt som et ligegyldigt ekstranummer ovenpå den forrygende SKAKNOVELLE.
Det lille forlag Rosenkilde & Bahnhof, der tidligere har været på banen med Virginia Woolf, F. Scott Fitzgerald og Ford Madox Ford m.fl., skal roses for igen at vise et cool blik for semioversete klassikere til den kræsne danske læser. Det er desuden en velfungerende oversættelse af Selma Rosenfeldt-Olsen, der med et fint forord får præsenteret Zweig som forfatter og menneske.
Fedt at den er blevet nyoversat! Og hatten af for en modig oversætter. Hvad bliver det næste ikke.
Det kan være ham Ebbesen Jensen skal være vor nye Leif Panduro. Den eftertænksomme (tand)læge, der ad bagvej bliver national-skjald
Jeg håber.