ALTINGS A må man også sige B – Thomas Thøfner ALTINGS A
Noget så enestående som en digtsamling med forord og appendiks. Forklaringen på særheden skal findes i teksternes noget særprægede undfangelse, som er sket ved en computers mellemkomst. Poesien er gået ad IT.
Markov-kæde-genereringer. Generative grammatikker. Det er nye tider; nu er det ikke længere nok at kunne rime eller skifte linie midt i sætningen. Med ALTINGS A betræder Thomas Thøfner nyt territorium og sætter som den første fodspor i den digitale og grønt fluorescerende sne. Tilløbet er dog taget et par gange før – dels med HYPOTESER FOR TO STEMMER, som han i samarbejde med Morten Søndergaard skrev over Internettet, og dels i form af andre internetbaserede projekter som blandt andet har været, og stadig er, at finde på Øverste Kirurgiskes hjemmeside poesi.dk.
ALTINGS A løber linen ud idet teksternes tilblivelse er taget ud af poetens hænder og lagt ind i computerens elektroniske kredsløb. Thøfner har ikke fungeret som egentlig forfatter på de tekster man ser i samlingen, men i stedet som forfatter på de computerprogrammer, der har forfattet ALTINGS A. Desuden har han været fodermesteren, der har valgt programmernes kost – en ikke helt uvæsentlig rolle, da man jo som bekendt bliver hvad man spiser.
Samlingens første afsnit ligner at være resultatet af en ganske beskeden kost. I otte spinkle tekster drypper de første outputs ned på siderne. De brugte ord er ifølge afsnittets forklarende tekst ”de overlappende dele af flere kildeteksters netværk” – altså en art destillat af sprogets mest anvendte ord. ”som / alle i / det samme // men det / er det // dig // det er // den / anden // men det er / den samme” lyder en af teksterne i sin anorektiske helhed. Uvægerligt begynder man at lægge betydning i ordene, selvom man ved, at der ingen bevidsthed er bag. Her fungerer Thøfners projekt optimalt; i demonstrationen af hvordan læseren går til teksten med sin egen skjulte agenda.
Samlingens andet projekt er en udstilling af visse genrers typiske træk. Demonstrationen sker i et af afsnittene ved tekster genereret gennem en grundig sammenrøring af to statsministres og en enkelt dronnings nytårstaler og i et andet ved en stak læserbreve. Kilden er naturligvis Ekstra Bladet, og man fornemmer en småpubertær fnisen fra diætisten bag poesiprogrammernes kostplan. Her er intet helligt; hverken statsoverhoveder af den ene eller den anden slags, ej heller selveste den allermest folkelige af folkets stemmer.
Resultatet er nogle ikke helt uskægge tekster hvor fodboldlandshold, integration og kunstfonden optræder side om side og oven i hinanden.
”Gå nu bare hjem og indtag jeres nervemedicin, så tjekkerne ikke får mulighed for at stikke kontra. Og det vil vi bare ikke. Det danske brøl kan høres helt til Japan eller til naboen Brumleby, der havde fået 15.000 EU-borgere i en container.”
Der er vist indbygget en politisk algoritme et sted i poesi-programmets kredsløb – eller er det fodermesteren der er på spil?
Den formelle demonstration af genrernes virkemåder fungerer i princippet fint. Den er blot lidt triviel og lidt vel meget sovset ind i ikke-mening. Forundringen og glæden over det magiske sprog, der rent mekanisk fungerer fint, men på betydningsplanet er helt ude hvor selv semantik-interesserede krager vender, holder kun så længe. Nej Thøfners computerpoesi fungerer sjovt nok hvor den allertydeligst er – netop – Computerpoesi.
I samlingens første stalaktit-tekster er sprogbrokkerne så minimale, at man lukkes bagom hverdagssprogets højglanspolerede facade og får et glimt af de bagvedliggende strukturer. Samlingens længere prosalignende tekster er for monstrøse i deres sortsnakkende kaudervælske. Man leder forgæves efter hoved og hale, men finder det ikke, for forfatterne er som bekendt skredet og har efterladt os med et uformeligt tekstkorpus. At det så er en god gammel avantgarde-tradition med tilfældighedsgenereret kunst, er en helt anden sag. Det virker lidt som ny sne betrådt i gamle sko.
Samlingens sidste afsnit bør kort nævnes. Her møder man en kort antologi af et projekt, der gennem snart fire år har kørt på Øverste Kirurgiskes hjemmeside poesi.dk. På siden har brugerne haft mulighed for i fællesskab at skrive et evigt voksende digt. En linie af gangen og kun med mulighed for at se den umiddelbart foregående. Fra tid til anden opstår der små fine ting, men mestendels er det tomgang. At inkludere projektet i ALTINGS A forstås vist bedst som en dokumentation eller en cadeau til brugerne. Egentlig kunstnerisk kvalitet har det ikke.
Det har den øvrige samling derimod, men desværre af en alt for svingende karakter. Formelt set er det et interessant projekt, indholdsmæssigt lidt vel intet- og alting-sigende. Man savner at fodermesteren i højere grad også havde påtaget sig rollen som staldkarl og muget noget mere ud.
