Alvorlig roman fra gyserkongen – Stephen King BOO’YA MOON. LISEYS HISTORIE
Gamle fans vil muligvis blive skuffede over Kings seneste roman. Til gengæld kan nye fans begynde her.
Citat
Han ryster på hovedet. ‘Det er ikke fysisk, babyluv. Det er herinde.’ Han prikker pegefingeren mod panden, mellem øjnene. ‘Sindssyge og familien Landon passer sammen som ferskner og flødeskum, og her taler jeg ikke om en Edgar Allan Poe-fortælling eller en elegant, victoriansk dameroman om, at vi-holder-arvetanten-indespærret-på-loftet; det er den virkelige, farlige slags, der ligger i blodet.’
‘Du er ikke sindssyg, Scott – ‘ Men hun tænker på dengang, han kom gående ud af mørket og strakte sin sårede, blødende hånd frem mod hende, og hans stemme, der var fuld af jubel og lettelse. Sindssyg lettelse. Hun husker sin egen tanke, da hun viklede sin bluse om den sårede hånd: at han ikke blot var forelsket i hende, han var også halvvejs forelsket i døden.
Denne anmeldelse er bragt i Bogmagasinet, august 2007
Der er gået et spøgelse igennem de amerikanske østkystforstæder i efterhånden rigtig mange år, et spøgelse ved navn Stephen King, som i en menneskealder har sluppet rædslerne løs i hjertet af USA’s middelklasse med dens trimmede plæner, pæne, hvide huse og lykkelige kernefamilier. Med sin seneste roman, BOO’YA MOON. LISEYS HISTORIE, udstikker gysets mester imidlertid en alvorligere og mere afdæmpet kurs. BOO’YA MOON er først og fremmest en kærlighedsroman, en fortælling om et smukt og unikt forhold mellem en mand og en kvinde, som end ikke døden for alvor formår at adskille.
BOO’YA MOON handler om Lisey Landon, enke efter den berømte forfatter Scott Landon, udadtil en selvsikker verdensmand, som tryllebandt folk med sin charme og veltalenhed, indadtil et menneske plaget af frygtelige hemmeligheder: En hårrejsende traumatisk barndom, uhyggelige hallucinationer – og Boo’ya Moon, fantasilandet, Scott besøgte, når virkeligheden blev for smertelig.
Efter Scotts død sætter Lisey sig for at rydde op i hans gemmer, til dels presset af de uafladelige henvendelser fra litterater, der vil sætte sig på de efterladte værker og som kun ser enken som en irriterende forhindring. Undervejs i romanen graver Lisey dybere og dybere ned i erindringerne om sit og Scotts liv sammen, i et forsøg på at stykke et billede sammen af den mand, der var hendes livs kærlighed og hvis død hun ikke kan acceptere. Det bliver en i mere end én forstand voldsom oplevelse, for sideløbende med den møjsommelige og følelsesmæssigt belastende oprydning i Scotts gemmer får Lisey uventet besøg, og uden at alt for meget skal afsløres, fornægter Stephen Kings evner for et godt gys sig da heller ikke i denne roman. Men uhyggen breder sig kun langsomt og føjes meget subtilt ind i den sørgende kvindes forvirrede og fragmenterede billede af virkeligheden.
Det er en meget personlig og speciel bog, Stephen King denne gang har begået, en bog, der kræver sin læsers fulde opmærksomhed, ikke mindst fordi den sprogligt og stilistisk er alt andet end lige ud ad landevejen – og meget langt fra Kings tidligere romaner. Der skal da nok også være dem, der mener, at Stephen King denne gang har taget munden for fuld og at han burde være blevet ved sin læst, men BOO’YA MOON vinder ved nærmere bekendtskab, dvs. hvis man tillader sig selv den tid, det tager at læse den opmærksomt og med blik for dæmonerne i detaljerne. Der er en rigdom på begge dele i denne roman, som markerer en bemærkelsesværdig ny kurs i gyserkongens forfatterskab. Det skal blive spændende at se, om han holder fast ved den.
