Amerikaneren og den lille kanin – Ernest Hemingway HVEM RINGER KLOKKERNE FOR


Krig og kærlighed udgør de to grundpiller i Hemingways klassiker om den spanske borgerkrig. Mens skildringen af kampen mod fascisterne er sublim, er kærlighedshistorien påfaldende tam.

Citat

Jeg håber, jeg slipper for at dræbe, tænkte Anselmo. Når krigen er forbi, må vi på en eller anden måde gøre bod for de drab. Hvis vi ikke har nogen religion, når krigen er forbi, så tror jeg, man må sørge for en eller anden borgerlig form for bod, så vi kan blive rensede efter alle de drab – ellers finder vi aldrig den sandhed og menneskelighed, man kan bygge liv på.

I Ernest Hemingways ikoniske storværk HVEM RINGER KLOKKERNE FOR fra 1940 sendes amerikaneren Robert Jordan op til en gruppe guerillakrigere i Sierra de Guadarrama-bjergene nord for Madrid for at bistå ved sprængningen af en strategisk vigtig bro. I løbet af de tre dage romanen forløber over, lærer han den brogede gruppes medlemmer at kende på godt og ondt og indleder et kærlighedsforhold til den unge og smukke Maria.

Det er groft set den 700 siders lange romans handling i sin helhed, og som med andre Hemingway-bøger er det ikke et komplekst plot og højt tempo, der bærer værket, men udforskningen af romanens karakterer og interaktionerne, følelserne og spændingerne mellem dem. Vi møder bandens durkdrevne leder, Pablo, og hans grovkornede, men sympatiske viv, Pilar, som er den, der i virkeligheden trækker i trådene. Der er den gamle, samvittighedsplagede soldat Anselmo og den godhjertede sigøjner Rafael. Disse og mange andre karakterer formår Hemingway med en nærmest magisk virtuositet at levendegøre i læserens bevidsthed.

At HVEM RINGER KLOKKERNE FOR er et stort værk, der har fortjent sin fremtrædende plads i litteraturhistorien, vil de fleste kunne blive enige om. Den er et af de fineste eksempler på Hemingways raffinerede stil, som er blevet kopieret og imiteret, lige siden forfatteren slog igennem i 1920’erne. Den har en eminent føling med sine karakterer og med sit overordnede genstandsfelt, krigen som fænomen og dens menneskelige konsekvenser.

Men den har også et besynderligt svagt punkt i form af den aldeles forglemmelige og temmelig kluntede kærlighedshistorie, der udspiller sig mellem Robert Jordan og Maria. Fra det øjeblik de møder hinanden, fremstilles deres grænseløse kærlighed som et uimodsigeligt faktum – en fuldvoksen, autentisk kærlighed er til stede lige fra første færd. Man kan indvende, at dette næppe er specielt realistisk, men problemet ligger mere i, at kærlighedshistorien herved fremstår statisk og ganske livløs. Der er ingen progression, ingen spænding, ingen nerve.

Denne alt andet end medrivende kærlighedshistorie ville være lettere at se gennem fingre med, hvis ikke den var placeret så centralt i romanen. Der er hele kapitler viet til floskelfulde replikudvekslinger mellem de to elskende, hvor Robert Jordan og hans ’lille kanin’ forsikrer hinanden om, hvor stor og fantastisk deres kærlighed er.

Maria er den fantasiløse mands fantasikvinde. Naturligt smuk, hengiven, passioneret og uden andet mål end at tilfredsstille sin mand. Lige så ensporet er hendes funktion i romanen. Hun er en fortælleteknisk anordning, hvis eneste funktion er at få Robert Jordan til at erkende, at der ikke blot er ting her i verden, der er værd at dø for (den gode sag), men også ting, der er værd at leve for (kærligheden).

Nu er Hemingway, hvis bedste novellesamling bærer titlen MÆND UDEN KVINDER (1927), jo ikke blevet berømt på sine kvindeportrætter, men eksempelvis i romandebuten SOLEN GÅR SIN GANG (1926) – som Lindhardt og Ringhof udgav i samme lækre format sidste år – viser han, at han sagtens kan skrive om kvinder og kærlighed på en mere engageret og overbevisende facon. Her er kvinden egenrådig og uigennemskuelig, og kærligheden fluktuerer, skifter karakter og har en iboende usikkerhed, hvis den da overhovedet eksisterer i nogen ægte form, når al forfængelighed og egennytte skrabes af.

HVEM RINGER KLOKKERNE FOR er tynget af sin gumpetunge kærlighedshistorie, hvor Hemingway i bestræbelserne på at skildre kærligheden mellem Robert og Maria som ren, ægte og dyb også formår at gøre den hamrende uinteressant. Men det bør ikke afskrække nogen fra (igen og igen) at kaste sig over bogen, der i alle andre henseender er et mesterligt værk.

Skrevet af Daniel Robert Andersen

Cand.mag. i litteraturvidenskab og moderne kultur og kulturformidling.Selvstændig redaktør, skribent og manuskriptkonsulent.

Skriv til Daniel

1 kommentar

Skriv kommentar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *