Anarkistisk kunstnerutopi – Oscar Wilde MENNESKETS SJÆL UNDER SOCIALISMEN
MENNESKETS SJÆL UNDER SOCIALISMEN fra 1891 er et interessant lille essay om socialismens betydning for udviklingen af menneskets sjæleliv. Et essay, der sætter vores nuværende politiske system, og i endnu højere grad vores kulturliv, i et tankevækkende perspektiv.
Citat
Kunst er den mest intense form for individualisme, som verden har kendt. Jeg er tilbøjelig til at sige, at kunst er den eneste ægte form for individualisme, som verden har kendt.
Den irske forfatter Oscar Wilde var kendt af samtiden som en forfængelig og selviscenesættende dandy, der forargede aristokratiet såvel som borgerskabet med sin dekadente livsførelse og sine kontroversielle moralske og æstetiske synspunkter. Han var imidlertid ikke, som nærværende essay bevidner, kun æstetiker, han var også politisk interesseret.
’Den væsentligste fordel ved at indføre socialismen ville utvivlsomt være, at socialismen ville befri os fra den usle nødvendighed af at leve for andre… Det, der er brug for er individualisme’, skriver Oscar Wilde i begyndelsen af værket. Den form for socialisme, som Wilde drømmer om, har således ikke meget at gøre med klassisk marxisme. Det er socialisme vendt på hovedet, skriver oversætteren Sune de Souza Schmidt-Madsen meget rammende i efterskriftet. Målet er individualisme, ikke kollektivisme. Inspireret af den russiske anarkist Peter Kropotkin vil Oscar Wilde ikke blot have den private ejendomsret ophævet, men også ophævelse af enhver form for autoritet. En af hovedpointerne i teksten er, at socialismen aldrig må blive autoritær.
MENNESKETS SJÆL UNDER SOCIALISMEN er et kampskrift. Med sin skarpe satiriske pen går Oscar Wilde til angreb på sine medborgeres ureflekterede og uselvstændige liv og deres usunde puritanske moral. Han kritiserer det politiske system for at være undertrykkende for den sjælelige dannelse, og derved også for kunsten. Og han raser over den hykleriske altruisme i form af velgørenhedsarrangementer, som han oplever overalt i England. De fattige skal ikke hjælpes af barmhjertige kristne mennesker, der for egen frelse skyld giver almisser – det er hele systemet, der skal laves om, skriver han. Oscar Wilde drømmer, på trods af sin aristokratiske afsky for de lavere klasser, om et samfund uden fattigdom, eller som han så charmerende udtrykker det, ’uden stinkende mennesker i stinkende hytter.’
Hovedinteressen er imidlertid ikke de sociale forandringer, men betydningen af disse for menneskets og kunsten udvikling. Værket er en kunstner-utopi om et samfund, hvor det enkelte menneske står frit til at realisere sig selv og kunstnerne står frit til ’at realisere den fuldkommenhed, der gemmer sig i dem, til stor gavn for dem selv og til hele menneskeheden.’ I denne forbindelse bringer Oscar Wilde et ynglingstema på banen: kunsten at leve, som hænger sammen med muligheden for at udfolde sig frit uden økonomiske barrierer eller moralske restriktioner. ’At leve er det sjældneste i verden’, skriver han. ’De fleste nøjes med at eksistere.’
MENNESKETS SJÆL UNDER SOCIALISMEN er et spændende lille essay, hvis tematikker, trods dets høje alder, bestemt ikke er forældede. Dertil kommer, at sproget, som altid hos Oscar Wilde, er elegant og appetitligt.
