Åndeløs – Kevin Vennemann NÆR JEDENEW
Kevin Vennemann imponerer med smuk og grum kortroman.
Citat
Vi trækker ikke vejret. Landsbyen ligger nær Jedenew, vi hører Jedenew-bønderne synge, skråle, spille klarinet, akkordeon og hører allerede i timevis deres sange, gamle partisansange, de spiller og synger og skråler på undefuld vis melodiøst. I timevis sidder Jedenew-bønerne nu i skoven bag huset og drikker og ler og synger og spiller, og først efter flere timer, langt om længe, hører vi dem gå ud af skoven og højlydt syngende marchere over volden og ind i haven. Om natten klirrer ruderne i køkkenet, så klirrer hver eneste rude i huset.
NÆR JEDENEW er tyske Kevin Vennemanns (f. 1977) romandebut, og det tjener forlag og oversætter til stor ros, at vi nu har den på dansk. Fortællingen foregår, som titlen siger, nær den fiktive polske landsby, Jedenew. Her fortæller den lokale, jødiske dyrlæges tvillingedøtre familiens historie, mens de fra deres skjul i et legehus i et træ ser samme familie tilintetgjort af indrykkende tyske nazi-soldater og lokale polske bønder. At forfølgelse er en sørgeligt almindelig skæbne for polske jøder under Anden Verdenskrig, hvor romanen foregår, indikeres allerede af titlen; Jeden er tysk for ”enhver”.
NÆR JEDENEW er en ganske kort roman, der i udlandet ville blive kaldt en novella – en tekst, der er længere end en novelle, men kortere end en roman. Sprogligt minder den om et langt prosadigt, især i kraft af sætningernes påfaldende rytmik, der veksler mellem sagte tilbageholdenhed, susende acceleration og brusende fart. At Vennemanns sprog fremstår både særpræget, smukt og rammende også på dansk skyldes ikke mindst Karsten Sand Iversens strålende oversættelse.
Sprogets rytme skabes blandt andet af en række gentagelser, der løber gennem teksten som musikalske temaer. Disse gentagelser skaber suspense ved at pege frem i teksten, samtidig med at de peger tilbage og skaber cykliske strukturer i teksten. Bogen starter og slutter da også med samme sætning, blot varieret en smule, nemlig ’Vi/jeg trækker ikke vejret’. Andre af bogens gentagne sætninger er lige så ildevarslende, ’De kommer’ og ’Den sidste dag’ eksempelvis.
Plottets cykliske eller simultane præg skyldes desuden, at fortællingen om pigernes skrækslagne venten på, at soldaterne og bønderne skal finde frem til deres skjulested, blandes med genfortællinger af deres fars og storebrors røverhistorier og med en slags drømmeverden, hvor pigerne ser tilbage på tiden inden den tyske invasion. Forskellige tider og steder sameksisterer altså gerne i én enkelt sætning. Det kan virke lidt forvirrende, men er også en fortælleteknisk bedrift, idet Vennemann skaber en form for stream of consciousness, hvor minder og ønsker blander sig i fortælletidens konkrete sansninger.
Det cykliske bærer desuden den frygtelige pointe, at det mimer den indkredsning af pigernes skjulsted, som soldaterne og bønderne foretager gennem romanen. I deres skjul er pigerne tyste, åndeløse – ”lad os tale lydløst med hinanden”. Det åndeløse er både liv, idet stilheden tjener til at holde dem skjult, men det er selvfølgelig også død, at være uden ånde. På samme måde er det med tilbageholdt åndedræt, at man som læser overgiver sig til Vennemanns smukke og grusomme kortroman.
Den tyske reception har påpeget ligheder med Borges og Kafka, men denne anmelder kom mest til at tænke på Imre Kertész’ KADDISH FOR ET UFØDT BARN under læsningen. NÆR JEDENEW giver store løfter for Kevin Vennemanns fremtidige forfatterskab.
