Anders And for voksne – Mikael Niemi SULEBULEN
Mikael Niemi har efter sin kassesucces POPULÆRMUSIK FRA VITTULA kastet hjemstavnsromantikken af sig og begiver sig nu ud i Rummet på usikre ben. Rumrejsen har resulteret i en fjollet forvokset ungdomsbog; en genre Niemi dyrkede i tiden inden han blev moderne.
– I virkeligheden er rummet grimt. Der er forbavsende mange livsformer, der har en bleg kulør. De er gulbrune, gråbrune eller en eller anden beige nuance nøjagtig ligesom vi mennesker. Det gælder desværre også for de fleste, at de har en rædsom dårlig tøjsmag. Kikset, poset og i overdrevent skrigende farver – gulliggrøn sammen med lilla, turkis sammen med orange. Farverne udstråler et migræneanfald. Og så slipper vi endda for at se alle de skarpe ultraviolette og infrarøde nuancer som er så populære bandt mange af livsformerne.
Sådan ser der ud, derude i Rummet. Det ser ikke for kønt ud og de væsner, der bebor Rummet opfører sig heller ikke alt for pænt. Uniformklædte, veltrænede unge mænd med lasersværd eksisterer kun som våde drømme (som der til gengæld er mange af), og veludrustede kvindfolk må man lede på jorden efter. Rummet inkarneres i den underlødige beværtning, der lægger navn til bogen: Sulebulen. Her er kiselkæmper, slampadder og seksarmede rhinodonter og den vigtigste ordensregel er, at man ikke må æde de andre gæster. Scenen er sat for en vægtløs, evigt plaprende rumskibsrejse til Rummets fjerne egne.
SULEBULEN, som efter forgodtbefindende kan klassificeres som noveller, roman eller skrøner, er en samling historier, der skiftevis foregår på jorden – som regel hos halvkiksede forskertyper, der gør nye metafysiske landvindinger – og i Rummet, hvor vi følger Trotter-fortælleren (en slags Rumcowboy) på hans utallige ekspeditioner ud i det endeløse rum. Kendetegnende for begge positioner er teksternes platte og studentikose stil. Det lyder for meget som en underernæret teenager, når universet undervejs tilsyneladende er formet som først en Pikprofessor og siden en Kusseprofessor. Den genitale humor understreger blot, at bogen havde været et hit som ungdomsbog: SULEBULEN har fantasiens grænseløse rumhyl over sig, den har mandigt ungdommelige interesseområder – Rummet, teknik, matematik, fysik, forplantning, pseudofilosofi – og den er skrevet i et fræsende, overkørt sprog.
Bogens fineste passager er de indlejrede skildringer og erindringer fra Tornedalen, som flere læsere vil være bekendt med fra POPULÆRMUSIK FRA VITTULA. Her kan man finde den kloge og fintfølende stemning, som Niemi er mester i at formidle i et enkelt og klart sprog.
Af flere læsestrategier kan man læse SULEBULEN allegorisk. Der er rigeligt med fortællinger om menneske kontra maskine, om Jordens skabere, forholdet mellem menneske og Gud. Og man kan læse den kulturkritisk ud fra teksterne om de uheldssvangre Kurter, som er nogle små sorte partikelområder, der ødelægger det for de, der er drevet af karriereliderlighed og skidtvigtighed. Og som gør det ud fra det revolutionære Trottermanifest med socialistiske og utopiske undertoner.
Der disputeres om forfatterens død i en post-postmoderne tidsalder, om muligheden for at blive frosset ned i flere hundrede år, om utroværdige slankekure, om tidens fysiske udformning og om fiktive, virtuelle lykkeverdener. Niemi viger ikke tilbage for eksistentielle temaer, og det er på den ene side befriende at læse tungt stof med tungen i kinden, men på den anden side bliver det fortænkt og forjaget.
Endelig er det i et svensk perspektiv spændende at følge interessen for Rummet, som man også kan finde den hos f.eks. de unge forfattere Malte Persson og Lotta Lotass. Forhåbentlig vil Rum-bølgen overleve, selv efter Niemis desværre kun delvist vellykkede Rum-toddy.
