Andres øjne tæt på – Emma Bess MØDRE DØTRE SØSTRE
Med MØDRE DØTRE SØSTRE skriver Emma Bess på smuk og sørgmodig vis om de små krusninger og usikkerheder, som vores nærmeste relationer rummer.
Citat
Jeg elskede at gå i bad hos andre familier, jeg kan huske de appetitvækkende billeder på sæbernes emballager, billeder af stiliseret flydende honning, af faldende mælk, af eksotiske frugter og skinnende perler. Jeg elskede alle de syntetiske dufte og produkternes bløde konsistenser, jeg havde lyst til at spise af dem. Jeg købte den i SuperBest i går. Jeg manglede alt, jeg har aldrig før tænkt over at et hjem består af så mange forskellige småting, at en dagligdag er afhængig af dem. Jeg må være lidt dum. De har været der rundt om mig hele mit liv, tingene, mor har fyldt huset op med dem igen og igen, mad, brugsgenstande, hygiejniske fornødenheder. Fyldt og fyldt. Og jeg har aldrig set det, aldrig sagt tak.
Emma Bess debuterer med en skrøbelig novellesamling om det at være mor, datter og søster. Samlingens otte noveller kredser om de forbindelser, vi har til menneskene omkring os, men i særdeleshed til de mennesker, vi kalder familie. Novellerne tager alle udgangspunkt i personer, der står overfor en forandring i deres liv, nogle gange set fra førstepersonen og andre gange set gennem øjnene på et andet menneske. Sådan ses det for eksempel i bogens indledende novelle ’Fest’. Her beskrives storesøsteren Nellis indtræden ind i teenagelivet med dertilhørende fester og første forelskelser gennem lillesøsteren Tildes mere barnlige blik, et blik der samtidig også rummer en afstand til alle de store teenagefølelser.
– At kigge på rummet i spejlet føles som at lukke øjnene, og det føles som at drømme klart; den slags drømme hvor vi aldrig mister fornemmelsen for udgangen, hvor der et eller andet sted i rummet kan opstå en port eller et hul.
Tilde bevæger sig gennem husets gange ved at kigge ned i et lille håndspejl. Således vendes hele hendes verden på hovedet, og hun må løfte fødderne højt for at træde gennem dørene. Denne beskrivelse er sigende for novellernes sprog, der hele tiden balancere mellem det klart skuende og det drømmende fjerne. Bess gør i sine noveller de små og ofte usete følelsesmomenter til store begivenheder, der fylder teksten ud. Følelser af skuffelse, sorg eller isolation, der forbliver usagte i hverdagens travlhed, fylder i teksterne, og bliver deres centrale omdrejningspunkter. Som når fortælleren i novellen ’Akvaplaning’ beskriver sin første tur til supermarkedet efter at være flyttet hjemmefra. Her findes friheden i selv at kunne bestemme; kunne købe den parfumerede bodywash hun begærede som barn, men som hun ikke havde adgang til, fordi moren ikke mente den hørte til i barndomshjemmet. Men utrygheden ved selv at skulle tage ansvar ligger lige under overfladen. At stå helt alene med sine valg og konsekvenserne af disse, som når fortælleren beskriver den vandmelon, hun køber med hjem som eneste madvarer:
– Den var lidt gul nogle steder. Hvordan kunne jeg vide om den var god nok at spise? Den lå der foran mig, rund og stribet, blank og hård, hvordan skulle jeg komme i gang med den? Den smuttede under kniven, der kom en lille lys rift i skallen, så lagde jeg den hen i vindueskarmen og gik ind på værelset igen.
Tætpakkede tanker
Personerne ligger på tværs af novellerne under for disse opbremsninger i deres handlinger. De gør en bevægelse mod et andet menneske, men stopper så op og afbryder forbindelsen. Dette er glimrende beskrevet i novellen ’Zygote’. Her er sproget tætpakket og indadvendt – til tider helt udi det klaustrofobiske og ubehagelige, når fortællingen nærmer sig det deprimerede og usikre jeg. Samtidig rammer det meget præcist – i hvert fald for denne læser – den måde ens tankegang fungerer på, med dens overdrivelser og punkteringer af overdrivelsen. Som når fortælleren først tænker, at hendes gode relation til myndighedspersoner kommer af, ’at jeg var så køn som jeg var’, men kort efter trækker denne tanke tilbage. ’Hvor havde det været overmodigt af mig, tænkte jeg, at jeg tidligere havde tænkt at jeg kom godt ud af det med autoriteter fordi jeg var så køn, det var jo løgn’. Novellens ubehag kommer ud af fortællerens ubehag. Gennem det klaustrofobiske sprog fanges man som læser i den deprimerede fortællers tankespind. Et tankespind, der i sidste ende forhindrer enhver bevægelse: Hun kommer ikke til lægen, som hun skal; hun færdiggør ikke sin opgave til universitet. I stedet ender hun tilbage i sengen, hvor hun startede. Novellen svømmer over med følelsen af at kunne se den anden så klart, og sig selv så uklart, så gennemanalyseret og overtænkt. Og så alligevel altid være usikker på om man nu virkelig har forstået den anden rigtigt, om man har læst tegnene korrekt.
Ny dansk sensibilitet
Og hvordan skal vi egentlig nogensinde slippe ud af vores tanker? Karakteren Even fra den norske tv-serie SKAM har et dystert take på det, når han siger, at man kun kan undslippe sine tanker ved at dø. En mere opløftende mulighed finder man hos den amerikanske depressionsforfatter David Foster Wallace, med den liden opløftende skæbne, der ser romanen og litteraturen som en måde, hvorpå vi kan udforske, hvordan den anden tænker. På den måde kan man for en stund blive befriet for sig selv ved at overgive sig til den anden.
Med sine noveller skriver Bess sig ind i en strømning man kan se i ny dansk litteratur hos blandt andet Caroline Albertine Minor og Ida Holmegaard. Ny dansk sensibilitet kunne man måske kalde den. Tekster der i et sart, men simpelt sprog beskriver det skrøbelige i relationer man ellers tager for givet. Følelsen af også nogle gange at være langt væk fra de mennesker man er nærmest, og hvor sørgmodigt det kan være ’at der er et par andre øjne så tæt på’. Ikke alle novellerne i MØDRE DØTRE SØSTRE er lige stærke (men dermed ikke sagt at de ikke er både stærke og storslåede), alle kredser de dog om små tanke- og følelsesmomenter uden at forløse læseren for ubehaget i disse øjeblikke. Man må blive en stund i den andens tanker, men måske opnår man derved også en ny indsigt.
