ANMELDELSE: PNIN af Nabokov er umådeligt godt selskab: generøs satirisk fortællekunst fortalt med sproglig ekvilibrisme, men af forlaget varedeklareret som lidelseslitteratur (hvorfor?)
Der er masser af bøger jeg ikke ville åbne, hvis nogen fortalte mig, hvad de handlede om. Eller rettere: Hvad de handler om er ikke så vigtigt. Grunden til at man vender side efter side, er ikke for at få historiens slutning, men for at blive i fortællerens forrygende selskab, simpelthen.
Sådan en bog er Pnin fra 1957 af Vladimir Nabokov.
Bogen udkom i dansk nyoversættelse på Turbine i 2019. Den handler om en pusseløjerlig russisk immigrant ved navn Timothy Pnin som er professor på Waindell College, et fiktivt universitet i Amerika. Vi følger ham i hans mærkelige sammenstød med virkeligheden; når han tager det forkerte tog, fordi han insisterer på selv at planlægge rejsen, desværre efter en forældet køreplan, eller når han upassende-heftigt retter en historisk detalje i en kollegas anekdote eller med sit vilde engelsk udtaler amerikanske ord på grinagtige måder. Han er en rørende karakter, fornemmer man, som ikke havde overlevet en enkelt dag på savannen. Men i Waindell overlever han, ved venlige naboer og kollegers hjælp – selvom de samme mennesker sommetider, bag hans ryg, laver Pnin-parodier. Af og til kommer den karismatisk-dominerende ekskone, Liza Wind, brasende ind i historien med sin voluminøse pels svingende efter sig; ligesom Lizas søn, Victor, som Pnin i nogle lykkelige måneder troede var hans, også spiller en rolle, det samme gør nogle kulstøvede minder fra den pninske barndom i Rusland. Alt sammen detaljer der giver farve og smag, men for så vidt er underordnede, det er stemmen det drejer sig om.
Nabokov er mester i at skabe fabulerende fortællerstemmer. Lolitas jeg-fortæller, den berømte og berygtede nymfettejæger Humbert Humbert er vidunderligt morsom at følge, når han – med både uhyrlig selvretfærdighed og uigendrivelig kulturel overlegenhed – nedsabler alt fra Lolitas stakkels moder til den avishentende hund. Nabokov ejer hele verden, der er ingen ordbilleder som er out of character, for Humbert Humbert er både sentimental og kynisk, berejst og belæst. Også i Pnin giver Nabokov sig selv carte blanche til at fabulere derudaf. Pnin betragtes fra den ene og den anden vinkel, og af og til titter fortæller-jeg’et frem, så man i en romanlang gætteleg forsøger at tyde hvem den mystiske fortæller er. Til sidst i bogen afsløres det, og han viser sig at være russisk immigrant, som i Pnins Paris-dage var kendt for at overdrive sine historier og/eller operere med fejlbehæftede fakta. Så kan man jo vælge med hvor mange gran salt, man vil tage Pnin-historien.
Babuschka-ontologi
Nabokov bygger sætningspaladser, i både to og tre niveauer, med florlet penneføring. Når man for eksempel bliver introduceret for immigrant-rigmanden Al Cook, skal der også lige gøres rede for hans far Kukolnikov, herunder faderens stilling i det russiske samfund og forskellige konspirationer knyttet hertil, og på den måde løber sætningernes samlede periode op på hele 8 linjer i bogen:
“Al Cook var søn af Piotr Kukolnikov, som var en velhavende Moskva-købmand med rettroende forfædre, en selfmade man, mæcen og filantrop – den berømte Kukolnikov som under den sidste tsar havde været fængslet to gange i en rimeligt behagelig fæstning for at have ydet økonomisk støtte til socialrevolutionære grupper (hovedsageligt terrorister), og som under Lenin var blevet henrettet som “imperialistisk spion” efter næsten en uges middelalderlig tortur i et sovjetisk fængsel.”
Det underlige er, hvor letlæselig Nabokov er. Man skulle tro så lange sætninger ville skubbe læseren ud, men det modsatte sker: man drages ind. Sådan en babushka-dukke-sætning giver mig fornemmelsen af at virkeligheden hænger sammen, som en vævning hvor trådene krydses og filtes sammen til et hele. Den ontologiske modpol kunne være en prosa som Unica Zürns i “Manden i Jasminen”. Her er sætningerne korte og koncise. De står uforbundne og for så vidt isolerede fra hinanden, som en række glasnips på en kamin. Kausaliteten er suspenderet. Virkeligheden opstår, fra moment til moment. Der er ikke noget overblik. Det giver en kølig, enigmatisk prosa. Smuk, men undvigende. Nabokov er anderledes generøs. En sætnings-ekvilibrist, sludrende og præcis, satirisk og poetisk. Fremfor alt: fortællelysten.
Sensationslystne krav om lidelse
Af samme grund bliver Forlaget Turbines bagsidetekst for mig malplaceret: “I glimt åbenbares det hvordan Pnin bærer rundt på mørke minder og traumatiske oplevelser fra Europa, som ikke vil forlade ham. Som ikke vil lade ham leve et fredeligt liv.” skriver de. Men det er simpelthen ikke bogens ærinde at afsløre Pnins dybereliggende traumer. At han har oplevet krigen og mistet sine kæreste, fremgår tydeligt. Men det er ikke af den grund en bog om lidelse, ej heller er den terapeutisk af natur (faktisk vrænger bogen af de freudendiansk-inspirerede terapeutiske kredse, som Pnins ekskone Liza Wind og hendes nye mand Eric Wind etablerer da de ankommer til Amerika).
Mon forlaget ønsker at kapitalisere på det alvorlige stof i bogen for på den måde at give bogen højere kurs, i en tid hvor traumer er en god valuta? (Det havde de nu ikke behøvet.) Samme patos-krav ses i Atlas-anmeldelsen af Pnin. Her finder man denne mærkelige præmis: kun bøger der blotlægger menneskets inderste smertepunkter, kan for alvor kan kaldes kunst, åbenbart. “AV” hedder anmeldelsen og anmelder Alexander Rich Henningsen skriver at Pnin er et Nabokov-værk der endelig gør ondt, modsat Nabokovs andre bøger der er “for velskrevne”. For ifølge Henningsen “flygter [Nabokov] ind i sine ekstremt velkomponerede og bjergtagende billeder, når følelserne begynder at brænde på. Når det begynder at gøre ondt for alvor.”
Tja. Jeg er simpelthen uenig. Det er slet ikke Nabokovs projekt at svælge i smertefulde følelser. Og heldigvis! Det er der andre der gør og gør godt. Hvad ingen andre til gengæld gør som Nabokov, er at skabe så ekstremt veloplagte værker, som på een gang er tempofyldte og detaljemættede og menneskekloge, men usentimentale. Sådan en fortællelyst og fabuleringsevne og vellyst ved skriften i sig selv, får man hos ingen andre end Nabokov.
Turbine-udgiven fra 2019 har en stilren, minimalistisk dragt, med Pnin skrevet i monumentale bogstaver, som en mimetisk gengivelse af 50’ernes russiske arkitektur. Omslaget er hvidt og mat, en kombination der desværre hurtigt pletter det afklarede look (pas på avisfingre!). Den produktive litterat, anmelder og forfatter Niels Lyngsø har oversat romanen, og jeg må bare sige; sikke et sprog! Nabokov skrev Pnin på amerikansk, men med mange russiske fraser, hvad der giver en særlig russisk stoflighed til teksten, som her da Pnin møder den russiske emigré og landskabsmaler Gramineev, svedende i middagssolen:
“Af dumhed (po gluposti) gik jeg ud med udækket hoved. Nu steger solen min hjerne.” siger Gramineev. Den sympatiske Pnin, der er på vej ud for at bade i en nærliggende sø, haler et rødt lommetørklæde frem af badekåben og binder kyndigt en knude i hvert af de fire hjørner. “Beundringsværdigt… Jeg er Dem meget taknemmelig,” svarer Gramineev.
Den slags overflødige, underholdende møder er der masser af. Bogen er befolket med autonome bifigurer af kød og blod, meget langt fra de belejlige bikarakterer man kan støde på i diverse plot-drevne papverdner. Hos Nabokov ved man aldrig hvad der skal til at ske, hvilket gør læsningen både underholdende og mærkeligt realistisk. Nabokovs verden er måske nok kausal, men ikke deterministisk. Det føles derimod som den uforudsigelige, let svimlende kausalitet, der kendetegner virkeligheden.
