Anorektisk essayistik – Asger Schnack BOB DYLAN OG THE BEAT GENERATION
Et kort, men akademisk tynget essay om skæringspunkter mellem Bob Dylan og amerikanske beatforfattere. På kryds og tværs. På godt og mindre godt.
Citat
I Todd Haynes’ film I’m not there (2007) ses et fiktivt møde mellem “Bob Dylan” (spillet af Kate Blanchett) og ”Allen Ginsberg” (spillet af Davis Cross). Benovelsen og berømmelsen er to størrelser, der blandes i skønneste absurditet, når de to i deres gensidige tiltrækning hilser på hinanden i farten. Mødet er en ordleg, men også en – nok så akavet – samkørsel, helt konkret kører de ved siden af hinanden i de korte øjeblikke, ordvekslingen finder sted. ”Bob Dylan” m. selskab i en limosine og Ginsberg m. ”Peter Orlovski” på en golfbil. Scenen slutter i øvrigt med, at ”Bob Dylan” siger til sig selv ”See you later, Allen Ginsberg” (jf. senere).
Havde det været et TV-interview ville forfatteren Asger Schnack formodentlig være blevet præsenteret som ekspert: Bob Dylan-besserwisser. Fan er han i hvert fald, ved siden af alt det andet: digter, forlægger, foredragsholder osv. Schnack har tidligere skrevet bøger om sit store idol, men nu er vinklingen beatlitteraturens spor i Dylans skrift, venskabet mellem Dylan og især Allen Ginsberg og meget andet samlet under titlen BOB DYLAN OG THE BEAT GENERATION.
Hvis man sammenligner med Lars Movins 600 siders BEAT, der udkom for et par måneder siden, er Schnacks bidrag til den dankssprogede beatlitteratur meget tynd. Men nu er det jo ikke altid størrelsen, det kommer an på … Men formen! Og den er hos Schack markant anderledes end Movins journalistiske.
Teksten starter med rytmisk at tælle for, eller remse op, hvorfor man ikke kan sammentænke Bob Dylan med beatlitteraturens forfattere, hvis man holder sig til fødselsår mm. Den fortsætter fremad i bedste essayistiske stil, uden kronologiske, konsekvente eller forkromede overordnede linjer. Den ene information tager den næste association i hånden og stafetten er skudt i gang.
– Og William S. Burroughs blev født i 1914, og han var 48 år, da Bob Dylan var tyve! Men hvad betyder alder? ”Old, young; age don’t carry weight / It doesn’t matter in the end,” som Bob Dylan synger i ”Floater (Too Much to Ask)” [på Love and Theft (2001)].
Desværre skal man ikke mange sider ind i bogen før den associationsfrembragte tekst, i et flydende rytmisk sprog, bliver overhalet indenom af diverse henvisninger og indskud, markeret med mange og lange kantede og runde parenteser:
– Bob Dylans rødder var ellers, hvad han hørte i radioen, rock’n’roll og hillbilly. Ikke mindst Hank Williams (1923-1953)[”An´ my first idol was Hank Williams”(”Joan Baez in Concert, Part 2”)].[Da. udg.:”og mit første idol var Hank Williams”(Dylan, 1977, p.18)].
Det bliver i længden mere frustrerende end at læse en opstræberisk universitetsopgave. Især da flere linjer lange citater først står på engelsk og derefter i danske oversættelser, i de tilfælde hvor citaterne findes på dansk. Jeg ved ikke om det er standard for forlaget politisk revy’s rævens sorte biblioteks serie som BOB DYLAN OG THE BEAT GENERATION er nr. 77 af. Og under alle omstændigheder er det ikke optimalt.
Ser man bort fra dette, er teksten dog både informativ og overraskende netop i kraft af sin slentrende og småsnublende tilgang til litteratur- og musikhistorien, samt diverse anekdoter om de to sagnomspundne herrer Bob og Allen og de mennesker de har omgivet sig med.
Endelig er teksten indrammet af tre hyldestdigte fra Schnacks hånd til idolet Dylan og bland andet også:
– til uroen til nætterne lysvågne/ til liv-og-død til stjernerummet/ til kærligheden og mundharmonikaens ærlighed …
