Antiradikalismens Lykke-Per – Michael Larsen DEN STORE TID – AFTENLANDET


Michael Larsen søger at skildre den kulturkamp, der foregik i Danmark i slutningen af det 19. århundrede (og efter sigende også for ganske nyligt), i sin store og på mange måder velfortalte roman. Trods store ambitioner og gode tiltag, bliver det imidlertid aldrig helt godt.

Citat

Dr. Adlers navn krøb på væggene som skimmelsvamp i de unge studenters lokaler […]. Af nogen var han beundret, af andre foragtet. Man vaskede ham ned i et lokale, han skimlede frem i et andet. Og ingen forstod helt hvorfor.

En ung mand forlader barndomshjemmets snærende bånd for at søge ny luft i den moderne storby anno København 1878. Mødet med storbyen bliver et møde med kærligheden, med magtintrigerne, og de kuldslåede illusioner om heltens plads i og betydning for verden. Samtidig ligger det aldrig helt afsluttede opgør med barndomshjemmet, nærmere bestemt med faderen, og ulmer gennem hele romanen. Det lyder ikke helt ukendt vel ?

I hvert fald vil de fleste læsere af Pontoppidan nok kunne genkende handlingsmønstret fra LYKKE-PER. En parallel der synes tilstræbt. Forskellen mellem de to forfattere og deres romaner er imidlertid til at tage og føle på: Hvor Pontoppidan eksplicit indskrev sig som en af det moderne gennembruds hofpoeter, tager Michael Larsen lige så eksplicit afstand fra radikalismen og al dens væsen i form af et direkte karaktermord på brd. Brandes, som i DEN STORE TID gives navnet Brd. Adler. Hvor Pontoppidans Per Sidenius er teknikkens og fremskridtets unge ingeniør, er Michael Larsens hovedperson og alter ego, Lars Mikkelsen (!), en romantisk sjæl, der insisterer på følelseslivets ret i al dets gådefuldhed. Hvor Per plages og begrænses af den nedarvede (kristne) overtro, plages og begrænses den unge, lovende forfatter Lars Mikkelsen af radikalismens krav om ‘en litteratur der sætter problemer under debat’.

Således må Lars efter at have udgivet første del af en krimiføljeton se sig selv ofret på samtidens politiske alter. I datidens debat mellem de konservative og de radikale enten afvises man kategorisk eller søges assimileret af én af fløjene. Man er enten for eller imod (også det lyder ganske bekendt, og ganske aktuelt).

Det er tydeligt, at ligesom Lars Mikkelsen hverken vil kategoriseres som konservativ eller radikal, frabeder også Michael Larsen sig en sådan kategorisering. Men når man beskriver Brandes som ‘en skimmelsvamp der breder sig over landet’, som en ‘blodsugende vampyr’, og som en ‘Mefistofeles der forvandler alt til sod og slagger’, virker det mildest talt som en klar stillingtagen om ikke for det konservative, så i hvert fald entydigt imod radikalismen. Så meget for nuancerne.

Selve fortællingen fungerer ganske fint. Romanen er velskrevet, om end læsningen skæmmes af utidssvarende sprogbrug (jeg er ikke sikker på at man f.eks. brugte ord som ‘prima’ eller ‘tosomhed’ i 1870´ernes Danmark). Også den metafiktive tematik Michael Larsen har lagt ind i sin fortælling er vellykket, og tilføjer romanen en ekstra dimension. Der hvor romanen er mindre vellykket er i personkarakteristikken. Vi kommer aldrig rigtig tæt på Lars Mikkelsen. Der bliver ved med at være en mærkelig distance mellem hovedperson og læser. Og uanset hvor meget man føler man burde føle med Lars Mikkelsen, f.eks. når han slagtes af den konservative presse efter omtalte kriminaludgivelse, bliver sympatien aldrig helt oprigtig.

Oprigtigt interesseret bliver man heller aldrig i den mordgåde der ifølge romanens indledning binder hele dens fortælling sammen. Men det kan så være at det kommer i det andet og afsluttende bind af DEN STORE TID, som trods alt synes at være værd at vente på.

Skrevet af Morten Schoop

Morten Schoop (1978) er uddannet cand.mag i litteraturvidenskab. Som anmelder kaster han sig over romaner, tidsskrifter og politisk orienteret debat.

Skriv kommentar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *