Antydningens kunst – Thue Friislund FORSVINDINGSNUMMER


Debutantens noveller rører ved hverdagen.

Citat

Skjorten hang til tørre på en bøjle det meste af formiddagen. Jeg fulgte den fra stuen. Den hang tavst og roligt i morgenstunden, mens de første solstråler skød som lyn fra det bageste hjørne af Findsens carport. Senere kom vinden. Og skjorten begyndte at hugge fra side til side, som var den torsoen på en galning, der forsøgte at vride sig fri af en spændetrøje. Jeg gik ud og satte den fast med en klemme. Men det blev værre endnu. Vinden tog til i stødene, og klemmen sprang af, og skjorten begyndte at snurre. Den slog en række vilde koldbøtter rundt om tørresnoren, inden den blev hægtet af og faldt ned på terrassen. Og jeg blev siddende lidt, helt stille, mens dampen fra kaffekoppen afsatte fine dråber af kondens i mit ansigt.

Thue Friislund er tidligere elitegymnast. Nu er han lærer, friluftsentusiast, husbygger og familiefar. Og så altså også novelleforfatter. Fjorten af slagsen har han udgivet i sin debutbog under titlen FORSVINDINGSNUMMER, og lad mig bare sige med det samme: Jeg er rasende begejstret.

Omslaget fik mig ellers til at frygte, at det drejede sig om endnu en i rækken af minimalismemagere: To tomme menneskehylstre på en rød sofa lover bestemt ikke godt. Men heldigvis tog jeg fejl. Thue Friislunds noveller er fyldige og fremragende.

Hans stil lægger sig op af en klassisk realistisk novelletradition. Historierne udgøres af små stykker koncentreret virkelighed hentet fra dagliglivet. Jegfortællinger om parforholdet, ensomheden og døden udgør således kernen i langt størstedelen af novellerne, som oftest skrevet lige ud ad landevejen uden overraskende (eller fortænkte) plots, men med en inciterende og antydende stil, der ved et mirakel gør små ting store, når først man ser dem rigtigt.

Kroneeksemplet findes i novellen ”Stregkoder”, hvor et midaldrende ægtepar bruger efterårsferien i deres sommerhus på at sætte fotografier fra de sidste tyve år i album. Indimellem spiser de og snakker lidt, men ellers sker der ikke en pind. Og så forstår man et eller andet alligevel, som ikke bliver udtalt, men som hele tiden har været der, og pludselig bliver alting så intenst, at det gør helt ondt.

Stilen kendes fra den amerikanske novellist Raymond Carver, og ingen tvivl om at Friislund har ladet sig inspirere af ham. Der, hvor Friislund er bedst, tåler de to så afgjort sammenligning. Ligesom Carver interesserer Friislund sig for den præcise gengivelse af menneskets eller tingens fremtoning, den præcise iagttagelse af netop dén livgivende detalje, der tænder gnisten hos læseren. Se blot på citatet til højre, hvor en skjorte blafrer i vinden. Sjældent har nogen skjorte blafret mere livagtigt og mere sandt end den. Og så afslutningen med kaffekoppen! Det er da lækkert. Ikke fordi sproget er specielt kunstfærdigt. Men fordi han netop evner at gengive iagttagelsen så præcist.

Eksemplet er på ingen måde enestående, og kan man lide den slags realisme er FORSVINDINGSNUMMER stærkt anbefalelsesværdig. Det meste af tiden går med snak og iagttagelse af stort og småt. Ind imellem ligger melankolien og sorgen og glæden ved livet. Men kun antydet. Sådan er Friislunds realisme. De steder, hvor han er dårligst, er de steder, hvor han forsøger at eksperimentere med formen. Som i ”Teatergænger” og ”Orkan”, hvor han prøver at skrive flere spor sammen til et endeligt mønster, hvilket kun lykkes halvt.

Heldigvis afholder han sig fra alt for mange forsøg i den retning. Kun et par af hans noveller er halvdårlige, de fleste af dem gode, og to-tre stykker sande perler. Nemlig dem, hvor hverdagen pludselig toner frem og sender chokbølger langt ind i evigheden.

Skrevet af Carlos Dahl Kofoed

Carlos Dahl Kofoed er cand. mag. i litteraturvidenskab.

Skriv kommentar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *