Af | 25. juni 2013

Apokalypsen i Jokkmokk – Mikael Niemi FALDVAND

Forfatteren til POPULÆRMUSIK FRA VITTULA har skrevet en katastroferoman. Hvis han havde halveret antallet af karakterer og metaforer, havde den sikkert været dobbelt så god.

Citat

Adolf forsøgte famlende at tage sikkerhedsselen af. Hænderne lystrede ikke, de var leddeløse som kronblade. Blodet prikkede og pulsede i dem, alle fingrende var som valne tommelfingre, da de famlede efter knappen. Da bæltet slap ham, vældede smerterne også frem. Lange piskeslag løb hen over brystekassen, skuldrene og maven. Det var selestrammeren, remmene var blevet snøret til som snorene om en ovnstegt rullesteg. Han hostede og harkede i den røgfyldte luft, havde lyst til at spytte, men valgte i stedet at synke. Man spyttede ikke i en Saab. Det var utænkeligt. Den havde reddet ham gennem noget, der føltes som Niagaravandfaldet, en tønde med skålformede sæder, som der blev sparket rundt med. Så længe han sad her, var han tryg. Rattet og gearstangen, det sad alt sammen, hvor det skulle, mærkede han i mørket. Han vred hurtigt nøglen om og forventede næsten, at motoren skulle synge i gang.

Jeg har et anstrengt forhold til bøger, der på omslaget roser sig selv med citater fra anmeldelser. De bogomslag, der ikke blot reklamerer for forfatterens andre bøger eller forfatterskabet som sådan, men for den bog, man netop har taget i hånden og skal til at læse. Det er lidt som at få en borddame, der, straks efter man har udvekslet navne, hæmningsløst begynder at skamrose sig selv.

På omslaget til Mikael Niemis FALDVAND kan man således læse, at Dagens Bok finder romanen så spændende, at den ofte er ’psykologisk uudholdelig’ og endda så god, at ’det er som at se en film’. Anmelderen på Nerikes Allehanda Örebro måtte derimod læse bogen en ekstra gang ’for at nyde dens skønlitterære kvaliteter’.

Når jeg støder på denne næsten-som-at-se-en-film-ros, der jævnligt optræder i boganmeldelser, undrer det mig altid, hvorfor anmelderen ikke bare ser nogle rigtige film i stedet for at besvære sig med det skrevne ord. Efter at have læst Niemis bog undrer jeg mig dog mere over, hvad anmelderen fra Örebro plejer at læse. Jeg overvejer stadig at sende en førstehjælpspakke med kvalitetslitteratur op til den nødstedte stakkel.

Niemi skriver dog langt hen ad vejen ikke dårligt. Prosaen forløber generelt i gedigne, korte sætninger. Det er på ingen måde sublimt, men effektivt og tempofyldt, og sproget er alligevel næppe tiltænkt nogen hovedrolle. Det sker dog ofte, at sproget tiltager sig netop denne rolle på en ret uheldig måde, nemlig når teksten går metaforbersærk (se citat). Dette skæmmer romanen og krummede et par tæer på denne anmelder undervejs. Niemis metaforer er ikke de sprødeste i slikbutikken.

Nå, men hvad handler bogen om? I FALDVAND slippes en vild flodbølge løs fra en bristende dæmning i Nordsverige. Romanen følger i løbet af én dag syv ret forskellige mennesker, der pludselig rives ud af hverdagen og må kæmpe for deres overlevelse. Der krydsklippes i de mange korte kapitler (51) mellem karakterne, som i takt med at historierne udfolder sig støder på hinanden.

Idéen med den lokale, nordsvenske apokalypse er velfungerende, men bogen løber desværre ind nogle genreklichéer. Romanen er bedst, når Niemi forlader den trættende cliffhangerisme og skriver genuint uforudsigeligt. Man mærker således forfatterens begejstring for kursuslederen Linda og hendes anarkistiske elev Laban, samt kraftværksarbejderen Barney, hvis perverterede retfærdighedssans får grusomme konsekvenser for et par kvindelige medarbejdere, der ikke lige gider at drikke en kop kaffe med ham.

Disse to-tre veldrejede og potentielt interessante karakterer kunne Niemi med fordel have fokuseret på og samtidig have gravet et spadestik dybere i deres skæbne og psyke. Det havde styrket følelsen af, at man som læser oplever Undergangen på første parket, hvilket vil sige fra det menneskelige vilkår, hvilket vil sige via et nærværende menneske af kød og ånd. Det er jo netop dét, litteraturen ofte gør bedre end filmen, for nu at vende tilbage til den tidligere citerede anmeldelse.

I et af de andre blurbs på omslaget hævder en anmelder i øvrigt, at en forfatter som Cormac McCarthy ville have været stolt af den apokalypse, Niemi har fremskrevet. Det tror jeg roligt, man kan afvise er tilfældet. Sammenligningen viser nærmere, hvad Niemis bog ikke kan. På trods af sit høje tempo river FALDVAND ikke for alvor i nerverne. Dertil er der ikke apokalyptisk afgrund nok i hverken karakterer eller sprog.

Nyeste anmeldelser i kategorierne Roman,

Læs også