Arbejd, arbejd! – Jonas Eika Rasmussen LAGERET HUSET MARIE
Jonas Eika Rasmussen debuterer stilsikkert med LAGERET HUSET MARIE – en langsomt fremadskridende arbejdspladsroman, der rummer både ungdommens usikkerhed og velplaceret samfundskritik.
Citat
Ekkoet forsvandt i støjen der kom os i møde fra Pakkestationen. Jeg fik en smag af bitter pap i munden, en dårlig samvittighed i brystet, da jeg kom i tanker om min hengivelse til arbejdet under kapacitetstesten og lige siden da. Hvordan jeg nærmest var blevet ét med maskinen, to ud af lagerets tusinde arme, ikke andet end et redskab til at vende mistænksomheden over de faldende produktivitetstal mod os, mod Jarif.
Det er egentlig ikke, fordi der sker det store i 24-årige Jonas Eika Rasmussens meget fint komponerede debutroman LAGERET HUSET MARIE. Ungdomslivet flyder døsigt derudaf, og titlen angiver fint de tre fikspunkter i romanen og i den unge jegfortæller Elias’ Aarhusliv. Han pendler således mellem ungdomssløvsind og kollektiv stenen i en forfalden villa i Risskov, mekanisk og uforståeligt natarbejde på Dansk Supermarkeds nonfood-lager i Hasselager og en stærk, men ikke altid nem fascination for og forelskelse i den angstplagede kæreste, Marie.
Det er tre vidt forskellige mentale rum med hver deres særlige tiltrækning og hver deres særlige medfølgende problemer. Og så er det tre rum, der langsomt begynder at overlappe hinanden i fortællerens mentale indretning af sin tid og måden hvorpå han opdeler sit liv; han længes efter Marie, når han er på Lageret, og arbejdet tærer romanen igennem hårdere og hårdere på hans kræfter, når han ikke befinder sig i koldt oplyste lagerhal.
Fælles for alle rum er måden, hvorpå Elias vælter enormt sansende og opmærksomt rundt i dem. Stederne er skrevet frem med en fin og præcis sproglig sensibilitet. De tre steders mærkværdige indretninger sætter sig på mange måder i sproget på samme manér, som de sætter sig i Elias’ hoved. Her er det lagerets mærkelige maskineri, fyldt med kommanderende skærme og robotarme, der konstateres og beskrives med en vis uro, men også med et for fortælleren typisk ungdommeligt, let usikkert blik på sig selv udefra:
– Jeg lod blikket glide hen over bogstaverne, deres glathed, den kønsløse rolige diktion på skærmen, og videre op på overvågningskameraet. Mine øjne blev suget ind i linsen; i nogle sekunder så jeg mig selv i en kugleformet optik, så lille og dum inde i et transparent æg, og gled så tilbage i hallen igen.
Det er ofte i disse beskrivelser af Lageret og den omvending af døgnet, natarbejdet fører med sig, at romanen bliver virkelig interessant. Dels pga. sproget og de slående og minutiøst præcise beskrivelser af Lageret, men også fordi der her er en social kritik af hele mekaniseringen af arbejdsprocessen. Et ofte stille, men velplaceret opråb mod medarbejderovervågning, vækstfiktioner og den tilsyneladende endeløse strøm af pizzasten og fladskærme, der skal flyttes fra én palle til en anden:
– Jeg tror, det har noget med stedet at gøre. Det er så massivt og konkret, men arbejdet er ikke virkeligt, prøv at se på det: vi producerer ingenting, vi yder ikke nogen service. Vi udfylder kun en lillebitte afstand i fragten … Alle de her varer ville også findes, hvis vi ikke var her. Måske reagerer kroppen på den uvirkelighed.
Og ja, til sidst reagerer Elias’ krop (og sind, ikke mindst) på den fiktion, Lageret viser sig at være. Og den undertone af undergang og forfald, der let har kunnet anes romanen igennem, breder sig fra det kolde lager til både det faldefærdige hus og det ligeså vakkelvorne forhold mellem Elias og Marie.
Der er sådan set ikke meget at sætte en finger på. Den velsmurte prosa – der ofte suppleres med poetiske øjebliksbilleder fra parforholdet og livet udenfor lageret (’Eftermiddagen er så hvid, himlen dækket af hvide skyer, lyset svier som sur mælk i mine øjne’) – lider kun under enkelte skønhedspletter i billeddannelsen og nogle lidt anstrengte sexscener. Men det er småting, der ikke har den store betydning for en ellers interessant og velkomponeret debutroman. Godt arbejde!
