Af | 5. marts 2007

Arthur som retrickster – Arthur Schopenhauer KUNSTEN ALTID AT FÅ RET

Den tyske filosof Arthur Schopenhauer springer efter 170 år ud som flamboyant retoriker med 38 beskidte kneb til at vinde ellers tabte diskussioner i et nyoversat ungdomskrift.

Citat

§8 – Gør modstanderen rasende
At gøre modstanderen rasende: for når han er rasende er han ude af stand til at dømme rigtigt og iagttage sin fordel. Man gør ham rasende ved uforblommet at gøre ham uret og ved at chikanere ham og i det hele taget være uforskammet

§21 – Mød sofistiske argumenter med sofistiske modargumenter
Ved et blot tilsyneladende eller sofistisk argument fra modstanderens side, som vi gennemskuer, kan vi ganske vist pille det fra hinanden ved at analysere, hvor prekært og tilsyneladende det er, men bedre er det at imødegå det med et lige så tilsyneladende og sofistiske argument og affærdige det på denne måde. For det kommer jo ikke an på sandheden, men på sejren …

I en tid hvor alle kommunikationsguruer prædiker trialog, herredømmefri samtale og forsøger at omgås det gamle debat-er-krig slogan med metaforer som debat-er-en-dans-hvor-man-skiftes-til-at-føre og lignende, er det forfriskende at stifte bekendtskab med en så ublu kynisk og realistisk tilgang til samtalen som Arthur Schopenhauers eristiske retorik.

Eristisk retorik er simpelthen kunsten altid at få ret. Det er hvad retorikkens nestor Wayne C. Booth kaldte for retrickery; viljen til at vinde en diskussion for enhver pris, snyde, bedrage, bryde alle regler for god opførsel og allerhelst jorde samtalepartneren og gøre ham edderspændt rasende. Schopenhauers 38 retoriske kunstgreb identificeres let som logiske fejlslutninger og uredelige argumenter som ad hominem, fordrejninger, forenklinger og generaliseringer. Det er formidlingsetikkens tabuer, men hverdagens og mediernes kommunikative realiteter, og listen med de 38 punkter kan være en metode til at skelne mellem skidt og kanel i politiske debatter.

Det er nok som tjekliste over uredelig argumentation, at de fleste læsere vil få glæde af KUNSTEN ALTID AT FÅ RET. Det er nemlig generelt for de 38 kneb, at de ikke er åbenlyst anvendelige og at eksemplerne hentet fra 170 år gamle samtaler om adelsretten i Kina, kvietistisk filosofi og Lamarcks evolutionsteori er mere kuriøse end illustrative for de fleste.

Så når omslaget lover at man bliver ‘diskussionens mester’ og advarer om, at man skal overveje nøje, hvem man forærer bogen, så er det vist eristisk markedsføring. Det nok også derfor, at bogen mere ligner en mandelgave end en afhandling, og mig bekendt har Arthur Schopenhauers navn aldrig før stået med blå ballonbogstaver á la Pippi Langstrømpe.

Retorik er, med en let omskrivning af et gammelt citat, kunsten at lære sproget jiu-jitsu. Man skal dog ikke forvente sig for meget af KUNSTEN ALTID AT FÅ RET, der er mere hyggelig og kuriøs end retorisk opkvalificerende. Man lærer ikke at flække mursten med tungebåndet på blot 80 sider. Mest af alt tydeliggør udgivelsen af KUNSTEN ALTID AT FÅ RET behovet for en dansk oversættelse af Aristoteles’ TOPIKKEN, der flittigt refereres.

Det bedste ved bogen er klart den usentimentale holdning til debat, der lægges for dagen. Nærværende anmelder har ikke meget til overs for utopier og da heller ikke de kommunikative af slagsen som fx Jürgen Habermas’ skinnende, glade mennesker, der lytter koncentreret til, hvad gamle professorer med hareskår har på hjertet og alt andet ellers er fryd og gammen. Frelsere har vi nok af, nogle gange har verden brug for en antikrist som Schopenhauer til at trække de oppustede idéer ned på jorden.

Alt i alt er KUNSTEN ALTID AT FÅ RET en sjov, lille udgivelse, der lover lidt mere end den kan holde. Filosofistuderende, Schopenhauer-fans og retorikere med hang til paragraffer vil sikkert finde den største glæde ved bogen.

Nyeste anmeldelser i kategorierne Filosofi,

Læs også