Asiatisk i vælde var Sovjetunionen – Niklas Zetterling HITLER MOD STALIN
Den svenske populærhistoriker har begået en tør opremsning af tanks og divisioner, som ikke helt ved hvad den vil, og som glemmer væsentlige aspekter af Hitlers tilintetgørelseskrig mod Sovjetunionen.
Citat
Den tyske fremgang i juni og juli var så overvældende, at den ville have knækket stort set et hvilket som helst andet land. Takket være tyskernes ekstremt hurtige fremrykning havde de underlagt sig meget store landområder, i alt et areal, som var større end nogen europæisk nation, Sovjetunionen selv undtaget. Men det Stalin-styrede lands enorme dimensioner betød, at den tyske fremgang kun lige havde gnavet en smule af Sovjetunionens ene kant. […] De sovjetiske tab i juni og juli var dog gigantiske. Godt og vel 12.000 kampvogne var erobret eller ødelagt af tyskerne. Det var et tal, som med en bred margin oversteg det samlede antal kampvogne i resten af verden. Også de menneskelige tab på sovjetisk side var uhørt høje, men det er vanskeligere at fastslå dem præcist. Rimeligvis har de ligget på mellem en og to millioner i juni og juli tilsammen, hvilket var et svimlende antal på meget kort tid.
Der er efterhånden udkommet så meget litteratur om Anden Verdenskrig, at selv de mest ambitiøse krigsnørder må opgive at tygge sig igennem mere end en brøkdel af det samlede korpus. Derfor kunne det synes på sin plads at spørge, hvad Niklas Zetterling har følt, han kunne bidrage med til det samlede billede af krigen på østfronten. Desværre svarer han ikke selv på det spørgsmål, men lader sin bog starte in medias res med den tysk-sovjetiske ikke-angrebspagt og de to supermagters krigsforberedelser.
Og så er det ellers ud over stepperne – i bogstaveligste forstand. Natten til den 22. juni 1941 åbnede det tyske artilleri ild, og en kraftfuld næve af panser fulgte hurtigt efter. Historien er velkendt: i begyndelsen rykker den tyske hær hurtigt frem over tre sektioner og smadrer igennem de sovjetiske forsvarskæder. Millioner af Stalins soldater mister livet eller tages til fange i vældige kedelslag, og efter mindre end et halvt års kampe står de tyske soldater ved Moskvas porte.
Derefter begynder det at gå ned ad bakke for de ariske stridsmænd. En sovjetisk modoffensiv, hård kulde kombineret med sommerudrustning og nederlaget ved Stalingrad mejsler den tyske hærs skæbne i granit. Ironisk nok kan der drages en del paralleller fra Operation Barbarossa til læsningen af Zetterlings bog. I starten vender man sider i et heftigt tempo, og man vælter med tyskerne frem imod Moskva, men med tiden kører man sur i opremsningens ælte og begejstringen foretager et hastigt tilbagetog.
Det er tydeligt at Zetterling kan sit kram, når det kommer til at regne tabstal ud eller tælle tanks på fingrene, men det forekommer helt skudt ved siden af, at den tyske besættelses barbari bag linjerne ikke berøres med et ord. Det industrialiserede Holocaust fik sin generalprøve på østfronten, hvor specialenheder myrdede løs og iværksatte stort anlagte massakrer på jøder, partisaner og mistænkelige civile. Der er end ikke ansatsen til en gennemgang af forholdene bag fronten i HITLER MOD STALIN.
Zetterling udelader også en analyse af det ideologiske aspekt af den tyske invasion. Det nævnes hurtigt, at Hitlers angrebsplaner til dels var motiveret af et ønske om ’Lebensraum’, men der springes let og elegant hen over de overvejelser, den enkelte soldat må have gjort sig. Den tyske hær var velbevandret i det nazistiske racefantasteris pseudovidenskab, og Hitler gjorde det fra starten klart, at krigen mod Sovjetunionen ikke var en besættelseskrig, men en ’tilintetgørelseskrig’. I Zetterlings bog er emnet vraget til fordel for taktik og landkort, og det er en skam.
HITLER MOD STALIN er en grundig gennemgang af krigen på østfronten, men ønsker man mere end myriader af kampvogne og artilleri, er det bedst at søge andetsteds – anbefales kan eksempelvis Omer Bartovs HITLER’S ARMY eller Christopher Brownings ORDINARY MEN. Zetterling kunne med fordel have hevet sin histories vinkel et par niveauer ned i kommandokæden. Til tider bringes soldaternes egne beretninger ind, og det er her, bogen fungerer absolut bedst. Det sker bare desværre for sjældent.
