At genfinde barndomslandet – Jiro Taniguchi MIN FJERNE BARNDOMSBY
MIN FJERNE BARNDOMSBY er en vaskeægte japansk madeleinekage, der fortæller historien om at genfinde sit barndomsland. Det er en poetisk og smuk tegneserie, der fornemt demonstrerer, at manga også er for voksne.
MIN FJERNE BARNDOMSBY er en japansk tegneserie og derfor per definition en manga, som slet og ret er det japanske udtryk for tegneserie. Den ligger dog langt fra, hvad man normalt forbinder med begrebet, og de populære udgivelser vi kender herhjemme, som især henvender sig til det yngre publikum.
Taniguchis værk er noget mere afdæmpet og med langt færre “boss-fights”. Den skildrer et genkendeligt og realistisk Japan, dog med et fantastisk twist. Fortællingen åbner med den fortravlede kontormand Hiroshi Nakahara, der med slemme tømmermænd er på vej tilbage til sin kone og to døtre i Tokyo efter et forretningsmøde i Kyoto. I sin omtågede tilstand ender han på det forkerte tog, der fører ham tilbage til barndomsbyen Kurayoshi.
Nu hvor han er tilbage, beslutter han sig for at besøge morens grav. Hun døde som 48-årig, den alder Hiroshi har nu. På kirkegården falder han i søvn, og da han vågner, er han igen 14 år, tilbage i 1963, men med sin voksne bevidsthed. Det giver ham pludselig nogle helt unikke muligheder, som vi nok alle har drømt om.
Hiroshi brillerer pludselig i skolen, og udnytter sin unge krop til at blive en atlet; Klassens smukke pige, som aldrig værdigede ham et blik, bliver nu forelsket i ham (det er helt uskyldigt, de holder ikke engang hånd!). Han får nye venner, og undgår at blive venner med andre osv. Præmissen er simpelt, men særdeles attraktivt.
En central begivenhed i barndommen, som Hiroshi aldrig forstod, var faderens pludselige forsvinden. En dag kommer han simpelthen ikke hjem igen. Nu får Hiroshi muligheden for at finde ud af, hvad der skete, og måske endda ændre historiens gang.
MIN FJERNE BARNDOMSBY fortælles i et roligt, meditativt tempo. Man kan nærmest høre den karakteristiske japanske græshoppesummen, når man ser panoramaerne af den lille landsby. Tegnestilen er langt fra mangaens traditionelt forsimplede og ikoniske udtryk. Stregen ligner i langt højere grad den europæiske, og især den franske. Den er strengt kontrolleret og ganske detaljeret.
Bogen er samtidig en åbning ind i den japanske kultur. Man ser familien sidde (på gulvet) om aftensbordet. Moren der står i køkkenet og styrer husholdningen. Bedstemoren, som bor hos familien. Faren, som hele tiden arbejder, de unge der bekymrer sig om forelskelse og skolen osv. I sine beskrivelser af livets vilkår formår værket at skildre det velkendte gennem det fremmede. En ganske stor bedrift.
MIN FJERNE BARNDOMSBY ligger sig i naturlig forlængelse af andre japanske værker, hvis vestlige fascination gives et japansk tvist. Heraf kan nævnes Haruki Murakamis romaner eller Hayao Miyazakis tegnefilm. Oversætter Mette Holm, som igen har gjort det fantastisk, nævner både Murakami og Miyazaki i sit forord og placerer Taniguchis værk på højde med de to – en ære jeg gerne tilslutter mig. Nu er mangaen også for voksne, se at læse den.
