At gø mod himmelen – Theis Ørntoft DIGTE 2014
Katastrofen og afmagten over for den er nærværende på alle planer i Theis Ørntofts sært berusende digte. De er en intens sproglig undersøgelse af ophørets kanter.
Digt
Det er sjældent at sekunder ender ligesom de begyndte
det er sådan her jeg har det
nu har jeg det ikke sådan længere
nu glider et ukendt humør gennem min hjerne
nu forsvinder mine private koordinater i tågen
men det kan være det samme
før, efter
ansigter, insekter
forskelle er mig kun sproglige
nu stikker tandlægen sine hænder ned i min mund
ned og rode rundt med sølvbestikket
som var det juleaften i en kødædende plante
nu bliver jeg angst i biografens sorte boks
ud og slubre vand på toiletterne
ud og få styr på tropperne
fascismen bliver Europas endeligt, griner han
og sniffer en gang tåregas
lad os ære vore soldater hver gang det bliver nytår, siger jeg
og mærker tårerne presse sig på
honnør for soldaten der slår ihjel for mit land
honnør for afstumpet teenager med uren hud
nu begynder det at regne, nu stopper det med at regne igen
nu trækker jeg vejret og holder det inde, som om det var mit
jeg er nordiske nerver viklet ind i tigerøkonomier
jeg er luftrør og spiserør stukket ned i minder
og så ud og stavre rundt på landskaberne
ud og opleve spændende ting
tænke kritisk, feste indtil morgen
og tak til arme og ben for at gøre det muligt
tak til rigsadvokaten der voldtog min mormor
så der kom lidt jura i min dna
tak til trafikulykker, medicin og tab, små tab
uden jer ville jeg ikke være den jeg er
en sekssporet trafik af bakterier og traumer
til og fra dette sindssyge minut
Verden er helt på vrangen i DIGTE 2014. Jorden er ved at gå under i en økologisk katastrofe, og for jeget er samfundene allerede døde. Hvad gør digtet i sådan en situation? Hvad gør vi? ’læg dig selv i natostilling og gø mod himmelen’ lyder et af de mange triste bud i digtsamlingen.
Det er fra første linje foruroligende læsning: ’I nat, i år/ et sted mellem alle sine atomer/ døde det man kaldte min mor.’ Sådan lyder anslaget med ekko af en anden af litteraturhistoriens foruroligende åbningslinjer. Den er fra Albert Camus’ DEN FREMMEDE og lyder: ’I dag døde mor. Eller også var det i går, jeg ved det ikke.’
Effekten i Camus’ åbningslinje er gyset ved at blive inviteret ind i en bevidsthed, hvor en moders død behandles med ligegyldighed, og den fremkaldes helt enkelt ved at introducere uvisheden omkring dødsdatoen.
I forhold hertil fremstår Ørntofts åbning som en alvorlig radikalisering af uvisheden og dermed ligegyldigheden og håbløsheden. Der er ikke blot en ubehagelig usikkerhed omkring dødens tid og sted, der tales også fra et sted, hvor det overhovedet ikke er sikkert, at det, der kaldes mor, er en mor; måske findes der ikke mødre. Og værst måske, er der ikke styr på, hvad livet og døden overhovedet betyder, når døden helt køligt beskrives som en begivenhed blandt nogle atomer.
I Ørntofts digte er det ikke blot det, at problemerne er gigantiske (den økologiske katastrofe, det politisk sammenbrud, krig og ødelæggelse), det er ligeledes fornuftens evne til at få greb om problemerne, den er gal med. Kategorierne hvornår, hvor, hvem og hvordan rækker ikke.
Digtene giver et aftryk af en bevidsthed, der er hensat i denne form for radikale uvished. Det kan lyde sådan her: ’nej, siger jeg, uden at vide hvorfra/ jeg, siger jeg’, og det kan lyde sådan her: ’hver dag husker jeg noget/ jeg ikke selv har oplevet’.
Der en udsigelse, der er en henvendelse, der er minder, der er personer mm., men der er ikke længere styr på systemerne, på relationerne, på meningen. Der er bestemt heller ikke styr på proportionerne, og det giver syrede og smukke billeder, som når asken ’daler ned i mine håndfladers skove’ eller sært morsomme billeder, som når der er narkoselæger i jegets røvhul og snigskytter i håret eller bikuber i en grøn øjenskygge.
Den formelle tilstand af opløsning kunne måske være spændende, være fuld af håb, men det er den ikke i DIGTE 2014. Den er en krise. Det er heftigt som en feberdrøm at læse de her umulige sammenstillinger af mikro og makro og skiftene i perspektiv. Det underlige er, hvor kraftfuld og hårdtslående og derfor livlig poesien bliver, når den skrives fra sådan et mørke. Prøv at hør:
’Af og til lægger man øret mod en forrådnet mund/ man skal lytte til dens rådne musik/ man skal danse som man altid har gjort/ men fortæl mig, hvorfor skal man det/ dj kæmpefar/ dj flydende noiagratin/ spil hellere vof vof på din hundeguitar/ dj hvordan fuck går det i hundene/ dj kødklaver på skatternede gulve/ ved du at jeg er træt af velkendt musik/ ved du at mit intellekt slår gnister/ hver gang det støder mod sine egne begrænsninger/ dj menneskefossil fundet i kalkbrud/ dj outsourcing af jegfølelsen til den tredje verden/ ved du at det lugter af shawarma når jeg åbner min mund/ at uroen krøb ind i mit liv gennem fyrreskove og barndom’
Ved anden gennemlæsning af digtsamlingen bliver jeg umiddelbart ramt endnu hårdere af den desperation, der strømmer ud fra siderne, men jeg hæfter mig også ved de to allersidste linjer ’at træde hen over en bjergkæde/ og nå havet’. Jeg ved ikke præcis hvilket håb, hvilken fremtid, der knytter sig til havet til slut, men jeg går stærkt ind for digte og havet og for at læse DIGTE 2014.
