Af | 31. januar 2014

At kneppe kamelen med dødsforagt – TUSIND OG ÉN NAT, BIND 5

Nettet strammes om kongen, og selvfølgelig må han til sidst give Shahrazād, hvad der tilkommer hende. Efter 1001 nats folkeligt forførende eventyr er livet kun en ringe belønning.

Citat:

Alle på skibet gik i land, og jeg gik i land sammen med de andre. Vi gav os til at lede efter drikkevand og gik alle i hver sin retning. Jeg gik op på toppen af bjerget, og mens jeg gik omkring her, så jeg pludselig en hvid slange der hastede af sted på flugt, skarpt forfulgt af en sort slange der var vanskabt af skikkelse og med et hæsligt udseende. Den sorte indhentede den hvide og trængte sig ind på hende, greb fat om hendes hoved og snoede sin hale om hendes. Hun udstødte et skrig, og jeg blev klar over den sorte ville voldtage hende. Jeg fik ondt af hende, greb en granitsten der vejede fem pund eller mere, og gav den sorte slange et slag med den. Slaget ramte den i hovedet og kløvede det, og inden jeg fik set mig om, havde den hvide slange forvandlet sig og var blevet til en ung pige, yndefuld og køn, fuldkommen skøn, smuk og slank, velformet og rank, som var hun den lysende fuldmåne.

Alt er det samme, og alt er alligevel forandret i det femte og reelt sidste bind med arabiske eventyr i TUSIND OG ÉN NAT. På den ene side vrider disse eventyr sig, som de har gjort fra starten. Tøjlesløst flydende i alle retninger, bredt ud som et sirligt opmalet net af flugtlinjer over den arabiske verden. Kernen i eventyrene er stadig flygtig, alting skifter, intet er statisk.

Det er sandt helt ned i formen, som veksler mellem sfærisk svævende passager af poesi, der over tyve sider kan lovsynge paradisiske havers frugter én efter én, som det er tilfældet i ’Historien om Ali Nūr al-Dīn og skærfmagersken Maryam’. Først roses fignen, så æblet, så pæren osv., osv. Så roses vinen, druerne, slavindernes sang, luttens udformning osv., osv. Og pludselig, BANG!, har Ali banket sin far i gulvet i en brandert, øjet siler ned ad kinden, faren er besvimet og han sværger, at han vil lade Alis hænder hugge af eller skille sig fra Alis mor. Alt sammen på et par linjer og med en acceleration, der gør læsningen totalt uforudsigelig, selvom store dele af handlingssporet ikke nødvendigvis kommer som den helt store overraskelse.

Men det er også som om, at der her mod slutningen er mere på spil. Historierne undslipper den rene opbyggelighed, som ellers er indbygget i formen og mod værkets midte til tider var ved at tage overhånd. Den arabiske satan Iblīs har sneget sig ind i haremmet, og folkeligheden har slået rod. Mennesket fremtræder rent og gustent, i nedbruddets og gerrighedens tjeneste.

Den fattige fisker Khalīfa er i den henseende en typisk og vulgær repræsentant for folkedybet. Han skoser uforvarende sultanen, sætter sig op mod skik og brug, og så har han en tunge, der er skarpere end skarpretterens strubesprættersabel. Han kaster sit net i Tigris, men fanger ikke andet end talende aber, der råder ham til at snyde suq’ens jøde. Han vader ind i paladset med beskidte sandaler, han er skæv på hash, han fatter intet, han klatter sine dinarer væk.

Men alligevel har han forstået alt. ’Næppe er valfarten tilendebragt, før man knepper kamelen med dødsforagt’, siger han et sted, og det synes at indkapsle den evige lære i disse historier. Pak blot dine mennesker ind i nok så megen herlighed, nok så mange fromme bønner mod Profetens hus, nok så megen gudsfrygt, fyld deres skatkamre, klæd dem i rubinbesatte æresdragter, giv dem kvinder skønnere end gazeller, giv dem mænd skønnere end fuldmåner. Så snart bønnen er afsagt, kneppes kamelen igen med dødsforagt.

Shahrazād har nu holdt kong Shahriyār i et jerngreb i tusind og én nat. I mellemtiden har de fået tre børn sammen, og selvfølgelig må kongen give op og droppe sin kønshævn. Vesirens belæste datter får livet tilbage og en tilværelse fyldt med juveler og smørstegt kyllingekød. Alt sammen, fordi hun har læst uendeligt mange bøger og er god til at fortælle. Lad det være fremtidens iPad-generationer en tidløs lære, nu endelig ommejslet fra arabisk flammeskrift til et monumentalt bogobjekt med ryg af stof og guld.

Bind 5 af TUSIND OG ÉN NAT indeholder, som det fremgår, afslutningen på ’Historien om kong Shahriyār og hans vesirs datter Shahrazād’, men den danske udgave stopper ikke her. For hvad med Aladdin? Hvad med Ali Baba? Bare rolig, de er der også. Men de er faktisk franskmænd og ikke arabere. Den franske orientalist Antoine Galland fik historierne fortalt af en kristen syrer og skrev dem derefter ned som en del af det samlede værk. Derfor er det sidste bind ikke oversat fra arabisk, men fra fransk.

——————————

I ønsket om ikke at affærdige værket blot med en enkelt anmeldelses lovprisning, vil LitteraturNu løbende anmelde alle seks bind (alle 4560 sider!), så vi sikrer at en grundig og seriøs udgivelse også mødes af en tilstræbt grundig og seriøs kritik. Dette er femte anmeldelse i en serie på seks.

Nyeste anmeldelser i kategorierne Fortællinger, Tusind og én nat,

Læs også