At længes efter at knalde – Karl Ove Knausgård MIN KAMP 4
Skandinaviens litterære ’rock star’ føjer nye, beundringsværdige banaliteter til sit enorme epos – fjerde runde byder på for tidlig sædafgang og en god portion druk.
Citat
Driften var stor, men den rumsterede rundt i uvidenhedens tomme rum, der hvor det der skete, bare skete. Jeg kunne selvfølgelig have spurgt Yngve til råds, han var fire år ældre end mig, og uendelig meget mere erfaren. Han havde gjort det, det vidste jeg. Men jeg gjorde det ikke. Hvorfor spurgte jeg ham aldrig til råds. Det var utænkeligt. Det tilhørte det utænkelige. Hvorfor det var sådan, vidste jeg ikke, men det var det. Desuden, hvad ville et råd hjælpe? Det ville være ligesom at få råd om at bestige Mount Everest. Ja, man skal bare dreje til højre der, og så fortsætte man bare lige op, så er man der.
Med bind 4 æder Knausgård videre af hovedstolen og graver sig frem mod det, nogle har spået vil blive et litterært selvmord. Mens tredje bind foregik blandt barndommens fjelde, møder vi i nummer fire en 18-årig Karl Ove, der netop har afsluttet gymnasiet og er landet i Håfjord i Nordnorge, hvor han skal prøve kræfter med sit første voksne job som lærer i den lille fiskerbys folkeskole.
Der krydsklippes til gymnasietiden med ensomhed, musikanmelderi og pigerne pigerne pigerne – dem, unge Karl Ove forelsker sig i og dem, han bare gerne vil opleve pubertetens vilde drifter forløses sammen med. Andrea, Vilde, Cecilie. En famlende, øm og desperat færd, som den slags er. Som en slange snoer Knausgårds far sig fortsat ind og ud af fortællingen – dog på knap så truende vis, da forældrene er blevet skilt, og Karl Ove er flyttet hjemmefra.
Livet som lærer i et lille udkantssamfund er et portræt af <i>the artist as a young man</i> og en ung mand med hovedet fuld af sex. 18-årige Karl Ove er lærer/ forfatter(spire)/teenager og han fylder sit liv med weekenddruk samtidig med, at han udfærdiger de første håbefulde skriverier, som han sender til bekendte for at få kritik. Forestillingen om et andet liv og drømmen om at blive berømt og knalde damer på stribe ligger som et mål og en skygge hen over virkeligheden, hvor den unge pennefører bestemt ikke er nogen dygtig forfører.
Alt sammen klassisk og temmelig banalt: drømme, der har været drømt af drenge og piger til alle tider. Men hvad er det så, Knausgård kan, der får os til at flyve igennem endnu en mursten uden at føle os fedtet ind i klichéens og erektionens klister? Først og fremmest giver han os det hele – kvantitetstid, som er det børn ønsker sig af deres forældre. Alt det banale og det trivielle. Et blik ud af vinduet på en regnvejrsdag og en tur på toilettet.
Det hele bliver vævet fornemt sammen med lyriske og fænomenologiske analyser af sæben ved håndvasken, fjeldet bag huset og blikket i spejlet. Erindringen lægger den mindste handling på plads i eksistensens store puslespil, og i samme øjeblik skifter perspektivet fra den unge Karl Ove til mennesket. Det universelle. Stilistisk er der er mindelser om tysk <i>Sturm und Drang</i> med både ’åh’ og et gran weltschmerz, men det forbliver dog tro mod skandinavisk sensibilitet og bliver nede på jorden, så sproget og følelserne flyder, men aldrig letter.
MIN KAMP #4 byder ikke på intellektuelle essayistiske passager som bind 2, men er stort set ren erindring om den unge nordmands vaklende skridt, hvor alt er følelser og fornemmelser, og verden brydes ned og bygges op på få sekunder. Selvom bind 2 stadig står højest i overtegnedes erindring, forbløffes man gang på gang over, at bind 4’s kredsen om en teenagedrengs konstante forsøg på at få sex, er så læsbare, at de kan få læseren til at gribe hårdt om (bog)ryggen og blive bare ved og ved og ved…
