At læse kan også være simpelt – Carlos Ruiz Zafón TÅGENS FYRSTE


Denne genudgivne ungdomsroman fra 1992 er ikke noget særligt. Den følger en velkendt skabelon, og sproget er næsten irriterende – men den simple læseglæde kan man ikke tage fra den.

Citat

I månedsvis havde Irina ikke følt så stor en lyst til at hjælpe sin mor, hvad det så end var, hun skulle gøre. Hun var netop på vej hen mod trappen, da hun pludselig mærkede et iskoldt vindpust stryge gennem værelset og over sit ansigt og hørte døren til værelset smække i. Irina løb hen til den og kæmpede med håndtaget, der lod til at have sat sig fast. Mens hun forgæves prøvede at få åbnet døren, hørte hun skabslågen langsomt dreje sig om sig selv bag hende og leende stemmer, der syntes at komme fra husets dyb.

Den spanske forfatter, Carlos Ruiz Zafón, kender nogle måske fra nyere romaner som VINDENS SKYGGE. Jeg kendte dem ikke, men jeg besluttede mig alligevel for at kaste mig over en af hans tidigere bøger, der modsat hans senere succeser er målrettet et yngre publikum. For at være ærlig var det beskrivelsen ‘spøgelseshistorie’ der vækkede min læselyst – sådan én har jeg ikke læst i lang tid!

TÅGENS FYRSTE (ja, alle Zafóns titler følger åbenbart samme skabelon) var Zafóns første ungdomsbog fra 1992, som nu er blevet genudgivet. Den er første bind i en trilogi. Zafón skriver selv i forordet til bogen, at han håber, at bogen kan appellere til alle læsere, uanset alder – det måtte så komme an på en prøve.

Det korte svar er: ja. TÅGENS FYRSTE vækker en helt barnlig læseglæde i mig. Det er en simpel historie, der på mange måder minder mig om at læse DE FEM i haven og forsvinde ind i en verden af helt naturlige, tilfældige møder, der fører til mørke mysterier og børnedetektivarbejde af episke proportioner. Nu har jeg ikke læst Zafóns voksenromaner, men jeg kan godt afsløre, at han med TÅGENS FYRSTE ikke har skabt et litterært mesterværk. Langt fra. Men han vækker lysten til de simple, spændende historier i mig.

Sproget i TÅGENS FYRSTE er hverken originalt eller fængslende. Det er malende, på en lidt barnlig måde – som om alle sætninger kræver et tillægsord eller en analogi for at retfærdiggøre deres eksistens. Okay, ikke alle, men for mange: ‘Fra det halvmørke skab kom to lysende, velkendte øjne til syne’ eller ‘Alicia smilede svagt og nikkede uden at sige noget, mens en antydning af et lys tændtes i hendes mørke, bundløse øjne’.

Plottet derimod er simpelt. Som det ofte er tilfældet med ungdomsbøger, springer handlingen afsted for at nå hen til ‘kernen’: mysteriet, spændingen, forløsningen. Bogen handler om familien Carver, der i 1943 flytter ud til kysten for at undslippe den krigsramte by. Hovedpersonen er sønnen Max, der hurtigt kan mærke, at deres nye hus på stranden bærer på en hemmelighed. Der er statuehaven bag huset, et forlist skib i bugten og en snedig kat, der indtager deres hjem den første dag. Max bliver hurtigt venner med Ronald, som ligeså hurtigt indleder et forhold til Max’ søster.

Snart begynder de overnaturlige begivenheder at tage over, og sandheden må på bordet fra Ronalds adoptiv-farfar, der gemmer på en mørk hemmelighed. En farlig troldmand forliste med skibet i bugten. Han er selvfølgelig ikke helt død, men venter bare på at slå til og tage Ronalds liv, efter sidtnævntes far indgik en pagt med troldmanden mange år før. Opklaringen af de mystiske omstændigheder optager det meste af bogen, hvorefter kampen mod troldmanden sætter Max på prøve og afslører hans utrolige heltemod. Ja, det er klassisk. Men det skal man ikke kimse af.

At troldmanden, kaldet Tågens Fyrste, skal fungere som metafor for krigen, der tager de unge mænd og spreder kaos og sorg, er en oplagt tolkning. Men jeg synes bogen fungerer bedst, hvis man ikke tænker for meget over den, og bare nyder de simple virkemidler. De greb, der gjorde, at man som lille sad fuldstændig klæbet til sofaen med en bog i favnen. Nej, TÅGENS FYRSTE bliver ikke min næste yndlingsroman. Men den minder mig om første gang jeg slugte en bog i én mundfuld, og der er mange prisvindende værker, der ikke formår det samme.

Skrevet af Mette Skovdal Clausen

Mette er født 1987 og er cand.mag i filosofi. For tiden arbejder hun som tekstforfatter og manuskriptlæser og prøver stadig at finde mere tid til at læse. I sin fritid læser Mette både filosofiske og skønlitterære bøger og har en forkærlighed for så forskellige forfattere som Friedrich Nietzsche, Douglas Adams og Scott Fitzgerald.

Skriv til Mette

1 kommentar

Skriv kommentar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *