At miste pusten – Ketil Bjørnstad TIL MUSIKKEN
De norske mænd forstår at skrive store romaner, der på smukkeste vis fortæller om livet, døden og kærligheden i barndommen og i Oslos gader. Det er fortællinger om små drenge, der bliver påvirket af stærke kvinder. Det er poesi og kunst i tykke prosabøger. Det er Jan Kjærstad, Lars Saabye Christensen og Ketil Bjørnstad. Hvor er det godt, vi har dem.
Citat
Men når det bliver søndag, og alle er dødtrætte af nattens begivenheder, ventetiden, drikkeriet, mors gråd, Cathrines vilde skrig, mens hun skælder os alle ud efter tur, orker ingen at skændes mere. Familien Vinding står sent op, det ved alle på Melumveien, og den, der står først op, er mor, for hun vil ikke gå glip af morgenkoncerten i radioen. Denne dag er det Brahms, fjerde symfoni, så fuld af forsoning efter nattens skænderier. Det er den lykke, de har mistet undervejs i deres lange samliv, som de prøver at genfinde.
TIL MUSIKKEN er fortællingen om den 15-årige Aksel, der mister sin mor en sommerdag. Hun drukner i elven efter for meget vin og et skænderi med Aksels far. TIL MUSIKKEN er fortællingen om Aksel, hans storsøster Cathrine og deres far, der skal forsøge at fortsætte med at leve, selvom deres livs grundlag forsvandt den sommerdag. Og det er fortællingen om musikken, der er drivkraften i et liv, der ellers er tømt for håb. Musik, kærlighed, liv og død forenes på fornemste vis i Ketil Bjørnstads fine roman.
Da moren dør, falder familien fra hinanden. Både Aksel og hans storsøster dropper ud af skolen, og deres fars forretninger begynder at gå dårligt. De tre lister rundt om hinanden i det store hus, hvor stilheden kun er brudt om dagen, for da sidder Aksel alene hjemme foran klaveret.
Musikken var det, der holdt Aksel og hans desperate mor sammen. De lyttede til den knitrende radio, når der blev sendt koncerter fra fjerne lande. Musikken var livet for Aksels mor, hun druknede sig i operaer og klassiske koncerter, og denne lidenskab for musik gav hun videre til sin søn, Aksel. Da moren drukner i floden er det musikken, der holder Aksel sammen.
I første omgang spiller Aksel for at vinde konkurrencen om Ungdommens Pianomester 1968. I anden omgang spiller han for at få opmærksomhed fra den fantastiske Anja Skoog. Men grundlæggende spiller Aksel for at finde et mål og en mening med sit liv og med sin mors liv. TIL MUSIKKEN er en fortælling om den lidenskabelige kunstelsker, der lever et liv i en anden verden, i en verden af drømme og knitrende musik.
TIL MUSIKKEN er også en fantastisk fortælling om stærke kvinder, der er forbilleder for de svage mænd. Der er Aksels mor, der svæver som et umuligt forbillede for Aksel, der er Rebekka, der vælger musikken fra, fordi hun ser, hvordan den gør mennesker ensomme, der er Anja Skoog, som er drømmepigen, den uopnåelige, og der er Selma, klaverlæren, der hvisker de unge musikere frem til succes. Kvinderne i TIL MUSIKKEN er bærer af livet og af døden. Kvinderne er som musikken – de er det, man ønsker at leve for og dø af.
Det fantastiske ved denne roman er, at den viser et ærligt billede af mennesket og af livet. Det er ikke romanfigurer, man læser om, det er rigtige mennesker, der er forelskede på randen af det psykotiske, mennesker, der er lidenskabelige på randen til det irriterende, og de er rigtige mennesker, der kæmper kampe, som de ikke altid vinder. Den viser et ærligt billede af en familie, der ikke kan tale sammen, selvom de så gerne vil. TIL MUSIKKEN skjuler ikke noget, den spiller ikke kun de smukke koncerter. Den viser også, hvad der sker bag tæppet på scenen: de kedelige øvetimer, konkurrencen, skuffelsen, rodløsheden og især den ufattelige ensomhed.
Det særlige ved TIL MUSIKKEN er Ketil Bjørnstads fantastiske sprog. Bjørnstads tone er underspillet, men så poetisk og fin. Det er store og tunge emner, han kredser om, og denne fine og tynde tone skaber den perfekte balance i romanen. Finheden i de mange klaverkoncerter bliver afspejlet i Bjørnstads sprogtone, der slog luften ud af denne anmelder.
TIL MUSIKKEN er musikalsk litteratur, den er en fin klaverkoncert, der spiller en grusom tung og rørende melodi om livet og døden.
Det er lykken, det er døden. Det er så grusomt og så smukt. Det er musikken, der kan puste liv i mennesker, men også slå dem ihjel. Det er kærligheden, der kan være så overvældende, at den kun kan udtrykkes med musik. Det er litteratur, når den er bedst. Det er romanen, der tog pusten fra mig. Det er godt gjort.
