Af | 20. oktober 2006

At se aleffen – Tomás Eloy Martínez TANGOSANGEREN

Martínez inviterer læseren med på en følelsesfuld rejse rundt i Buenos Aires’ stormfulde historie. Romanen er en letbenet dans i byens livlige gader og samtidig en forførende hyldest til den stolte argentinske hovedstad.

Citat

Jeg ved godt, jeg allerede har sagt det tidligere, men jeg kan ikke lade være med at tænke, at den egentlige labyrint i Buenos Aires udgøres af menneskene i byen. De er så tæt på og alligevel samtidig så langt væk. Så ens udvendigt og så forskellige indeni. Så blufærdige, hvilket Borges mente, var essensen af argentineren, og samtidig så fuldstændigt skamløse.

På Plaza de Mayo stimler forurettede borgere jævnligt sammen foran det lyserøde præsidentpalads. At protestere er en del af folkesjælen i Buenos Aires, og byens dramatiske og ofte blodige historie vidner om et lidenskabeligt og ukueligt folk. Det er dét folk, Tomás Eloy Martínez skildrer i den vidunderligt indfangende TANGOSANGEREN.

Bruno Cadogan bor i New York og skriver på en afhandling om Jorge Luis Borges’ essays om tangoens rødder. Da han hører om Julio Martel – en tangosanger, som synger tangoer fra før, de blev ’påvirket af smagen i Paris og tarantellerne fra Genova’ – beslutter han sig for at tage til Buenos Aires og opsøge ham.

Det viser sig ikke at være helt nemt. Martel giver kun sjældent prøver på sit sangtalent, og når det sker, foregår det uannonceret de underligste steder i byen: I et forladt vandværk, for eksempel, eller foran en gammel metalfabrik. Brunos nysgerrighed vækkes. Hvad er det, Martel vil med sine kortvarige koncerter?

Samtidig optages Bruno af tanken om at se aleffen – den mystiske lysende kugle fra Borges’ novelle af samme navn – som efter sigende befinder sig i kælderen på Brunos pensionat. Hernede opholder den Quasimodo-agtige bibliotekar Bonorino sig. Han er ved at skrive et omfattende leksikon og demonstrerer en mistænkelig stor viden om alting. Har han set aleffen, der jo som bekendt samler alle tider og steder i ét punkt og dermed gør betragteren alvidende? Hvis aleffen eksisterer, kan Bruno måske bruge den til at forstå Martels gådefulde færden i byen.

Romanen hopper rundt i tid og sted, men foregår i udgangspunktet i tiden omkring Argentinas økonomiske kollaps i november 2001, hvor landet nærmest var i undtagelsestilstand. Mens Bruno forsøger at blive klogere på Martel, på aleffen og på selve Buenos Aires, vokser kaoset i byen. Bruno får travlt, for alting synes på mærkværdig vis at være på vej til at gå i opløsning.

TANGOSANGEREN er en labyrint af store og små historier. En historie vokser ud af en anden, og sætninger som den her er ikke usædvanlige:

– …som El Mocho sagde, og som Alcira gentog for mig, og som jeg nu gentager i et sprog, som sikkert ikke har nogen lighed med det i den oprindelige beretning, med den vaklende syntaks eller den stemme uden sprækker, der holdt sig sådan i flere timer i El Mochos hals hin fjerne nat i Sunderland…

Men med en gylden tråd væver Martínez smukt historierne sammen til et betagende portræt af den argentinske metropol. Med inspiration fra Borges’ omtalte alef forsøger han at sammenfatte Buenos Aires’ brogede historie for at kunne forstå byen, forstå indbyggerne – for at finde en vej ud af den labyrint, byen udgør. Det er der kommet en rigtig god roman ud af, selvom projektet selvfølgelig er lidt af en utopi. Den er godt struktureret og trækker fra første side læseren kærligt ind i sine lune rammer.

Der er noget umiskendeligt argentinsk over Martínez’ måde at fortælle på, og beundrere af fx Adolfo Bioy Casares, Julio Cortázar og selvfølgelig Borges vil næppe blive skuffede over TANGOSANGEREN, som gløder af temperament og fortælleiver.

Nyeste anmeldelser i kategorierne Roman,

Læs også