At skrive for at leve – Ana Novac MIN UNGDOMS SMUKKE DAGE
Forfærdende vidnesbyrd fra en 14-årig Holocaust-overlever. Novacs optegnelser fra de nazistiske kz-lejre dirrer af puls, og man er på intet tidspunkt i tvivl om, at man sidder med et liv i sine hænder.
Citat
En, der aldrig har følt behovet for at nedfælde alt, hvad han tænker, ser, berører, vil måske anklage mig for at overdrive. Men det er sandt. Der har været lange perioder, hvor jeg kun levede gennem og for min dagbog. Jeg sad ofte og griflede under skrivepulten midt i timerne eller siddende på toilettet på badeværelset. Under påskud af at dagbogen åd min appetit og min søvn, for ikke at tale om mine lektier, var den nemlig ’fredløs’. Alt, hvad der skete for mig, skete kun for at blive skrevet ned. Mit virkelige liv var kun en slags tjener, det ’formulerede’ livs leverandør.
En dag vågnede Ana Novac op og var ikke længere rumæner, men ungarer. Den nordlige del af Rumænien var blevet annekteret af det nazistisk allierede Ungarn, men selv om hun således skiftede nationalitet, forblev hun dog jøde, og som 14-årig deporteredes hun ligesom mange andre europæiske jøder til Auschwitz.
Under sit ophold i det nazistiske lejrsystem skrev Novac dagbog i tiltuskede hæfter eller på små lapper papir. Som vidnesbyrd betragtet besidder MIN UNGDOMS SMUKKE DAGE derfor en ganske særlig aura, idet den er skrevet inde i lejrene. Hermed adskiller bogen sig fra andre overlevendes beretninger, der ofte er nedfældet et godt stykke tid efter befrielsen. Novacs noter er skrevet, før erindringen har haft mulighed for at lægge sit filter ned over det erfarede.
Godt nok erkender forfatteren i sin epilog, at der er redigeret en smule i optegnelserne, før de blev udgivet, men det ændrer ikke på, at fragmenterne er forfattet i et nu, hvor døden er evigt nærværende. Det er de umiddelbare indtryk og den oplevede virkelighed, som hurtigt grifles ned, og under læsningen træder det frem, at dagbogen er mere end blot tidsfordriv. Den er slet og ret overlevelse.
For Ana Novac er tiden i lejrene en konstant dans på en knivsæg, hvor døden lurer på den ene side, livet lyser på den anden, og hvor skriften fungerer som balancestang. I sin dagbog får hun igen en stemme. Her kan hun lade ironien råde og forsøge at sætte ord på den absurditet, der omkredser hende. I dette univers er det hende, der har overtaget, og teksten bliver en kriger i kampen mod koncentrationslejrens umenneskeliggørelse:
– Oven over Fritzerne, gnomen og kapoerne findes en hemmelig overmagt – en hær af bogstaver, som jeg leder i al stilhed. De tykke hoveder, som jeg lader falde hver eneste dag uden problemer! Andenrangskrapylet, som jeg tøver over for – ligesom Felicia (den sidste, der har en anelse om, at hendes lussing er på vej til at glide over i historien).
Portrættet af barakchefen Felicia er blot et af mange kvindebilleder, som af Novac opmales skarpt som fotografier. Det er bogens store styrke, at den formår at gøre sine skikkelser begribelige som mennesker på trods af lejrens forsøg på netop at udviske denne menneskelighed. Også nazisterne beskrives præcist og nådesløst, og man føler tydeligt den tilfredsstillelse, det må have været i det mindste at kunne tage sin hævn i skriftens rum.
I al sin umiddelbarhed fremstår Novacs tekst meget levende og rørende, og det er i det hele taget temmelig vanskeligt at fornemme, at MIN UNGDOMS SMUKKE DAGE er skrevet af en udsultet og mishandlet teenager. Sproget er knivskarpt og poetisk på samme tid, og Novac formår endda, med talrige referencer til europæisk højkultur, at reflektere over sin situation som indsat jøde i en tysk kz-lejr. Det er en vigtig og smuk udgivelse, som på det varmeste kan anbefales.
