At skrive med krop og stemmer – Beate Grimsrud og Siri Hustved på CPH:LITT
Om plagede kvindefigurer og skrivningens helende kraft.
Norsk-amerikanske Siri Hustvedt mødte norske Beate Grimsrud på CPH:LITT til en interessant samtale om sårbarhed, styrke og om at tage magten over sine indre stemmer. Begge kvinder er lyshårede og har været plaget af mærkelige – og psykiske – symptomer, som de skriver om. Og så er de begge aktuelle med hver deres roman.
SOMMEREN UDEN MÆND (Hustvedt) og EN DÅRE FRI (Grimsrud) er dog vidt forskellige bøger. Men med ét vigtigt fællestræk. Begge romaner har en kvindelig hovedperson, der med al magt forsøger at få kontrol over sit eget liv.
Selvbiografiske træk?
EN DÅRE FRI indeholder desuden klart selvbiografiske referencer, da Grimsrud, såvel som hovedpersonen Eli, har været indlagt på flere psykiatriske afdelinger – og begge skriver de for at håndtere livet.
Hustvedts seneste roman er knap så åbenlyst selvbiografisk, men den handler om en kvindelig forfatter fra New York med et skandinavisk klingende navn. Og en utro ægtemand, der vil have en pause fra ægteskabet, hvilket sender hovedpersonen, Mia, direkte ud i en psykotisk episode, som dog er forbigående. Så vidt vides ikke en direkte selvbiografisk reference, men referencer til livet som midaldrende kvinde er der dog.
Perverst at ville snage i det selvbiografiske
Men er det selvbiografiske element overhovedet interessant, når man læser skønlitteratur?
Det spørgsmål bringer moderator Klaus Rothstein på bane, da han spørger Beate Grimsrud, om EN DÅRE FRI indeholder selvbiografiske træk.
– Det er nærmest en pervers og fetischistisk trang, at man absolut vil undersøge, hvad der er selvbiografisk, og hvad der er fiktivt. Det er forfatterens hemmelighed.
Det mener Siri Hustvedt, og Klaus Rothstein svarer halvt undskyldende, at han bare så gerne ville vide det …
En forståelig nysgerrighed, for det er da påfaldende, at hovedpersonen i EN DÅRE FRI har hele fire stemmer til at tyrannisere sig, at hun er indlagt på en psykiatrisk afdeling, og at det kraftigt antydes, at hændelserne er selvoplevede skildringer fra forfatterens liv.
Hørte stemmer som 12-årig
Ifølge forfatteren selv er EN DÅRE FRI en fortælling om en kvinde, der forsøger at tage magten over stemmerne i sit liv og blive ’rytteren fremfor hesten’.
Omkring 28 procent af ikke-psykotiske mennesker har på et eller andet tidspunkt i deres liv hørt én eller flere (ikke-eksisterende) stemmer. En interessant oplysning, som Siri Hustvedt kommer med. Hun har arbejdet som skrivelærer på en psykiatrisk afdeling og som 12-årig havde hun selv en periode, hvor hun hørte stemmer.
Det lader ikke til at påvirke hende synderligt at fortælle om det. Hun konstaterer det bare.
Eksistentielt tung, men sjov
Grimsrud læser en passage op fra sin roman. En passage om ‘Erik’, den mest aggressive af de stemmer, som hovedpersonen Eli kæmper med. Eli beder til Gud om ikke at lade hende blive religiøs. Klaus Rothstein er begejstret.
– Det er min yndlingspassage! Den er både sjov og dyb på samme tid. Der er i bogen flere fantastiske eksempler på, at en bog med tunge eksistentielle emner sagtens kan have humor.
Moderne Shakespeare
Også SOMMEREN UDEN MÆND rummer masser af humor. Siri Hustvedt kalder sin seneste roman en ’moderne Shakespeare-komedie’. Også her forsøger den kvindelige hovedperson at blive rytter i sit eget liv – fremfor hest.
Hustvedt læser en passage op, hvor vi hører en af karakterernes overvejelser omkring det finurlige i, at kvinder er det eneste ’dyr’, der er i stand til at opleve orgasme, og at det er en biologisk tilfældighed – ikke en nødvendighed.
Hvad er det ved videnskab og biologi, der inspirerer dig som kunstner, spørger Klaus Rothstein med henvisning til Hustvedts essayistiske og klart selvbiografiske ’sygehistorie’ KVINDEN DER RYSTEDE. Heri fortæller Hustvedt om sine egne sygdomssymptomer i forbindelse med sin fars død.
– Det er inspirerende at undersøge, hvad det vil sige at være menneske. Jeg er også interesseret i filosofi, og hvordan idéer skabes. Begge retninger undersøger, hvad det vil sige at være menneske – på hver deres måde.
Skriveprocessen er helende
I både EN DÅRE FRI og SOMMEREN UDEN MÆND forekommer der skriveundervisning i handlingen. Det er en måde at referere til sig selv på, mener de to forfattere. Siri Hustvedt forklarer, hvordan skriveprocessen er for hende:
– Skrivning udforsker en indre geografi i forfatteren, som har en følelsesmæssig sandhed. Den opdager man først, når man begynder at skrive. Det er en sandhed, der kommer fra et dybt uudtrykt sted i én selv.
Hvad kommer det at skrive til at betyde for Eli i EN DÅRE FRI?, vil Rothstein gerne vide. Grimsrud:
– At hun får en stærk identitet, og at hun forsøger at tage styring med sit liv fremfor at lade sig køre rundt med af stemmerne.
Også Siri Hustvedt kender til den helende virkning, som skriveprocessen kan have.
– Mens jeg skrev KVINDEN DER RYSTEDE, fandt jeg ud af, at det, jeg egentlig var igang med, var at lede efter en måde at eje min egen historie på. Jeg tog ejerskab over min historie, og det i sig selv har en helende effekt.
Både en fornøjelse og en lidelse
For Beate Grimsrud er skriveprocessen stort set uproblematisk. Hun kan altid skrive. For Siri Hustvedt er skrivningen både en fornøjelse og en lidelse. Et vilkår som vel er de fleste kunstneres arbejdslod. Siri Hustvedt har brug for at være fysisk tilpas for at kunne arbejde frit.
– Det er essentielt for al kunst, at man er afslappet, åben og modtagende i sin krop. Den tilstand, man skaber bedst i, hænger sammen med nogle indre rytmer, der blev grundlagt helt tilbage i barndommen. Det er de rytmer, som senere hen bliver til arbejdsrytmer. Og de er meget stærke.
Beate Grimsrud slutter samtalen af med at sige, at det også er rigtig godt med humor, når man er indlagt på en psykiatrisk afdeling.
En aften med to skrøbelige og stærke kvinder er rundet af.
