At sluge et øje(blik) – Josefine Klougart OM MØRKE
Josefine Klougarts OM MØRKE forholder sig hudløst ærligt til den menneskelige sansning. Mørket er en grusom, men uundgåelig del af billedet, der dannes af lysfald, landskabet og øjet, der ser.
Citat
Hun rækker ud og løfter sit øje op til sine læber. Hun hviler sit håndled mod læberne og presser så med to fingre øjeæblet ind bag læberne. Hun står sådan, med øjet i sin mund, planeten dækker snart hele vinduet foran dem, man har en fornemmelse af, at alt nærmer sig hele tiden, men man kunne også påstå det modsatte. Og også det ville være sandt.
OM MØRKE er først og fremmest en bog om at se. En slags lyrikerens grundforskning udi fænomenologi; det at se, høre, opleve. Og især opleverens udgangspunkt. Hvordan udgangspunktet ændrer det sete og dermed oplevelsens og udsigelsens karakter. Klougarts roman søger at fange sansningen – hvordan den hele tiden ændrer sig, opstår og forsvinder. Hvordan også selve perceptionsapparatets karakter hænger sammen med sansningen, handlingen og sproget, der dannes og dør. Selve øjets tilstand; og det er et under, at så meget afhænger af så skrøbeligt og påvirkeligt et organ: Man kan spise det i en mundfuld, det kan vandre på en hofte, ligge på en bakke. Det fysiologiske udgangspunkt er lige så bøjeligt, lige så påvirkeligt og ligeså afgørende for vores opfattelse af verden som den konstante tankestrøm. ‘Kroppen er en kam man kan trække gennem tankerne.’
Øjet er en af de ting, der går igen, sammen med hestene, manden og kvinden, stranden, perlerne, der ligesom indholdet i et kalejdoskop optræder i forskellige sammenhænge og danner mønstre af romanens forskelligartede plateauer. Kærlighedsforhold, familierelationer, sygdomsforløb, hesteulykker, lange samtaler på stranden, nogens død. Ofte er det små scener, der udgøres af enkelte sætninger eller længere tekster af forskellig form, som det afsnit, der fremstår som et manuskript med prolog, scener og epilog. Noget opføres for læseren, men i samme umiddelbare nu-stil, som resten af bogen. På den måde udforskes spillet mellem det oplevede, erindringen om det og dets genfortælling.
Der er ingen kapitler, men de meget blege negativer, hvor fraværet af mørke gør det umuligt at ane motivet, tjener som ophold mellem bogens dele. Spillet mellem lys og mørke, de pigelige hestefortællinger og deres makabre udfald gør i samspil med Klougarts helt eminente brug af kommaet romanen respektindgydende. Så fint og så tæt væves mørket ind i sproget, at det holder det drabelige, det forløsende og det uudholdelige i ét. Den måde sætningernes øje(blik) dannes, fortæres og forgår er både smertefuld og rigtig. Hvis man kan tale om katarsis, er det her at finde i ryk, som pludselige gnister, der kun består kort før de afløses af mørket.
– Frihed er noget man havde, det findes kun efterfølgende, i en erindring, det er derfor, det er så nostalgisk en idé og netop en idé.
Sommetider fornemmer man en slags oprørsk blasfemi i måden, hvorpå øjet, munden, ørernes og samtidig sprogets og idéens autoritet destrueres og fortæres af forfatterens hånd. Der er i det hele taget en grusom djævelskhed at finde her, hvor f.eks. beskrivelsen af et maltrakteret ansigt bliver lige så skøn som et landskabsmaleri:
– Hesten havde trådt hende i ansigtet, den venstre side, et løst søm i skoen havde trukket en flænge ned igennem hendes kind, fra et sted over det ene øje, det hang løst i øjenhulen, og der var en dyb fuge ned gennem æblekinden, der delte sig som højt græs, når man red ned over engen.
Men, hvis der er tale om et oprør, er det først og fremmest ærligt – hudløst. Trods den favnende titel er OM MØRKE personlig. ‘Mørke’ er ikke abstrakt, men et øjebliksfænomen, der bestemmes af lysfald, ændrer sig alt efter tingenes placering, personernes ståsted, et bestemt sted, et bestemt tidspunkt. Måske er det også derfor OM MØRKE er skrøbelig. Her er ingen sandheder, hverken om litteraturen eller livet. Men derimod gnistrende erkendelser af livet og litteraturen som sansninger af mørke og lys.
