At snige sig ud af kapitalismens konturer – Bue P. Peitersen JUICE
Saften i JUICE er en rytmisk, pludrende, flabet, spørgende, begærlig og øm strøm af ting, tidslighed og sprogmageri. Det går stærkt, men man bliver aldrig helt lykkeligt forpustet.
Citat
SLO-MO
Med hver vores løsnede nakke
hæves vi så fint
fra grapes og bløde puder
som de helt store lysekroner
trukket umærkeligt op
af cognacfarvede kørehandsker
i en sky af Ralph Laurens Big Pony Collection, cup cakes,
Eliotdigte med mere,
og nu – fra en omvendt ufo –
beames vi ned i en air
af Jacobsenprosa, bagerjomfruer og Redwoods
usynlige beduftning
præcis i samme tempo som Tuff Hedeman
puffet af i slo-mo
fra en balsamblød Bodacious
Så kærligt ligger vi nu,
med hver vores uspændte nakke,
sippende californisk Pommesgranate, fra lange, lange straws
så forsigtigt firet ned i double-bulp bottles.
‘This rude girl don’t play with the bom di-dang di-dang diggi-diggi’. Samlingens indledende citat fra Robyns ‘Cobrastyle’, siger noget om digtene. De er digte, men de er også diggi-diggi og dang, et sprogligt hakkende sprøjt med evaluerende udbrud som uha!, nåda! og så!
JUICE forløber i fire afsnit: ‘Buedigte’, ‘Er det mig der er Afrika’, ‘Skæg’ og ‘Apocalypse Now’, efterfulgt af et lille noteapparat. Noterne er oplysende, men det kommer desværre også til at virke, som om de legitimerer digtenes indhold. Ikke desto mindre peger noteapparatet på en af samlingens gennemgående interesser: hvor kommer tingene fra, hvem har lavet dem, hvad er de lavet af. Alting er opfundet.
I ‘Buedigte’ bliver katalogets gimmick da også sammenfaldet med forfatterens eget navn: ‘Måske er det mig/ der har opfundet orgasmen./’ lyder det i ‘Buelampe’. Der er en overdreven opmærksomhed på tingenes og sprogets materialitet, som glider over i det ironisk absurde: ‘Bueformethed er i og for sig ikke noget at juble over / juhu /’. Opslagene varierer over bueformen, det buede, konkrete objekter, flitsbuen, albuen og brydes kun en enkelt gang af BUksEdragten. Det er sjovt, men til tider også for oplagt.
En anden tyngde er i midterste afsnit om Afrika, kvinden og fuldskægget, hvor Afrika manes frem af negationer: ‘Her puffes store papirsposer op/ – fhuuuuuh –/ nej, der gør ej,/ de har ingen lim i Afrika,/’ og ‘Nej, man går slet ikke i skole’. Den tomme papirspose indfanger meget fint afsnittets fornemmelse for tømte vareformer. Sidestillet med Afrika følger et bildigt, ‘Golf I-VII (1974-2012)’, og i readymade-remsen, ‘Neglelaksdigt’, lover lakkernes titler frugt, sprut og perler. Fuldskægget skrives ligeledes frem som tom rekvisit. Produkterne gør identiteten, men identiteten er kun en gennemstrømning, en overgang.
Det er digtenes greb selv at være overflade for at pege på overfladen, men grebet bliver maskinelt. I glimt findes dog det nærværende og smukke som i digtet ‘Slo-Mo’ i citatboksen. Her står det intime og sanselige i et langt øjeblik, mens produkterne slår ind.
JUICE er på den måde meget sigende, og den er frustrerende, til tider melankolsk at læse. Juicen løber fra en tilstand, hvor tingene er produkter, og det er med dem eller gennem dem, at verden opleves. Er det mon derfor, der er en optagethed af kontur? Af buen, af skråstregen og bjælken som både er linjernes flow og begrænsning. I samlingens apokalyptiske slutspurt bliver aktierne, bankbogen og pengene gjort spiselige, og afsnittet rummer samlingens mest interessante sætninger, fx: ‘Tror du lige mine tænder/ gik over deres bredder | ?/ Det gjorde de | !’ Henvendelserne er flere steder et ubehageligt, næsten Lars Skinnebachsk, mix af kapital og intimitet.
Digtene i JUICE lader sig forføre af sproglige finurligheder og udstiller i den bevægelse et indlært storhedsvanvid, ‘Åh | at være almægtig |/ og godt dullet op |’, hvor overfladen og konturen er tilbage som en slags rest af forbruget. Saften og kraften i digtene er en insisteren på sprogets sproglighed, der dog til tider går i tomgang. Pointen ved det kunne være denne fantastisk-uhyggelige sætning nær enden: ‘How to sneak out/ her i samfundet |’. En dybde, jeg savner mere af i samlingen.
