At stå på Raymond Carvers grav – Per Petterson MÅNEN OVER PORTEN
Som granit-stykker fra det norske grundfjeld. Urokkelige og lysende essays fra olielandets super star.
Citat
Det var snarere som om alle bøgerne på mystisk vis var skrevet direkte til mig og jeg var den eneste læser, fordi jeg havde brug for dem, fordi jeg var kommet til det punkt i mit korte liv da netop de bøger jeg valgte ud (tilsyneladende tilfældigt) var helt nødvendige, og uden dem ville jeg ikke have klaret mig.
Et redningsnet. Et fyrtårn. En eksistentiel førstehjælpskasse. Det er hvad, Per Petterson først og fremmest har brugt litteraturen til. Helt fra hans forfejlede gymnasietid og frem mod voksenlivet med alt på ét bræt, der ender med et succesfuldt forfatterskab. Hans nye samling essays er en erkendelsesmæssig bjergvandring gennem egne litterære livliner samt en beundringsværdigt ærlig beretning om længslen mod et liv som forfatter.
Den type blanding af biografi, hyldestskrift og poetik er ikke usædvanlig for forfattere med en vis succes. Hvad der er usædvanligt er, at den fremstår uden et gran af overfladisk selviscenesættelse eller infantilt navlepilleri. Livet og litteraturen. Et betragteligt brød, som for Petterson er det mindste, han kan slå op. Ikke for at docere eller moralisere, men fordi de to hænger uløseligt sammen i hans univers. Og fordi litteraturen i sig selv som minimum bør tage matters of life and death under behandling.
Kompromisløst, ja. Men for en, som selv har satset hele puljen på at presse ord ud af livet, droppede ud af gymnasiet på grund af generthed og siden har overlevet ved at læse, læse og læse, er der ingen anden vej.
– Jeg var den perfekte ”solitary reader”, som… læste for at redde sig selv og for at forberede store forandringer i nær fremtid.
Petterson kommer fra en arbejderbaggrund, hvor begge forældre arbejdede på fabrik. Moderen var dog en indædt intellektuel, der slugte alle de store værker så lidenskabeligt, at sønnen ikke mindes at have set hende sove. Uden nogen form for uddannelse andet end livets skole og en glubende appetit på ord er det ikke overraskende et subjektivt greb uden akademiske overvejelser, der er Pettersons redskab som essayist.
Han tager os blandt andet med gennem Blixens, Hemingways og Bergers liv og værker med læsninger, der altid har forfatterens personlige skæbne som omdrejningspunkt for den endelige analyse. Der ligger en klar fascination af det liv, hvor der skal kæmpes. Både med indre og ydre dæmoner – alle værker ses som en spejling af forfatterens egne erfaringer og indre turbulens, og noget læseren tilsvarende kan navigere ud fra.
Vi rejser med til USA, hvor den søgende norske forfatterspire vil tale med selveste Raymond Carver. For bare lige at få et par ting til at falde på plads. Ray er dog død, inden de når frem, men følelsen i familien, byen og menneskene omkring Carver bekræfter hans norske fan i det, han har fornemmet i bøgerne. At Carver levede sine ord, og at verden har brugt dem til noget. De har kastet et lys, ingen andre har kunnet tænde.
En lignede ambition får Petterson også indfriet, men trods litterære priser foregår der en evig kamp bag pennen. Den tager han os modigt tæt på. Men altid med værdighed. Med ud i natten, hvor han vandrer i mørket og bakser med vingerne og en til tider fragmenteret identitet. Det er ærligt og forbandet godt skrevet – linjer, der aldrig bliver patetiske eller klynkende, men fremstår som et beundringsværdigt kunstværk uden for ham selv. Selvom de rent faktisk handler om. Forfatteren selv.
