At tolerere de intolerante – Karen Jespersen & Ralf Pittelkow ISLAMISTER OG NAIVISTER – ET ANKLAGESKRIFT
Så er det endnu en gang blevet tid til at diskutere indvandring, ytringsfrihed og islam. I den anledning har Jespersen og Pittelkow hevet kanonerne frem og er gået på vild gråspurvejagt.
Citat
Danmark eller EU har ikke på noget tidspunkt stillet krav om for eksempel fjernelse af de jødehadske tegninger eller voldsomt diskriminerende omtale af kristne fra den saudiarabiske og egyptiske presse. Ingen danske eller europæiske instanser har udsendt dødstrusler, støttet boykot eller set gennem fingre med voldelige demonstrationer i den forbindelse… Alligevel betragter de (islamisterne og naivisterne red.) det som en naturlig ting, at man i Danmark skal bøje sig for mellemøstlige diktaturstaters og totalitære kræfters massive forsøg på indblanding i indre danske medieforhold.
Bogen starter, hvor de fleste debatbøger for tiden starter, nemlig med Muhammed-krisen. Den præsenteres, som en skelsættende begivenhed, der med stor tydelighed viste fundamentalisternes forsøg på at kapre islam samt at gøre denne version til en politisk faktor i Europa. Samtidig gav den et billede af, hvor mange vestlige politikere og meningsdannere, der var parat til at give køb på de demokratiske grundværdier for ikke at støde muslimer. Det er disse to grupper, som Jespersen og Pittelkow kalder ISLAMISTER OG NAIVISTER.
”Islamismen er ikke lig med islam.” Denne pointe bliver flere gange slået fast. Men at tro at islamismen alene begrænser sig til terroristerne, der dagligt gør det af med sig selv og folk i deres umiddelbare nærhed, er en farlig misforståelse. Jespersen og Pittelkow mener at en anden og langt farligere islamisme er i kraftig fremgang blandt Europas muslimer. Den vil ved hjælp af demokratiske midler på sigt indføre et åndsformørket kalifatdiktatur. Her peger forfatterne bl.a. på Tariq Ramadan og Abu Laban, som gode eksempler på tvetungede muslimer, der har vundet sympati på venstrefløjen, men bag den moderate facade i virkeligheden er fundamentalister.
Naivisterne, den anden gruppe på anklagebænken, er den politisk korrekte elite. De kommer i deres misforståede godhed til at retfærdiggøre og beskytte de totalitære kræfters fremmarch i det vestlige samfund. Selvom de ikke forfægter ytringsfriheden, indskrænker de den de facto ved at kræve en god tone i debatten. Derudover har de, de sidste 30 år, konsekvent vendt det døve øre til problemer, der knytter sig til indvandrere og islam.
Mange pointer i bogen har bestemt en kerne af sandhed i sig. Det er f.eks. korrekt set, at ingen af de intellektuelle, som talte mod Muhammed-tegningerne, sympatiserede med Vatikanet i dets kamp mod Da Vinci-mysteriet – problemstillingen om religiøs krænkelse var jo i bund og grund er den samme. Men generelt skydes problemstillingerne fuldstændig ud af proportioner. Islamismen er f.eks. ganske rigtigt både totalitær og voldelig, men at sammenligne den islamistiske trussel mod Europa med nazismen og kommunismen er simpelthen at vende kikkerten omvendt. Helt besynderlig virker også påstanden om, at den politiske elite og meningsdannerne endnu ikke har fået øjnene op for radikalismen – et hurtigt kig på Folketingets sammensætning og avisernes overskrifter fortæller en noget anden historie.
Læseren kastes ud i nogle alt for bogstavelige og bevidst misforståede udlægninger af bl.a. Thøger Seidenfadens og Kirsten Thorups udtalelser, som der så debatteres patosladet imod. Jespersen og Pittelkow slår godt nok på, at dette anklageskrift er skrevet til alle demokratisk indstillede mennesker, uanset politisk observans. Men den konsekvente brug af Bernard Lewis og Jyllands-Posten som kilder og kulturradikale som kritik-objekter, gør, at den skarpe læser udmærket ved, at vi befinder os til højre for midten. Det tærer på troværdigheden, specielt fordi de ikke helt selv vil være ved det.
Det er egentlig ikke fordi ISLAMISTER OG NAIVISTER er en dårlig bog; den er velskrevet og flittigt researchet. Men den hyppige brug af stråmænd, proportionsforvrængninger og ensidige kilder gør, at det er en bog, der er lige så lidt lydhør, som de naivister, den anklager.
