At være eller ikke at være kryb – Jukka Laajarinne MUMITROLDENE OG TILVÆRELSENS GÅDE
Hvis man nogensinde har overvejet, hvad Kierkegaard, Heidegger og Mumitrolden har til fælles, så kommer svaret her. Jukka Laajarinne har skrevet en interessant og gennemarbejdet bog om eksistentialismen belyst af historierne om Mumitroldende – det eneste bogen mangler er en modtager.
Citat
I garderoben er det særligt tydeligt, at krybet definerer sig selv gennem sine valg, og vælger sig selv. Hvordan har hun lyst til at være? Hvordan har hun lyst til at være i de andres øjne – og i sine egne? Efter det første øjebliks henrykkelse går det op for Snorkfrøkenen, at hendes valg ikke er nemme, for ved at vælge én ting, er hun altid nødt til at fravælge noget andet. Krybet er begrænset, livet er begrænset… og åh, hvor ofte ville vi ikke gerne have alt!
Jukka Laajarinne har skrevet en interessant bog om eksistentialisme, som den udformer sig i Tove Janssons populære børnebøger om Mumitroldene. I forbindelse med de mange katastrofer og eventyr, der udspiller sig i Mumidalen, bliver forskellige dele af vores tilværelse berørt. Disse steder tager Laajarinne fat i for at arbejde med eksistentialismen i et regi, hvor de fleste kan være med.
Med værker af Heidegger, Kierkegaard, Sartre og Camus i den ene hånd og Janssons samlede Mumi-værker i den anden går Laajarinne stille og roligt igennem de forskellige angstgivende og kvalmefrembringende valg, vi står overfor som ‘kryb’ (Janssons betegnelse for væsnerne i mumidalen, som Laajarinne også bruger på mennesket). Nogle af Laajarinnes bearbejdelser og sammenligninger mellem Mumitrolde og filosofiske problemstillinger er skarpsindige og indsigtsgivende, mens andre kan føles for tilsigtede og overfortolkede – hvilket er typisk, når man begynder at tolke på et allerede indholdsrigt værk. Forholdet mellem overfortolkning og brugbar indsigt er dog til at leve med, idet bogen ikke blot belyser Janssons Mumitrolde men også de filosofiske kæmper.
MUMITROLDENE OG TILVÆRELSENS GÅDE er skrevet letlæseligt og pædagogisk, dette forbundet med det faktum, at bogen arbejder med en børnebog gør, at Laajarinnes bog til tider fremstår som en børne-filosofi-bog. Laajarinne har selv stilet efter, at bogen skal kunne læses af alle, der kan læse Mumitroldende, og det er han på en måde lykkes med. Sjældent er eksistentialistiske begreber blevet defineret så forståeligt og pædagogisk – men er der overhovedet behov for en børnevenlig gennemgang af sådan en filosofi?
Den pædagogiske tekst og de mange citater fra Mumitroldende står som en modsætning til de næsten intrinsisk uforståelige filosofiske formuleringer af fx Heidegger. Man bliver nødt til at spørge sig, om der findes et publikum til denne sammensætning? MUMITROLDENDE OG TILVÆRELSENS GÅDE er næsten kun interessant for folk, der allerede kan lide Janssons bøger om Mumitroldene, men det filosofiske indhold sætter en mininumsalder på læseren, og i midten findes så filosofi-interesserede med barnlige sjæle. Hvem bogens egentlige modtager er, forbliver et mysterium: en voksen læser ville sagtens kunne læse Janssons bøger uden Laajarinnes hjælp, og en folkeskoleelev ville enten være for lille til at forstå eksistentialismen eller for gammel til at ville læse Mumitroldende.
Selve Laajarinnes indsigt i Janssons univers og eksistentialismen er dog både dyb og velformuleret, så selvom bogen har mangler, har den også gode pointer og finurlige referencer, som vil glæde en Jansson-fan. Hvis man falder i den snævre modtagergruppe, hvor MUMITROLDENE OG TILVÆRELSENS GÅDE er relevant, er den værd at læse. Jeg har selv genfundet min lyst til Jansson fra Laajarinnes bog og glæder mig til at dykke ned i Mumidalen med nye øjne.
hej
jeg er i gang med at læse denne bog og er ret begejstret for den.
Jeg synes anmeldelsen fejler på et vigtigt punkt, nemlig at opfatte Mumitrold-bøgerne ‘kun’ som børnebøger.
Jeg opfatter mig selv som lidt af en Mumitrold-nørd, har læst alle bøgerne på såvel dansk som svensk (og lyttet til den finlandssvenske journalist Mark Levengoods geniale oplæsning af bøgerne med stor fryd).
Jeg har desuden læst professor i litteraturvidenskab Boel Westins to bøger, ‘Familien i dalen’ (hendes doktorafhandling fra 1988) og ‘Tove Jansson – ord, bild, liv (2007), og for mig at se, er Tove Janssons bøger lige så meget henvendt til voksne som til børn.
Derfor mener jeg, at der ER en modtager, men det er klart, at for at forstå idéen med bogen, er det nødvendigt at kende hele universet omkring Mumidalen og dens beboere.
Desværre har opfattelsen af, at Mumi-bøgerne udelukkende er henvendt til børn, været specielt fremherskende her i Danmark, i modsætning til i Finland og Sverige – og i engelsk-sprogede lande.
Hej Birthe
Tak for din kommentar! Det er altid rart at få feedback – og jeg er glad for, at bogen har fundet en modtager, og muligvis flere. Jeg synes dog stadig, at Laajarinnes meget pædagogiske sprog og fremstilling virker møntet på en yngre læser, som måske ikke ville forstå de vanskeligere filosofiske problemstillinger i bogen. Men med hensyn til min fremstilling af Mumitroldende som udelukkende børnevenlige har du ret i, at det virker misvisende 🙂