At være vidne til midten af en tyfon
I 1930 udkom amerikanske Emily Holmes Colemans roman Et gitter af sne. År forinden var Coleman indlagt på en psykiatrisk afdeling med en psykose forårsaget af høj feber fra en kraftig infektion, hun fik under fødslen af sin søn. Det er med den erfaring, at hun skrev sit første og sidste værk. Hendes eneste værk. Et slående element når man har læst bogen. Ikke kun fordi, at der er en stor sproglig integritet og fortrolighed, men også fordi den handler om at tie og sige.
Vi følger bogens protagonist, Marthe Gail, igennem hendes tid og indlæggelse på det psykiatriske Gorestown Statshospital. Et sted hvor undertrykkelserne ikke kun består i voldelige handlinger, men også i de små subtile kommentarer; de små ordrer om at spise sin morgenmad og frugtgrød, om at sove, om ikke at tale, og om for guds skyld ikke at hidse sig op og om at opføre sig pænt. For hvis du opfører dig pænt, kan du måske være så heldig at rykke op i statshospitalets tilbudshierarki; en sal oppe, en fløj henne og du får måske en mere menneskelig behandling, og måske du kommer fri. Så hvem ville ikke bukke sig for ordrerne? Marthe Gail. Hun tror, hun er Jesus Kristus, nogle dage endda Gud. Nogle dage bukker hun sig. Andre dage nægter hun. Hun er vred, selvoptaget, undertrykt, aggressiv, provokerende og accelererende, men ikke mindst noget af det mest levende, jeg længe har mødt. Levende fordi hun er, hun eksisterer med al sin kraft og al sin uperfekthed i sin egen virkelighed. En virkelighed som myldrer med psykotiske billeder, humoristiske tanker og vanvittige handlinger. Og nu er vi så så heldige at møde Marthe Gail, for bogen er dette efterår for første gang blevet oversat til dansk af Louise Ardenfelt Ravnild ved forlaget Turbine.
”Der var gået to måneder sagde de, for sneen var der stadig”. Sådan lyder det, når Marthe Gail bliver udskrevet fra Gorestown Statshospital på sidste side. De siger meget igennem hele bogen. De er personalet på hospitalet, lægerne og sygeplejerskerne. De siger, hun har haft et sammenbrud efter en fødsel med barselsfeber. Selv husker hun intet. Hun tror, barnet er dødt, når hendes mand viser hende en hårlok fra barnet. De siger, hun er sindssyg og psykotisk. De siger, hun skal sove og at det er hendes egen skyld, at hun er så tør i halsen ”Det ville de ikke være hvis De var stille”. Hvert kapitel oser af små verbale beordringer til at holde mund og forholde sig helt i ro. Noget som ikke altid er muligt for Marthe Gail, for de færreste generelt, for hun vil danse i sneen, hun vil udtrykke sig og hun tier ikke før hun er færdig. En rækkefølge hvor stilheden og roen kun er mulig efter at alt er sagt, alt er udtrykt og frit. En rækkefølge som desværre ikke helt matcher hospitalspersonalet, hvor man skal tie og sove før man må tale. Altid først tie og sove, og så, hvis du er dygtig til at tie og sove, kan det være du får lov til at se fjernsyn, vaske op, eller tale med de andre patienter. Men altid først tie og sove. Men Marthe kan og vil hverken tie eller sove. Hun smider sine natkjoler ud ad vinduet. Hun kommer op at slås med en patient for at få en blyant. Hun vil skrive breve. Hun må skrive breve. Hun må skabe. Skabelsen er Marthe Gails holdepunkt. For friheden, som skabelsen frisætter, sker ikke kun, når hun får lov at sende breve, men også i de almindelige handlinger, som når hun fletter tråde med Mary, laver mærker i væggen, vasker tallerkner op eller når hun vasker gulvet og ser vandets udfoldelse som hendes værk, ”Det var frit, det var et værk. Hele gulvet blev værket og det var hende som skabte det”.
På trods af bogens alvorlige og grufulde portræt af psykiatrien set indefra, så er den sjov. På mystisk vis fremstår alle, både personale og patienter, i denne bog en smule gale og geniale. Det er ikke kun noget, vi får at se i de dialoger, der foregår mellem karaktererne, som på sekunder skifter fra omsorgsfulde relationer til hadefulde råb og mærkværdige kristne bønner, men dog kun til dem, som fortjener det vel at mærke. Men også i de tanker som Marthe Gail gør sig om GSH i bogens begyndelse. Et tidspunkt hvor stedet fremstår som et fupnummer for hende; som et set-up nogen har lavet for at narre hende:
”Det var ikke Gorestown Statshospital. Hun vidste at det var for at narre hende, hun kunne gennemskue de tosserier. De vidste ikke at hendes hjerne var ny og strålende oplyst. GSH på alt sengelinnedet og alle tæpperne. Ikke et eneste havde de glemt”.
Fupnumrene, dem gennemskuer hun. Selv når de er yderst veludførte, for hendes hjerne er ny og strålende oplyst. En sætning som fik mig til at grine og elske Marthe Gail. Hverken fordi det er rigtigt eller forkert, men fordi jeg får oplevelsen af, at man møder hende lige dér, hvor hun er. En følelse af autenticitet. For selvom hendes holdning til stedet ændrer sig, så undskylder hun aldrig for hendes tidligere selv. Som når hun i sin udskrivelsessamtale besvarer psykiaternes tåbelige ”ved du hvor du er”-spørgsmål sådan her:
”… når det (GSH) står skrevet på alt linned, og på tæpperne, og vasketøjssækkene […] så kan De da umuligt tro jeg ikke ved at det er Gorestown Statshospital i Gorestown. Nok er jeg måske sindssyg, men jeg må have mig frabedt at være åndssvag”.
På sin vis kategoriserer hun sig selv som havende været en smule åndssvag, ved at tro, at GSH var tosserier og fupnumre. Dog en tanke som ikke er til stede hos hende selv. For det er hun ikke. Hun er ikke åndsvag, for hun er altid til stede lige dér, hvor hun er, uden nogensinde at prøve at være nogen andre steder. Det er det, som gør Marthe Gail så levende, så fantastisk, og til tider komisk. Hun reflekterer sjældent tilbage, men til gengæld har hun noget, som er meget sjældent; en fænomenal kompromisløs tilstedeværelse i egen virkelighed.
På nogle måder er bogens sprog også en smule kompromisløst. Det er et krævende værk at læse. De gængse grænser, hvormed tider, tanker og personer adskilles, er udvisket. Det er umuligt at holde styr på, hvem der siger hvad, hvem der gør hvad, hvor vi er eller hvilke virkeligheder, vi bevæger os i. Pronominer, tanker og stemmer flyder sammen, som når mrs. Kemp kommer ind på hendes værelse, ”Hør min søde lille pige, kan De ved den hellige Jesus, Jomfru Maria og Josef ikke få mig fri? Åhgudåhgud kommer jeg da aldrig fri? Hænderne holdt hendes pande. Hun gik over til vinduet og tilbage til døren. Vær venlig at forlade mit værelse. Hun vil forsøge at dræbe mig”.
Kristelige figurer, unavngivne hænder, udråb og den venlige forespørgsel om at forlade værelset, inden mordforsøget finder sted. Det er uklart, hvad der er sagt, og hvad der er tænkt. Det er derfor en sand gave at tage Asta Olivia Nordenhofs læsemetode i brug, når hun i sit yderst velskrevne forord skriver, at vi må opgive ordenstrangen. For dér, lige dér, hvor vi lader os flyde med bogens smukke prosasprog, der ligger der små guldklumper. Det er når, vi lader os sænke ned i mudderet med Marthe Gail, som Nordenhof skriver, at vi forstår, at vi er vidner. Intet mindre, intet andet. Og nede i mudderet flyder det med poetiske og foruroligende billeder af faraoer, dæmoner, brændende hjerter, som glider lige så let ud og ind af sætningerne, som personerne og handlingerne gør. Hvorfor jeg også synes, at oversætter Louise Ardenfelt Ravnild har gjort et eminent stykke arbejde i at bevare Emily Holmes Colemans poetiske og vibrerende prosasprog. Det er klart, at det er en pointe i sig selv, at alting blandes sammen. Måske en afspejling af psykosen og det at være indlagt og bundet til sengen uden at forstå hvorfor. Dette enorme kor af stemmer, personer og billeder, som udfolder og udtrykker sig uden nogen tydelig dirigent kræver kræfter, men er du villig, så har du mulighed for at komme helt tæt på. Mulighed for at se Marthe Gails verden indefra. Som følgesvende i hendes hvirvelstrøm af tanker, billeder og personer. Bogen har derfor nærmest tyfoniske karaktertræk, hvor det indre midtpunkt, Marthe Gail, både er, hvorfra alt blæser og farer kaotisk rundt, uregerligt og utilregneligt, men samtidig det, som holder det hele sammen. Det, som holder det hele i spænd. Det er en sjældenhed at stå i en tyfons epicenter og være vidne til alt det, der vælter rundt indeni og udenom. Det er en sjældenhed at få lov at komme så tæt på.
