Født 1984. Cand. mag. i dansk og filosofi.
Kirke- og kulturmedarbejder for gadepræsten og ungdomsarbejdet i Trinitatis Kirke, anmelder på LitteraturNu og freelanceskribent på Forfatterweb og for Company Cue. Elsker at skrive.
51 resultater
Holistisk gavebog fra religionssociologen Iben Krogsdal og illustrator Pia Blak er mere morale end velskrevet fortælling om tre håbefulde træer.
Det er ikke alle digtsamlinger, der ikke bare tåler at blive læst to gange i rap, men som næsten kræver det. Daniel Dalgaards debut opholder sig ved sprogets logiske fundamenter og indbyder til analytisk driftsudfoldelse.
Har man nærstuderet Peter Asmussens prisbelønnede skuespil, tidlige prosaeksperimenter eller senere brevromaner, har man formentlig bidt mærke i hans særlige fornemmelse for enkle og ubesværlige replikker, der tegner klare billeder af desillusionerede karakterer. Replikker, der på en og samme tid kredser om ingenting og alting, som om de alle var variationer og granskninger af udsagnet ‘Der er ikke mere at sige’.
Kristian Bang Foss’ velskrevne og absurdhumoristiske personportrætter, hvor to hovedpersoners naive og til tider urealistiske tilgang til verden gør det ubærligt at skulle vende sidste side, skriver sig på mange måder op ad en letfordøjelig triviallitteratur.
Åh ja, den gode gamle afsender og modtager. Hvor stor en betydning bør de to størrelser have, og i hvor høj udstrækning formår en tekst rettet mod sig selv at påvirke sin læser? I FORFATTERSKOLENS AFGANGSANTOLOGI strækker de bedste tekster sig udover deres egne grænser og afdækker et isbjergsindhold, der kun lige rager op af skriftens hav.
Ofte er lyrikkens sprog karakteriseret ved et fortættet billedunivers, hvor faren er den fortænkte og statiske metafor, der sætter sig bevidst på læseren og måske i sidste ende spænder ben for en form for udsigelse. Peter Mouritzen griber lyrikken ganske anderledes an og fortæller i prosaiske og afsluttede sætninger gribende historier om barndom, angst, skriftens livstegn, tro og tvivl – og ’livets lille fortvivlen’.
Degners sprog er legende let og bobler lystigt og let-rablende derud af, mens både indhold og tilsyneladende måden, hvorpå skriften har fundet sin form, er kompliceret og indviklet.
Amalie Smiths nyeste bog har fået genrebetegnelsen ’samling’, og det er der naturligvis en god grund til. På første, sortlagte side spørger Smith med hvide bogstaver: Hvad får i første omgang en samling til at samle sig og hænge sammen? Er det en vilje – et subjekt, og i så fald: Er det samlerens? Definitionen af ’samling’ får vi på side 47: Samlingen: Tingene trækkes ud af kredsløb for at opbevares til eftertiden. (…) Samlingen er en erindringsform.
På sprogets scene danser et druknet hjerte med tålmodige læger, spindoktorer og mødre, der lyver, og mens alle taler forbi hinanden, taler Stine Pilgaard til mig.
Ved den litteratur, som oftest får betegnelsen STOR LITTERATUR (skrevet med versaler), er det de tekniske greb, et uforligneligt og uslippeligt billedsprog eller (skrift)tematikken – der til tider er så uforståelig, at man fortaber sig i de blotte bogstaver – der er det dragende. Ved anden litteratur er det imidlertid den måde, hvorpå der skabes uforklarlige bånd mellem læseren og de personer i bogen, som aldrig har levet, og som hun/han aldrig har mødt.