Den dybe loyalitet mod originalværket både hæmmer og løfter det kvindekollektive erindringsteater i Årene
”At eksistere er at drikke sig selv uden at være tørstig”.
Sådan lyder en af mine yndlings-oneliners fra franske Annie Ernaux’ mesterværk Årene (2008). At dramatisere Årene er at kaste sig ud i en næsten umulig opgave: At fortolke en ny(kult)klassiker. Ernaux modtog i 2022 Nobelprisen i litteratur, og Årene betegnes ofte som hovedværket og er blevet sammenlignet med Proust. Men netop derfor er det vigtigt og vedkommende. Når Ernaux’ værk rammer scenen, møder historien vores egen samtid. Som publikum sidder vi med vores eget nutidige verdensbillede og vores egne forestillinger om historiens retning, der både er en forlængelse af og en kontrast til den tid, der udspiller sig på scenen. For vi er alle flettet ind i den store historie, som uundgåeligt former vores egne små liv.
