Født 1977
Cand.mag, dansk og litteraturvidenskab, Københavns Universtitet
Ph.d.-stipendiat med titlen ""Litteraturens ting"", Københavns Universitet.
130 resultater
Naja Marie Aidt har skrevet en stak noveller, der emmer af lede ved tidens X- og Y-akse: Hedonisme og Selvrealisering. Aidts idiosynkratiske anstrengelse virker ligeså selvretfærdigt missionerende og omsonst, som når håndboldjernet Anja Andersen troner i en alt for stor t-shirt med påskriften: ’Fuck janteloven.’
Efter Islandsturen i SMUKKE BILER EFTER KRIGEN (2004) har Lars Frost angiveligt ikke stillet kufferten tilbage i bunden af garderobeskabet. Vi skal ud og se verden, og det kommer vi med den nye lille samling af gamle tekster, der helt og aldeles vender på tværs.
Haiku er en fest. Det slår Christian Bretton-Meyer og Søren Petersen fast i deres seneste prisbillige men materialelækre bog.
Man spørger aldrig til en dames alder. Det gør man bare ikke. Peter Laugesen, derimod, svarer højlydt i sin nye bog, også selvom ingen har spurgt ham.
Chili Turèll var meget mere end kvinden i Dan Turèlls liv og mor til hans datter og livsledsager gennem kriminalromanstykt og digtsamlingstyndt. Hun var først og fremmest musen, objektet, du’et, som Dan Turèll rettede hele sin ubændige skrivelidenskab imod.
Selvom ideen om dobbeltforfatteri er så god, som ideer kan blive, fænger det aldrig for Jens Blendstrup og Vibeke Marx. Deres fællesbog er for gnieragtigt fedtet med stoffet til rigtig at være andet end en uforløst god ide.
Anden runde af Forlaget Nords serie af dobbeltforfatteri fungerer væsentligt bedre end første runde gjorde. Det knapt så umage par, Viggo Madsen og Naja Marie Aidt, har overtaget stafetten fra Jens Blendstrup og Vibeke Marx og iværksætter eksperimentet som en dirrende spændstig binaritet af konkretisme, lyst og bibelhistorie.
Den ligner kassen til et nyt brætspil for hele familien. Men det er en uforholdsmæssigt cigaræskeformet og pangfarvet bog af og om Dan Turèll.
Kællinger, hash og butterflyknive er kun den ene side af sagen hiphop. Det forvisser Rune Skyum-Nielsen om i sin kærlige men beherskede hyldest til hvide drenge på sort baggrund.
Nyeste bog fra myreflittige Hans Otto Jørgensen lægger sig fin i forlængelse af indtil flere spor i forfatterskabet. Man kunne næsten have forudsagt dens komme, og det er en kompliment.