Ayahuasca is so passé – DEN BLÅ PORT #68 & #69
Om det er dobbeltnummerformatet, der har gjort det, vides ikke. Men vanen utro strutter nyeste grå nummer af DEN BLÅ PORT af spændende spændingsfelter.
Lad os starte på toppen: Et hidtil hemmeligt og såkaldt ’rimbrev’ fra Emil Aarestrup til en vis Sophie Hansen dateret 1834 og nu trykt i DEN BLÅ PORT 2006. Det er uden sidestykke det bedste, smukkeste, bedst udførte stykke poesihåndværk, der har passeret gennem mine øjne i indeværende år. Aarestrup rimer som et svin, havde jeg nær sagt, rundt regnet på hvert fjerde ord gennem en halvanden sider lang kærlighedserklæring. Non stop, mundret og blomstrende skønt. Og hvis der dengang endnu var retfærdighed til, så må Sophie Hansen da have løsnet kjolelinningen og inviteret digteren med hjem.
Hvad angår DEN BLÅ PORTs specialitet, den dobbelte leder, så er tonen i forhold til især sidste nummer anderledes tilnærmelig og meget mindre frembrusende. Den bedrevidende og gennemskuende indfaldsvinkel er skiftet ud med en snaksaglig og udfoldende talefod, hvilket betyder, at jeg har ladet mig føre med i stedet for at stritte imod.
Emnerne for lederne er hhv. den vulgære ’virkelighedssult’, der får lov at sætte standarden i tidens bogudgivelser og dernæst en fræk sammenligning af Pablo Henrik Llambias’ og Tove Ditlevsens parallelle litterære projekter. Smørhullet mellem skriften og tilværelsen kloger Hans Otto Jørgensen og Pia Tafdrup videre på i en statelig dialog, der perspektiverer ledernes standpunkter fortrinligt.
Svend Åge Madsen leverer dertil præciseret sci-fi. Første halvdel af hans novelle handler om uciviliserede nomadefolk, der formår at skabe et bygningsværk på tværs af tid og rum, ”skønt det er usynligt for øjne som vores der har mistet evnen til at se igennem tiden,” som det så fyndigt hedder. Anden halvdel beskriver en nær fremtid, hvor højt civiliserede verdensborgere valfarter til en sær lille by i Schweiz, hvor – hold fast – folk bor i samme hus på samme sted år efter år!
Ved siden af Madsens både fængslende og ikke mindst mindgamblende fabuleringsevne falder Thomas Bobergs udlevering af sit sydamerikanske syretrip slapt til jorden. Efter at have været så uheldig at have set en dokumentarfilm om Bobergs turisme i indianernes euforiserende stof, tænkte jeg, at det simpelthen var løgn, at jeg nu også skulle trækkes med hans indre dæmoner på papir. Den ufornøjelige omgang med planteekstraktet Ayahuasca savner på film såvel som på skrift hjemmel for at være flyttet udenfor Bobergs kranium. Don’t get it.
Solen smelter sneen udenfor, og lad os nu ikke hænge os i petitesser. Bobergs tekst falder kun igennem, fordi den er i et bedre selskab, og det siger nu ikke så lidt endda om DEN BLÅ PORT #68/69.
