Bæreposeteorien om interviewet
Reportage fra Louisiana Literature af Jonas Wedel-Brandt
Nogle gange bliver man overrasket positivt. Nogle gange stikker en ting af og udformer sig meget bedre end man havde regnet med, og det er altid en fornøjelse. Sådan var det at se Peter Adolphsen interviewe Hernan Diaz i koncertsalen på Louisiana Literature lørdag den 19. august. Ikke at jeg havde lave forventninger, slet ikke, men jeg havde alligevel ikke forventet at det skulle være så nørdet, sjovt og ja egentlig fremragende. Jeg havde regnet med at det skulle blive en stille og helt fin samtale mellem Diaz, Adolphsen og Camila Sosa Villada. Jeg havde regnet med stille, ubemærket kvalitet.
Da Villada så meldte sig syg, og vi i salen fik at vide at det altså kun blev Diaz i et længere interview af Adolphsen, tænkte jeg at det endda kunne risikere at blive lidt rodet på grund af det pludselige behov for at fylde tiden ud, men at vi da så kunne høre en masse om Diaz’ Pulitzer-vindende bog, Trust (Tillid), og den forrige, Pulitzer-nominerede In the distance (I det fjerne). Det blev ingen af de ting, men til gengæld blev det virkelig spændende at høre på.
Peter Adolphsen havde givet ham lektier for – Ursula Le Guins The Carrier Bag Theory of Fiction (Bæreposeteorien om Fiktion) – som han starter med at høre ham i. Han har nemlig læst Diaz’ to romaner, og mener at de passer ret godt ned i hver sin kategori, som Le Guin fremsætter i sit korte essay. Le Guins essay handler kort sagt om at beskrive to forskellige måder at fortælle historier på, baseret på to forskellige redskaber fra jægersamlersamfundet; spyddet og bæreposen. Det falliske, fremadstormende og aggressive spyd tjener her som billede på det heroiske plot, som lineært løber fra A til B. Bæreposen er et alternativ, hvor fortællingen ligesom samlerens arbejde langsomt fylder posen med lidt her og lidt der, gerne modstridende, komplicerede ting, som ikke er ens, men som er det, fortælleren nu en gang fandt. Det som hun lige mente kunne bruges til noget. Samlerens opgave er langsommeligt arbejde, men et arbejde hvor der hele tiden sker et eller andet, hvilket står i modsætning til spyddets falliske rejse mod et klimaks – det korte øjeblik hvor dets egentlige pointe udkrystalliseres.
Adolphsens mening med at give Diaz til opgave at læse Le Guin (og med at sammenligne de to romaner med disse to arketyper) var meget velment at In the distance med sit rejseplot i én eneste retning og fra et punkt A til B har noget af et spyd i sig, hvor den mere knudrede Trust er en bærepose. Diaz er imidlertid ikke enig, men tilføjer venligt (og lidt drilsk) at Le Guin som forfatter altid har været én, han føler at han burde kunne lide bedre end han kan. Herefter undskylder han at hans svar måske bliver lidt overakademisk eller esoterisk. Herefter fulgte en times diskussion af poetik, forsøg på at indkapsle fundamentet af litteratur, moderne humanioras krise og problemerne med autofiktion. Det var i allerhøjeste grad både skamløst akademisk, esoterisk og virkelig spændende, hvis man, som jeg, har begået den fejl at interessere sig for litteraturteori.
Diaz føler at der er fare for at Le Guins teori bliver for platonisk, at der skrives om en æterisk idé eller sæt af idéer, som alle fiktionsværker eller og litteratur skal passe ned i. Der findes ifølge Diaz ingen sådanne platoniske idéer, og i praksis kan ingen tekst helt så fint passes ned i en kasse: det er de simpelthen for komplekse og individuelle til. Man kan godt mærke, at her er en forfatter som i et tidligere liv har været litteraturakademiker.
Adolphsen styrer behændigt over på Diaz In the distance, som de bruger lidt tid på at tale om, inden han så stiller skarpt på Diaz metode. Diaz forklarer at det at skrive for ham er et spørgsmål om kontrol. Det er mildt at sige at han er en perfektionist, og når han beskriver sin proces, er over 80% af hans arbejdstid brugt på at redigere. Han skriver måske 250 ord om dagen, og de skal alle vendes og drejes. ”If it sucks, I can’t move on to the next thing. It has to not suck”. Han beskriver i øvrigt sig selv som en æstet. Det er de smukke ord, både visuelt, semantisk og lydligt, som er vigtigt for ham. Måden ordet ”Milk” både ser ud, lyder og føles på tungen. De vertikale streger og de diagonale. Det samme princip gælder for sætninger og teksten som helhed. En tekst er kun så god som dens svageste sætning, siger han.
Da Adolphsen spørger ind til om han bruger meget tid på research, svarer han at selvfølgelig er research vigtigt, men ikke så vigtigt som han oplever at andre gør det til. Han mener at der er en angst som lever i vores tid, hvor det, at fiktionsværker er helt afskårne fra virkeligheden, er noget som nogle folk ikke kan affinde sig med. Så kommer der de her spørgsmål om historisk korrekthed, om hvorvidt værket passer med den faktiske virkelighed, og det er en fejl – mener Diaz – at give efter for den angst. Fiktion har ikke noget med virkeligheden at gøre, og det er meningen; ikke et problem.
Adolphsen følger her mesterligt op og spørger hvordan den indstilling relaterer sig til autofiktion. Her står Diaz fast på sit forrige udsagn – autofiktion og ”the confessional turn” (den bekendende vending) i moderne litteratur er også til dels skabt af denne angst. Behovet for ægthed, for at der er noget ude i virkeligheden som passer sammen med det, der står på siden, er grundlæggende en misforståelse. Selvfølgelig betyder det ikke at der ikke kommer gode ting ud af det, skynder Diaz sig at tilføje. Han forsikrer publikum om at han har læst rigtig mange gode stykker autofiktiv litteratur. Problemet, som jeg forstår ham, er idéen om at det tilføjer noget til et stykke fiktion at det svarer til virkeligheden.
Det er jo i og for sig et drønprovokerende udsagn, som Diaz storsmilende leverer her. Sådan har jeg det i hvert fald. Hvor mange forfattere på denne festival har ikke brugt sig selv i sine værker? Glenn Bech, Søren Ulrik Thomsen, Olga Ravn, Gry Stokkendahl Dalgas og mange flere kunne nævnes i flæng, som eksempler på kunstnere som på meget dygtig vis benytter sig selv og sit levede liv til at hæve sin kunst til nye niveauer. Det bliver råt som et åbent sår at læse Bech blandt andet fordi der ligger et ikke altid helt filtreret erfaringsmateriale bag det lyriske udtryk. Men Diaz leverer sin drilskhed med overskud og formår ligesom at gøre det charmerende. Han er jo æstet – hvad rager det ham om det er virkeligt? Bare så længe det ikke sutter.
Senere i samtalen spørger Adolphsen ind til Diaz tidligere liv som litterær akademiker, hvor han blandt andet har en Ph.d. fra New York University, hvor han studerede under Jacques Derrida. Her fortæller Diaz at han, fordi han gerne ville arbejde med bøger, nærmest faldt opad fra den ene akademiske grad til den næste. Det var først da hans afdeling blev udsat for nedskæringer (ligesom i Danmark er humaniora i USA under skarpt angreb i disse år), at det gik op for ham at han egentlig ikke længere kunne lide at arbejde i et felt, hvor ”man læser bøger fordi det er arbejde, obskurantisme bliver forvekslet med dybde og litteratur mange steder er set som et symptom på det man egentlig vil skrive om – klasse, økonomi, politik, sociologi, identitet, klimapolitik – i stedet for det man faktisk er der for at forske i.” Litteraturen, selve forskningsemnet for en litteraturafdeling på et universitet, bliver ifølge Diaz ofte til en form for ”epifænomenalt skum” – altså til pynt som legitimerer arbejdet med andre ting.
Her skinner Diaz selviscenesættelse som hyperæstet igennem. Litteraturen – det skrevne ord som gennem syntaks og semantik forvandler sig fra meningsskabende sætninger til smuk kunst – er hovedfokus. Den skal hverken fremstille virkeligheden, være didaktisk eller stå til ansvar for sin samtid eller politiske klima. Det skal bare være godt skrevet, og det må ikke sutte. Diaz parafraserer med stor iver Theodor Adornos Prismer, hvori han siger at kunst grundlæggende ikke har en funktion. Kunst kan ikke, bør ikke, bruges til noget, da det som noget af det eneste i en utilitaristisk verden ikke er til for andet end nydelse.
Diaz mener, som Adorno før ham, at der er noget antikapitalistisk og revolutionært over kunstens mangel på formål. Den skal ikke lære os noget. Den skal ikke vise os noget. Den skal hverken gøre os til bedre, mere etiske mennesker eller mere produktive samfundsborgere. Den skal bare eksistere. Det at læse en bog skal være driveri. Som den eneste ting i en hyperkapitaliseret verden, hvor alt skal kunne sælges og hvor hobbyer i et væk monetariseres, skal det at dyrke kunst bare være nydelse.
Det er jo provokerende, og jeg vil også vove at tro, at Diaz’ polemiske udtalelser måske også har en blødere side. Han slår mig som principfast, men ikke som en fanatiker. Det er især provokerende fordi vi jo lever i en tid hvor politisk litteratur og repræsentationspolitik stormer fremad. Politisk korrekt, engageret og didaktisk kunst, som min højskolelærer tilbage i starten af 2010´erne fnøs hånligt af, har aldrig haft det bedre. Så er det alligevel noget af et statement at sige at kunst ikke skal bruges til noget. Hvis kunst ikke kan redde klimaet, hvad skal Theis Ørntoft og alle klimadigterne så gå og lave? Hvordan skal middelklassen dog tilegne sig moralsk og kulturel kapital, hvis ikke ved at læse vidnesbyrd skrevet af folk, som har levet meget hårdere liv end os selv?
Jeg kan ikke svare på de ovenstående spørgsmål, og måske det også er mig som har tænkt for langt videre fra hvad Diaz i første omgang sagde. Det ville nok ikke være fair at stille ham til ansvar for mine lidt overivrige fabuleringer. Men det er netop det jeg her har prøvet at skrive om. Et interview, som når så langt ud, at vi ender med at stille kæmpestore filosofiske og etiske spørgsmål. En enormt spændende gæst, som virkelig virker til at være på hjemmebane i de her spørgsmål (selvom han kalder sig en ”recovering academic”). En interviewer, som demonstrerer at han har læst på opgaven og gjort sit forarbejde, og som derfor med lethed griber sin gæsts svar og leder ham dybere og dybere ind i samtalens sorte skov.
Normalt forventer jeg af interviews på litteraturfestivaler, bogmesser og lignende, at intervieweren pænt holder samtalen i overfladen, så alle blandt publikum kan være med, og så intervieweren kan virke charmerende og ukontroversiel og dermed sælge nogle bøger. ”Hvad er dit yndlingsværk?”, ”Hvorfor skriver du om din mor?”, ”Hvordan havde du det, da du modtog prisen?”. Adolphsen demonstrerede sammen med Diaz lørdag eftermiddag, at et interview kan være en akademisk bærepose, hvis man giver den interviewede lidt lektier for og i øvrigt læser sine egne.
